Psykologregimentet

Som det måske allerede er antydet, vil denne blog ofte kredse om formålet med undervisning og pædagogik. Altså et fokus på, hvorfor vi underviser. I denne anledning er det værd at se på, hvilke paradigmer vi anvender i den pædagogiske debat.

De første store pædagogiske tænkere (eksempelvis Rousseau, Locke og Kant) var filosoffer, der også var store politiske tænkere. Sammenknytningen af pædagogik og politik var ikke tilfældig, idet pædagogik er samfundsskabende, og pædagogikken samtidig er samfundsskabt. Opdragelse og dannelse er meningsløse begreber, hvis man ikke har blik for, hvad man skal opdrage eller danne til. Dette var tidligere – med skiftende fokus - det afgørende debatfelt i den pædagogiske debat.

I dag ser vi en tendens til en stærk fokusering på metode. Ofte i en undervisningsteknologisk kontekst, hvor diverse programmer og modeller udlægges som gode måder at arbejde pædagogisk på. Fokus i disse programmer er på begrebet læring, og er altovervejende begrundet i psykologiske teorier. Dette gav i begyndelsen god mening, idet mange i 1990`erne og i 00`erne oplevede, at skolen havde et problem i forhold til at sikre, at eleverne udviklede tilstrækkelige kompetencer.

I dag må vi imidlertid spørge os selv, om vi stadig kan svare på, hvad denne læring skal føre til? Giver det mening at fokusere så markant på metode, hvis vi ikke kan svare præcist på, hvad målet er?

Ideen med at oprette skoler for alle kommer i dansk sammenhæng i kølvandet på reformationen, hvis tankesæt skulle udbredes. Altså skulle skolen gøre danskerne til gode (protestantiske) kristne. Efter to hundrede års indsats måtte man erkende at undervisningen i katekismus ikke gav tilstrækkelig resultat. Derfor indførtes konfirmationen i 1736, hvor alle borgere skulle eksamineres i menighedens påhør ved indgangen til voksenalderen.

Med Grundtvig og samtidige debatfæller fik vi i 1800-tallet et ændret fokus, hvor skolen også skulle bidrage til etableringen af et folkeligt fællesskab, og desuden give brede livskompetencer. Her skulle skolen altså bidrage til skabelsen af et homogent og livsdueligt folk.

I 1900-tallet ændrede skolen igen karakter, idet den gradvist søgtes tilpasset ændrede produktionsformer og nye samfundsstrukturer. Erfaringerne fra verdenskrigene satte desuden mærkbare aftryk på den pædagogiske debat. Særligt kom individet, kritisk stillingtagen og den personlige udvikling i højsædet. Altså skulle skolen bidrage til skabelsen af selvstændigt tænkende mennesker.

Hvad skal skolen i dag? Vi ved, hvordan den skal det, nemlig via LP™, PALS™, KRAP™ m.v. Vi kan også måle, når eleverne ikke læser/ regner/ lærer hurtigt nok, og skal have specialundervisning eller andre særligt tilrettelagte indsatser. Men ved vi, hvad det skal føre til? Er målet med skolen eksempelvis læsehastighed? Eller testkompetencer? Eller god adfærd?

Dette er ikke en kritik af psykologer eller af psykologien som fag. Tværtimod er psykologien en uundværlig del af udviklingen af undervisning, pædagogik og folkeskolen i det hele taget. Men psykologien kan ikke alene svare på, hvad vi skal med disse tiltag. Det er en mere sammensat opgave, som flere fag må bidrage til debatten om. Derfor må psykologregimentet i den pædagogiske debat og praksisudvikling brydes, og andre faglige vinkler må inddrages mere aktivt. Psykologien skal have et modspil, og i særdeleshed et medspil, således at vi kan udvikle en pædagogisk praksis, der både medtænker definerede mål og metoder. Psykologien skal have hjælp til dette fra mange kanter; didaktik, pædagogik, filosofi, sociologi m.fl. Og i sidste ende er det en beslutning, vi alle sammen skal træffe i fællesskab. Kom med dit bidrag allerede i dag!

Relevant litt:
Korsgaard, Ove (2004): ”Kampen om folket”, København: Gyldendal
Rasmussen, Jens (2004) Undervisning i det refleksivt moderne - Politik, profession, pædagogik. København: Hans Reitzels Forlag
Rømer, Thomas Aastrup, Tanggaard, Lene og Brinkmann, Svend (red) (2011) Uren pædagogik, Århus: Klim.

http://www.briandegnmaartensson.dk