Giv PPR fri fra skole!

I de fleste kommuner er den overvejende del af medarbejderne på PPR-kontorerne universitetsuddannede psykologer uden en lærer- eller pædagogbaggrund og derfor præges PPR-kontorerne heraf. Den gamle cand.pæd.psych.-uddannelse (lærere, der uddannede sig til skolepsykologer) ophørte i 2004 og skulle erstattes af en såkaldt cand.pæd. i pædagogisk psykologi, der ikke giver autorisation som psykolog. Men stort set ingen PPR-kontorer slår stillinger op med betegnelsen cand.pæd. i pædagogisk psykologi og i PPR-sammenhæng er uddannelsen derfor overflødig. Begrundelsen for afslag er ofte, at den nye uddannelse ikke giver ret til at teste, hvilket dybest set er noget vrøvl og i virkeligheden handler om fagpolitik.

Hovedparten af medarbejdere på PPR er således universitetsuddannede psykologer (cand.psych.) med speciale i alt fra bulimi og bipolare lidelser til organisationspsykologi. Indgangen til studiet kræver et tårnhøjt karaktergennemsnit og en meget fokuseret studiedisciplin og disse veluddannede (overvejende kvinder) møder virkeligheden uden den store almene erfaring.  

Deres største mulighed for arbejde umiddelbart efter endt studie er PPR- kontorerne. Ikke fordi de vil arbejde på PPR, men fordi det er deres bedste mulighed for at få den autorisation, som giver dem adgang til at søge et ”rigtigt” psykologarbejde. Derfor ser vi det store gennemtræk af universitetsuddannede psykologer på PPR-kontorerne. En af mine tidligere psykologkollegaer beskrev det lidt karikeret således: Så snart psykologerne havde fået deres autorisation blev de enten gravide eller fik stress. Og så så vi dem ikke mere.  

Et af de helt centrale debatområder er, om PPR-psykologernes fokus skal rettes mod eleverne og deres udfordringer eller mod lærerne og deres indbyrdes arbejdsprocesser med eleverne. Med andre ord: Er det eleven eller læreren, der brug for psykologbistand? Men da universitetspsykologerne ikke ved noget om børns faglige og sociale udvikling i skolesammenhæng, har PPR-psykologerne kæmpet en brag kamp for at holde fokus på rollen som den konsultative facilitator - dvs. primært én, der interviewer lærerne om, hvordan de har med deres udfordrede børn. Lærere skal med andre ord sidde i terapi for at lære at håndtere deres afmagt i forhold til udfordrede elever. Netop derfor spørger ingen til, hvad lærerne synes om PPR-psykologernes kompetencer og deres arbejdsmetoder!! Der er således et klart misforhold mellem det lærerne forventer af psykologerne og omvendt.

En hurtig søgning på Forældrerådgivningens (under Skole og Forældre) hjemmeside giver 139 spørgsmål vedr. PPR, som primært er frustrationer og klager fra forældre, der mener, at PPR ikke vil eller kan hjælpe deres udsatte børn.  

Rundt om på skolerne og i kommunerne tror alle, at WISC-testning kun kan foretages af en uddannet psykolog og derfor er det vigtigt for skolerne at holde sig på god fod med PPR-kontoret, idet en WISC ofte er adgangsbilletten til en diagnose og/eller specialtilbud. Det er ikke korrekt. Du skal være uddannet psykolog for at købe en WISC-test, men at tage den og opgøre resultatet kræver ikke psykologuddannelse. I princippet kunne skolen hyre en psykolog til undervise lærere i at tage denne test - det ville for øvrigt være til gavn for rigtig mange elever.

Psykologerne på PPR kan/må stille 2 diagnoser: Dysleksi/ordblindhed og generelle indlæringsvanskeligheder. Alle andre diagnoser er psykiatriske diagnoser og skal stilles af en psykiater, så psykologen videresender blot papirer til nærmere udredning i psykiatrien. Noget skolen i princippet selv kunne gøre!

Dysleksi/ordblindhed har PPR ”nægtet” at forholde sig til igennem lang tid - simpelt hen fordi PPR-kontorerne ikke har haft kompetencen til at stille diagnosen, da den er meget kompliceret - jf. ICD-11, som er omtalt i tidligere blog. Derfor udarbejdede Undervisningsministeriet en National Ordblindetest i 2016, som skolerne nu selv kan tage.  

Den anden diagnose er generelle indlæringsvanskeligheder, som kræver en WISC, idet diagnosen handler om normal begavelse eller ikke. Men den kunne skolen i princippet få taget af en lærer.

Så den eneste tilbageværende forklaring på, at PPR opretholdes med sin nuværende status, er at fungere gate-keeper for adgangen til specialskoler/klasser jf. inklusionsmål og i visse kommuner måltal (kommunalt fastsat tal for antal ordblinde/ADHD/ASF…). I min egen kommune tager det fx minimum 1½ år at blive visiteret til et specialtilbud, fordi kommunen arbejder med måltal og ikke med levende børn.

Når der endelig laves en PPV (pædagogisk psykologisk vurdering) af et barn og denne fremlægges for lærere og forældre, får de ofte blot genfortalt det, de selv har fortalt psykologen og derfor er lærere og forældre ofte ikke klogere efterfølgende.

Vi ansætter med andre ord højt uddannede psykologer til at varetage en række pseudofunktioner under dække af inklusion, der reelt set kommer til at fungere som gatekeepere i et system, som har til formål at opfylde sig selv og ikke de udfordrede elever, lærere og forældre. Skolerne er ikke til for PPR. Det burde være omvendt.

Det er i høj grad på tide, at politikerne træder i karakter og tænker PPR ind i en helt ny og langt mere konstruktiv funktion. Læs nu, hvad der reelt står i alle de rapporter og undersøgelser. Flere nævner enddag muligheden for helt at nedlægge PPR. 

Giv PPR fri fra skole og udlæg store dele af PPR-ressourcerne til skolerne, som selv kan ansætte deres psykolog eller andre ressourcepersoner, således at arbejdsopgaven bliver defineret af skolen og ikke af PPR.