Er du Pisa-parat? Nej? Så bliv det i tide!

Fra midten af 1990’erne startede OECD planlægningen af Program for International Student Assessment (PISA). Siden publicering af de første resultater i 2001, har PISA nærmest fået status som en global ”guldstandard” for et lands uddannnelseskvalitet. I adskillelige lande vækker de seneste PISA-resultater stor offentlig opmærksomhed. I Danmark har testen vakt furore, ja nærmest PISA-panik: Det kom som et chok for mange, at Danmark i den internationale placering lå langt lavere end forventet. Nu venter vi så på (nok) den næste ubehagelige ”afsløring” af skolens præstationer. Men PISA-placering (uanset om den er høj eller lav) har skabt panik og ubehag i stort set alle lande, og det har skabt et stort pres på politikere om at ”gøre noget” (Alexander, 2012).

Herhjemme blev folkeskolens renommé truet og skolen blev hurtigt hvirvlet ind i orkanens øje - blev en ufrivillig kampplads for hårde politiske udmeldinger. I mange lande, herunder Danmark, har PISA da også i høj grad medvirket til skolereformer, som et direkte svar på dårlige PISA-resultater. Testen tages hver tredje år. Næste gang resultaterne offentliggøres bliver her i slutningen af 2016. ”Science Literacy” vil for anden gang være hovedtemaet.

Da PISA udgår fra OECD er det vigtigt at indse, at den direkte er knyttet til organisationens overordnede politisk mål: At udruste de 30+ industrialiserede OECD-lande til at konkurrere på det globale frie marked. Når PISAs vigtighed skal understreges, så bliver det da eksempelvis også sådan: ”I PISA-testen medvirker 90% af den globale økonomi” (OECD, 2013). Rapporten handler faktisk om de 15-åriges resultater i OECD-landene. For en lærer må det virke som en underlig måde at italesætte relevansen af elevens kundskaber på. Det står da heller ikke i skolens formålsparagraf – endnu. Men det betyder heller ikke så meget. PISA tilraner sig alligevel magt og indflydelse ved behændigt at ignorere og omgå ethvert nationalt besluttet formål med skolen. Men det fastslår bare én gang for alle: PISA handler hverken om pædagogik, undervisning eller dannelse, men om ’cool’ kvalificering og mobilisering af en kompetencedygtig arbejdsstyrke til deltagelse i den globale konkurrencekamp – slet og ret. Heraf kan udledes, at i den optik er skoles vigtigste/eneste funktion i samfundet at forberede næste generation til dét. Ikke sært når det overvejende er økonomer, som står bag PISA-testen. 

Gode/dårlige PISA-resultater postuleres til at være et ”termometer” for et lands fremtidige konkurrenceevne på det globale frie marked. Tilbagevendende test-konkurrencer - en slags uformel Olympiske Lege i, hvilke lande der har de bedste kompetencer - er nærmest blevet ”sund fornuft”, hvor høj placering i sprog og matematik tillægges ekstrem vigtig betydning. Dårlige rangeringer på PISA-termometret er dårlige fremtidsudsigter for landets økonomi. (Jeg vil i en senere PISA-PARAT! blog vende tilbage til dette vigtige punkt og undersøge det kritisk). Politikerne kan ikke beskyldes for at sove timen: Grek (2009) har undersøgt de politiske reaktioner af PISA i Europa. Han konkluderer, at politikere med PISA i hånden er begyndt at smide visionerne ud og ”føre politik med tal” ('govern by numbers').

PISA er kommet flyvende ind udefra uden nogen som helst formel politisk, pædagogisk eller anden magt. Når en test spiller en så altdominerende uddannelsespolitisk rolle, så skalden være fejlfri. Det vil være katastrofalt, hvis man ikke kan stole på testen. Så fordamper illusionen jo om, at vi enten skal ”rette op”, eller at vi er ”på rette kurs”. Hvis PISA-testen ikke er valid, da vil uddannelsespolitikken famle i blinde med fare for at være på helt gal kurs.

PISA-PARAT! vil blog for blog dokumentere, at PISA er særdeles problematisk, både som konstruktion, som testmetode og som styringsredskab for fremtidens uddannelses- og skolepolitik. Man kan ikke uden videre tage PISA-konstruktionen og dens resultater for gyldige. Er PISA overhovedet svaret på globaliseringens store kommende udfordringer? Kan man overhovedet have tillid til, at PISA måler det, den (tror) den måler? Disse spørgsmål og mange flere vil blive stillet og blive besvaret i de kommende PISA-PARAT! blogs. Velkommen.

Kilder:  Alexander, R. (2012). Moral, panic, miracle cures and educational policy: what can we really learn from international comparison? Scottish Educational Review, 44(1), 4-21.

Grek, S. (2009). Governing by numbers: the PISA ‘effect’ in Europe. Journal of Education Policy, 24(1), 23-37.

Klitmøller, J. & Sommer, D. (2015). Læring, dannelse og udvikling - kvalificering til fremtiden i daginstitution og skole. Kapitel 1. København: Hans Reitzels Forlag.

OECD (2013). PISA 2012 results in focus: what 15-year-olds know and what they can do with what they know. Paris: OECD-publishing.