STUK – Statsligt tidsspilde uden kvalitet

Ifølge den nyeste aftale om det fremtidige bedømmelses- og evalueringssystem vil der fremover være en ‘opfølgning i forhold til skoler, som ikke har tilfredsstillende kvalitet’. Ministeriet vil udarbejde en ‘udviklingsliste’ gældende for op mod 10 procent af landets skoler - cirka 150 bliver det på landsplan. Kommunalbestyrelser landet over vil på baggrund af ministeriets liste skrive handleplaner, strategier og dokumenter, der skal forbedre skolernes resultater. De ”udvalgte” skoler vil blive overvåget af kommunens konsulenter, men kan også risikere et direkte ministerielt tilsyn. Som ansat på en tilsyns-skole kan jeg fortælle, at det hårde arbejde for både kommune og ministerium hverken giver eksistentiel eller økonomisk mening. Tværtimod er det spild af tid – og gør kort sagt ingen forskel for Ahmed i 5.b. Til gengæld kan det presse skolens arbejdsmiljø uforholdsmæssigt meget, når lærere og ledere skal igennem et lag af pseudoarbejde og dokumentation af den kendsgerning, at vi er en udfordret skole på mange parametre.

Jeg vil forsøge at udfolde det lidt. For det første tager det tid!! Det tager tid fra konsulenter, embedsmænd og politikere, både i kommunen og ministeriet. Men det tager også tid fra dagligdagens praktikere, fra ledelse og lærere ude på skolerne. Konsulenterne løser en opgave, de er blevet pålagt, men det kan ofte blive enten meget virkelighedsfjernt, eller være yderligere præcisering af de ting, vi allerede gør. Der er enormt modsætningsfyldt som skole at blive udtaget til udvikling og tilsyn grundet lave faglige resultater, for derefter få bundet møde- og forberedelsestid til centralt fastsatte initiativer, der tager tid og ressourcer væk fra de elever, som vi er der for.

I en tid, hvor der tales om afbureaukratisering, og hvor der skal spares i stort set hver eneste kommune, skal tilsynsskoler tage voksne væk fra børnene for at udarbejde, læse, godkende, revidere og udleve handleplaner. På 10 procent af landets skoler!! Gad vide om Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har fået sine ansatte til at regne på det ressourceforbrug? Læg dertil det arbejde som består i at skrive rapporter, observere, mødeafholde m.v. som eksterne konsulenter står for. På et tidspunkt opgjorde vi på min arbejdsplads, at mere end 21 konsulenter havde været forbi matriklen.

Fra et arbejdsmiljøperspektiv er det et voldsomt pres at føle sig truet på sit levebrød i dagligdagen. Og det kan meget let blive det usagte bagtæppe for indsatsen, når ‘børne- og undervisningsministeren [kan] pålægge [...] mere vidtgående tiltag. Det kan eksempelvis være [...] i sidste ende lukke skolen.’ Hvis man studerer listen over karaktergennemsnit, vil man opdage, at skoler ofte ligger lavt, hvis de har en lav socioøkonomisk reference, altså forventet resultat på baggrund af distriktets elever. Det føles uretfærdigt at blive underlagt et tilsyn baseret på skolens placering, og det vil sandsynligvis blive konsekvensen.

Naturligvis ønsker alle, både ledere og lærere, at deres elever skal klare sig så godt som overhovedet muligt! Hvis der på en skole hersker en laissez-faire kultur af middelmådelighed, skal ledelse eller kommunalbestyrelse naturligvis gøre noget. Men er et statsligt påbud den rette måde at styrke en skole på, og er det virkelig nødvendigt at lave påbud på 10 procent af landets skoler? Kan man identificere skoler med en sådan udfordring udfra ren statistik? Eller er det snarere en lokal opgave, som bedst løses på kommunalt niveau?

Skoler har vidt forskellige vilkår og udfordringer. Skoler rutscher op og ned ad ranglisterne, både over karaktergennemsnit og løfteevne. Men en udskamning af enkelte skoler, dels som den foregår i dag ved offentliggørelse af ranglister, men da særligt ved at skoler fremover bliver stemplet fra centralt hold, risikerer at skubbe til en skoles udvikling. Ressourcestærke familier læser sådanne lister, og vælger skoler til eller fra udfra dem. Derved siver stærke elever fra lavt placerede skoler til højt placerede skoler, og det kan starte nedadgående spiraler.

Som ansat på en tilsynsramt skole, vil jeg på det kraftigste advare mod denne udvikling, og jeg håber da at DLF og Pernille Rosenkrantz-Theil bruger ‘Sammen om skolen’ til at mindske konsekvenserne og brugen af udviklingslister og handleplaner. For der er hverken udvikling eller handling i det.