Om at stå i orkanens øje 3

”En orkans centrum kaldes øjet. Her er der helt vindstille. Men lige uden for kan vindene nå hastigheder over 250 km/t. Når orkanen bevæger sig over hav, kan den rejse enorme havbølger. De kan blive op til 25 meter høje. Bølgerne udgør en stor fare for skibsfarten. Når stormen nærmer sig land, brydes bølgerne ind over kysten. De kan ødelægge bygninger og oversvømme landet. Det er som regel disse bølger, der er det farligste og mest dødbringende ved orkanen”. (Leksikalt opslag, Wikipedia)

Den 31/8-2015 skrev jeg i en efterhånden meget omtalt kronik en ultrakort bemærkning om forbindelsen mellem fortidens kommunisme og nutidens uddannelsespolitik i konkurrencestatens tegn. Det, jeg skrev, var på ingen måde nyt eller kontroversielt, men alligevel har det stormet rundt om mig lige siden. Mest markant med klagende henvendelser til Politikens redaktion og min arbejdsgiver. Således har jeg på en måde stået i orkanens øje. Reelt har det hele nemlig ikke ret meget med mig at gøre, for de to klager er som bekendt helt uden for skiven, og ligegyldigt hvad jeg havde skrevet, skulle eventuelle modsvar være faldet offentligt, ikke som lyssky henvendelser og klager. Sådan er det.

På min blog har jeg skrevet to indlæg om klageoplevelsen og dertil en humoristisk kommentar til det hele (betitlet ”Potentialebaseret innovationsrefleksion), hvor jeg illustrerede, hvilket lirum-larum-lydtæppe vi kan vente os, hvis Danmarks Pædagogiske Oligarki får lov til at trampe enhver kritik ned, som det pt forsøges. Hermed regner jeg med at lade selve klagehistorien ligge, og igen koncentrere mig om det vi reelt burde diskutere, nemlig vores fælles samliv.

Mere interessant er det nemlig, at kronikken har affødt en fornyet livlig – og offentlig – diskussion om den danske konkurrencestats konstruktion og om dens relation til inspirationer fra kommunismen. Det er fint og nødvendigt!

Nogle tror stadig, at der med etableringen af konkurrencestaten i dansk sammenhæng blot er tale om en syg neoliberalisme, nogle giver en sekterisk Luhmann-dyrkelse skylden for alle skolens problemer, mens jeg og andre opfatter udviklingen som en hybrid af både neoliberale og neokommunistiske strømninger – der på uddannelsesområdet især bliver ført frem af Luhmann-dyrkere. Det totalitære aspekt og den stramme statslige styring er nemlig særdeles fremherskende i Danmark, og den måde, det udleves i praksis, baserer sig i mine øjne på en forvrænget arv fra den mørkeste strukturkommunisme i Luhmann´ske klæder. Dertil kommer selvfølgelig, at en række metoder og værktøjer åbenlyst kan knyttes til de frygtelige neoliberale strømninger, der plager næsten hele den vestlige verden.

I virkeligheden er konkurrencestaten hverken liberal eller kommunistisk i de oprindelige betydninger, og derfor anvendes neo-betegnelserne med en tyk understregning af, at begge ideologier nærmest vender vrangen ud på sig selv. Skal man skære det ud i pap, kan man sige, at både Adam Smith og Karl Marx ville rotere hysterisk i deres grave, hvis de så, hvilket monster deres oprindelige ideer i forvitrede udgaver har afstedkommet: Kommunisme uden fællesskab og liberalisme uden frihed. På samme tid! Naturligvis lyder det umidelbart noget kaotisk, men det nok det mest præcise, der kan siges om konkurrencestatens bizarre logik. Det teoretiske grundlag for denne brydningsfulde normativitet i skolepolitikken har jeg specifikt analyseret i bogen Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ (Mårtensson 2015).

Grundridset i ovennævnte tænkning er slet ikke noget, jeg står alene med. Mange, selv indenfor elitens egne rækker, har sagt og skrevet noget lignende, både før og efter den korte antydning i min kronik. Her følger nogle få eksempler af helt aktuel karakter:

1.

