Oprør fra klasseværelset

For 30 år siden mistede lærerne den grundlæggende indflydelse på folkeskolens udvikling, da Folkeskolens Forsøgsråd i 1987 blev erstattet af Folkeskolens Udviklingsråd. Det betød en udvikling fra lærerformulerede forsøgsarbejder (Forsøgsråd), hvor læreren var med fra ide til formulering samt gennemførelse og endvidere ofte selv stod for rapportskrivning og spredning af erfaringer – til stigende grad af centralt fastlagte udviklingsarbejder (Udviklingsråd), hvor lærerne skulle deltage på præmisser, de ikke selv havde valgt.

Efterfølgende indførtes i starten af 90èrne en styrelsesvedtægt, der ændrede lærerens formelle rolle i skolesystemet. Det gamle lærerråd, hvor lærerne traf beslutninger ved pædagogiske-faglige forhold blev afløst af Pædagogisk Råd, hvor lærerne blev tildelt en rådgivende funktion over for skolelederen og en forældrevalgt skolebestyrelse. Med indførelsen af den nye skolereform i 2014 forsvandt også lærernes rådgivende funktion. Læreren er således i dag reduceret til underviser under stærk kontrol af udefra kommende krav og forventninger. 

Udviklingen skyldes øgede politiske krav til skolesystemets rationalitet og effektivitet, der efterfølgende har afstedkommet en massiv forskning i skolen. Der var ikke længere tiltro til, at lærerne selv kunne magte opgaven. Professionelle forskere måtte tage over og i 2006 oprettedes Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning med det formål, at skabe overblik over den aktuelt bedste viden om god undervisnings- og uddannelsespraksis samt formidling af denne viden til fagenes udøvere – lærerne. Andre vidste bedre end lærerne, hvordan der skulle undervises og i hvad.

Bogmarkedet samt kursusvirksomhed blev de (teknokratisk styrede) forskeres indirekte vej til at guide læreren til ”best practice” baseret på ideen om, at pædagogik, psykologi og didaktik er eksakte videnskaber inden for hvilke, det er muligt at måle og kontrollere. Bogtitler indeholdende ”Det vi ved om…..”, ”…. der lykkes” samt ”Evidensbaseret….” satte dagsordenen på bogmarkedet og stort set alle forlagenes bogsystemer proklamerede, at de var baseret på evidens i relation til læringsmål. Efterhånden optræder samme segment af lektorer og adjunkter som forlagsredaktører, der således kan udgive hinandens forskning og dermed fastholde den politisk teknokratiske fastsatte kurs.

Markedsgørelsen af skolen betyder, at der er aktører, som alle gør sit til at opretholde sin politiske og/eller økonomiske position på markedet og dermed de kræfter, der styrer udviklingen. Resultatet er i dag forestillingen om en virksomhedsdrevet og ensrettet konkurrencestatsskole.  

Lavest i hierarkiet eller den med mindst indflydelse på udviklingen er læreren. Til gengæld er hun/han afgørende i kampen om at tilbageerobre den pædagogiske diversitet som modstykke til ensretningen.

Den tiltrængte pædagogiske diversitet begynder med at nej tak til den konsultative samtale og forvente en synlig konstruktiv mesterlære. Dvs. alle, der vil konsultere os (psykologer, konsulenter, UCC-lærere, forskere, kursusholdere….) vedr. hvordan man kan/skal gøre, må komme ud i klasseværelset og vise det i praksis. Så afgør vi selv, om det er noget vi pædagogisk kan bruge i vores klasse.

Dernæst må vi arbejde for en forskningsmæssig overbygning på vores uddannelse, så vi selv kan forske/udvikle i det, vi finder relevant og dermed generobre vores professionalitet og genskabe den pædagogiske diversitet i klasseværelset - der hvor al udviklende undervisning foregår.