Læringsmål ? All right !

Jeg oplever rundt omkring på konferencer, vejledermøder og lærerværelser, at der er en god stemning omkring læringsmål i matematik. Mange matematiklærere er i gang med at finde ud af forskellen på kompetencemål, vidensmål, færdighedsmål og læringsmål. Andre er i gang med at konstruere undervisningsforløb, hvor læringsmål er tydelige for eleverne. Der er også god opmærksomhed omkring tegn på læring, og hvordan man kan evaluere læring i elevperspektiv. Det summer, når der er afsat tid til at komme i gang og diskussion afløses af store spørgsmålstegn, forvirring når siderne på FFM åbnes, og frustration anes også. Men folk er i gang og står overfor et bjerg, der skal bestiges, og allerhelst i et godt makkerskab eller team.

Men dette forholdsvise positive billede oplever jeg alligevel nogen gange modstand på. At det ikke er velset at være positiv omkring at læringsmålstyret undervisning er kommet for at blive, og at man synes, det giver god mening, at eleverne er klar over, hvad de skal lære og hvorfor. Jeg har også oplevet, at nogen mente at læringsmål ville sætte en stopper for demokratisk dannelse, og at vi er tilbage i den sorte skole….. Der er mange undersøgelser og resultater i spil, som skal argumentere for og i mod - især trækkes der tråde til det svenske skolesystem, som for år tilbage har gennemgået lignende reformer, og hvor det umiddelbart ikke ser lyst ud.

Det er godt med stor bevågenhed, forskning og debat, når det handler om folkeskolen! Men jeg synes det er ærgerligt, at den populære JA-HAT kan give anledning til formaninger og hånlige bemærkninger i forskellige fora, hvis man har accepteret vilkårene og valgt at agere i de givne rammer, samt få det bedste ud af det. Her må jeg tilføje, at det er oplevet fra folk, der udtrykker en generel holdning til reformens interventioner, som ikke er ”matematikfolk”.

Generation WhY

Tidens elever er en udpræget ”hvorfor”-generation, som automatiseret besvarer enhver henvendelse med ”hvorfor?”. Nogen mere reflekteret end andre, men en vane er tillagt med en forventning om den voksnes forklaringer. Nogle elever køber gode velargumenterede forklaringer, og andre er optaget af at diskutere og få tiden til at gå.

En modstand mod FFM og læringsmål har været begrundet med, at ”ingen af os har haft læringsmålstyret undervisning i skolen, og se det gik jo meget godt alligevel”. Ja, og til det må jeg sige, at ”vi” også kom fra en skoletid, hvor man i mindre grad stillede spørgsmålstegn ved hvorfor læreren gjorde, som han gjorde, for det lå naturligt i autoriteten, og at han vidste bedst, hvad der var vigtigt at lære. Der blev ikke gjort meget ud af hverken synlige eller tydelige læringsmål.

I dag, har de fleste af os nok oplevet forældre, som er så optaget af at være kritiske over for skolen, lederen og lærerne, at de helt glemmer deres egen rolle i barnet læring. For dem går meget tid med brok og spørgsmålstegn omkring skolen, og poderne derhjemme overhører forældrenes samtaler og inspireres til at sætte flere spørgsmålstegn. Når det er sagt, må vi som lærere agere adaptivt med samfundets forskellige generationer af elever. Det skal forstås på den måde, at vi må agere sammen med eleverne og opstille pædagogiske principper til at modtage de mange ”hvorfor” på en konstruktiv måde i forhold til faget, og vende det til refleksion og kritisk stillingtagen med måde. Måske bliver det mere naturligt at opstille læringsmål, som svar på hvad vi skal lære og hvorfor. Det gør da heller ikke noget, at man som matematiklærer kan argumentere for HVORFOR man skal lære om koordinatsystem og HVAD man kan bruge den læring til. Her kan der opstå herlige fortællinger om satellitter, mobilsignaler, landkort og Google, som nu har taget billeder af det meste af verden, både til vands, på jorden og i de højeste bjerge.

I min dagligdag, er jeg ikke direkte i stand til at påvirke Folketingets beslutninger, så den ramme er obligatorisk for mit arbejdsliv. Jeg kan heller ikke lave om på hverken forældre eller elever, og må agere i læringsrummet med de typer elever jeg møder. Men jeg kan forsøge at påvirke beslutningstagerne i mit nærmiljø. Det gælder kommunalbestyrelsen som rammesætter skolens økonomi, forvaltningen som sparer med ledelsen, og ikke mindst påvirke beslutninger gennem faglig klub, kredsmøder og MED-udvalg lokalt på min skole. Her kan jeg påvirke beslutninger, som direkte kan mærkes i dagligdagen.

Efter kritisk stillingtagen, en hel del refleksion og ret mange ”hvorfor”, har jeg valgt at være positiv omkring det meste af reformen. Men der er ingen tvivl om at mange af reformens idéer og nye tiltag er svære at realisere efter hensigten her og nu. Og når det hele bliver for presset og ufleksibelt, kan vi skælde ud på Lov 409. I min kommune er der 810 timers undervisning i gennemsnit pr. lærer i år, og 40 timers tilstedeværelse om ugen, og vi har ligget blandt kommuner med landets højeste undervisningstal i flere omgange. Her er pressede lærere, for lidt tid og krævende elever, som på de fleste andre folkeskoler. Men alligevel er der interesse og nysgerrighed på, hvordan vi kan få lagt stilen om til alt det nye og være mere tydelige og målrettet i matematikfaget. Dette motiverer i sig selv til at gå foran med et positiv tilgang som lærer og vejleder, og satse på det hele nok skal gå. Og ja – vi når nok ikke det hele i år :-)