DPU`s konstituerede institutleder, Claus Holm, skriver i bogen Livsduelighedens pædagogik følgende om tidens skole- og uddannelsespolitik:

”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans.” (Holm 2015)

2.

Thomas Aastrup Rømer beskriver i sin bog Pædagogikkens to verdener hvordan konkurrencestaten er et neo-socialistisk svar på en neoliberal udfordring, og viser også, hvordan begge retninger er i spil på samme tid. Dertil skriver han i det glimrende essay ”Danmarks pædagogiske oligarki (DPO) – del 2” Følgende om Lars-Henrik Schmidt, Lars Qvortrup og Claus Holm:

”Både Schmidt og Qvortrup har dog samme rod, nemlig i kommunistisk strukturalisme, så i bestemte (men ikke alle) sammenhænge er forskellen til at overse. Holm skriver da også i overensstemmelse med dette grundlag, at det moderne universitet tenderer mod at blive et ”serviceuniversitet”, hvor det gælder om at ”hykle mindst muligt” og at lave ”strategisk spin for egen forskning” i ”kampen om opmærksomheden”, og det lyder jo ikke sjovt.”

3.

Dertil har Rømer i en blog på sin hjemmeside skrevet følgende i forbindelse med en omtale af en videoforelæsning fra 2010 af Jens Rasmussen:

”For det andet er disse 2010-formuleringer blot det foreløbige klimaks på en proces, der har stået på siden 1970erne, og som Rasmussen, sammen med Lars Qvortrup, har været en central spiller i. Det er historien om, hvordan den mest rabiate strukturkommunisme i landet efter murens fald fandt nye former i en yderst strukturalistisk version af Luhmanns systemteori, og hvordan man i forbindelse med denne proces ned- og afskrev stort set al seriøs dannelses- og uddannelsestænkning.”

4.

Lektor Sten Larsen diskuterede for kort tid siden spørgsmålet om relevansen af en sådan vinkel på sin blog, og skrev følgende:

”Den almindelige venstrefløj, og også de socialistiske lærergrupper på Vestegnen, går dengang direkte imod den såkaldte ”strukturerede pædagogik”, som især i småbørnsinstitutioner har en vis gennemslagskraft. Denne pædagogiske tænkning er tydeligt DDR-inspireret, altså østeuropæisk, marxistisk – og den er støttet af de danske DKP-kommunister. Hvad kan tænkningen da, som bringer mindelser om i dag?

Forkortet og firkantet sagt, så er den strukturerede pædagogik dengang grundlæggende en forestilling om, at i den pædagogiske proces kan man gøre specifikt sådan og sådan med børn (læs; input og bestemt styring), og så kommer der dét og dét ud af det (læs; output), og generelt bliver ungerne derfor forvandlet til gode revolutionære i samfundets tjeneste (læs; soldater i konkurrencestaten). Med de indsatte manipulatoriske parenteser mere end antyder jeg påstanden om relevansen af kronikkens kommunist-bemærkning. Der er paralleliteter. Endda meget tydelige paralleliteter - i konkurrencestatstænkningen, i input-output-tænkningen og i selve målstyringsparadigmet.”

5.

Lektor på Aarhus Universitet Hans Hauge har for nylig via Berlingske Tidende kort og kontant kommenteret den aktuelle diskussion under overskriften ”Fra Lenin til Luhmann”:

”Det er en underlig forvandling, der er sket med de uddannelsesteknologer, der har formet vores nuværende folkeskole og opfundet skolereformen. Det fremgår af en fin kronik i Politiken skrevet af Brian Degn Mårtensson: »Konkurrencestaten har erobret folkeskolen«. Arkitekterne bag den nye skolereform er gamle kommunister, og de kan nok ikke lide det ord, så derfor kunne vi sige marxister-leninister. Mårtensson nævner professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup.

De fik deres universitetskarriere på den måde, som var den bedste i 1980’erne: Man skulle helst være kommunist. DKP var vejen frem. Kommunisme var opportunisme, men hov så faldt Muren, og hvordan skulle man så gøre karriere? De skiftede derfor Karl Marx ud med den neokonservative tyske systemteoretiker Niklas Luhmann (1927-1998). Nu fremmede det karrieren at være Luhmannianer. Og så blev de det. Og det gav pote. De blev belønnet af staten og A.P. Møller-fonden og blev fri for at undervise. Luhmann er mest kendt for sloganet: Uden problemer, ingen systemer.

Gid dog politikerne ville styre skolen i stedet for systemteorien. Skiftende undervisningsministre er blot systemteoriens bugtalerdukker. Ofrene er børnene.”

Som Hans Hauge lidt syrligt bemærker, er det rigtigt, at i hvert fald Qvortrup selv betragter sine tidlige politiske påvirkninger som mere ”socialistiske” end ”kommunistiske”, selvom hans forfatterskab ellers fint giver anledning til tolkninger i retning af den såkaldte strukturkommunisme. Andre har foreslået slet og ret at kalde de centrale spillere i den teoretiske elite for "marxister", "socialister" eller - som Hans Hauge gør - "marxister-leninister". Personligt betyder det ikke det store for mig, og jeg kalder gerne alle, den variant, de ønsker. Hvis man orienterer sig i den leksikale og idehistoriske litteratur, vil man da også hurtigt opdage, at grænserne imellem diverse betegnelser mildt sagt ikke er faste, og at fx "kommunisme" reelt oftest definitorisk dækker over en politisk holdning, der har den virkeliggjorte socialisme som mål (og vice versa). I øvrigt er jeg fuldstændig ligeglad med, hvilken historisk fraktion folk i sin tid tilhørte, og det giver fra min side ingen som helst anledning til kritik, at fx Jens Rasmussen og Lars Qvortrup havde eller har bestemte politiske overbevisninger til højre eller venstre (det er deres gode ret). Det handler ene og alene om, hvad de som indfydelsesrige aktører har skrevet, hvad de skriver og hvad de gør i praksis. Heri findes der nemlig nogle saglige sammenhænge, der kan hjælpe os til at forstå, hvad der sker med vores fælles skole i disse år.

Nå, men i sidste ende handler enhver samfunds- og skoledebat om livet. Intet mindre, men heller ikke mere. Hvad skal vi dog stille op med vores liv? Hvad skal vi med hinanden? Med os selv? Hvis man tror, at man har svaret på det, bør man altid lytte til Steffen Brandt, der efter murens fald skrev følgende:

"Han leder som en gal

efter noget der ligner

en forklaring på hvordan

han er kommet så vidt

så den sidste vej ud

er hele den lange vej tilbage

og det store spørgsmål er

om han skal drukne sig i havnen

eller bare leve videre

som om ingenting er sket

hvad der jo stort set

heller ikke rigtigt er endnu"

(TV2: "Farvel til den søvnige mand", 1990, tekst og musik af Steffen Brandt)

Litteratur

Hauge, Hans (2015): ”Fra Lenin til Luhmann”. Berlingske, online d. 11/9-2015: http://www.b.dk/groft-sagt/fra-lenin-til-luhmann

Holm, Claus (2015): ”Den rige personlighed er livsduelighed”. I: Livsduelighedens pædagogik – faglige pointer til den relationsprofessionelle. Frederikshavn: Dafolo, s. 179-196.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Rømer, Thomas Aastrup (2015): Pædagogikkens to verdener. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag

Sten Larsens blog: http://www.folkeskolen.dk/569699/to-be-or-not-to-be-en-kommunist

Rømers essay: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Indlæg om klagesagen:

http://www.folkeskolen.dk/569653/om-at-staa-i-orkanens-oeje

http://www.folkeskolen.dk/569774/om-at-staa-i-orkanens-oeje-2

http://www.folkeskolen.dk/570082/potentialebaseret-innovationsrefleksion

Min kronik:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/