Virkelighedens Vestby

Blog

Hellere en unødvendig underretning end et år i fængsel?

Et års fængselsstraf til skoleledere der ikke overholder underretningspligten vil sikkert få underretningsantallet til at stige. Men er det i virkeligheden en god ide?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lad mig starte dette blogindlæg med at give politikerne ret: det er et alvorligt problem, hvis der ikke bliver underrettet, når der er brug for det. Og problemet er lige stort, om det skyldes forskelle kommunerne imellem, eller mellem forskellige skoletyper. Når børn mistrives eller er udsat for uacceptable forhold i hjemmet, skal der naturligvis reageres, og en underretning er en måde at reagere på.

Virkelighedens Vestby

Jeg er medlem af kredsstyrelsen i Århus Lærerforening. Men jeg er først og fremmest lærer på Ellehøjskolen i Aarhus V, en skole med tæt på 100 % tosprogede elever i almenafdelingen. På bloggen skriver jeg om dansk som andetsprog og integrationspolitik med udgangspunkt i en skolehverdag, set fra klasseværelset.

Det er der ikke noget nyt i. Vi har som skolelærere skærpet indberetningspligt, og det er tjenesteforsømmelse (med alle de konsekvenser for ansættelsen det kan medføre) hvis man bevidst lader være med at reagere på sin mistanke. Det nye er, at det snart bliver strafbart for skolelederen, hvis der ikke underrettes. Og er det nu en god ide?

Det hurtige svar et klart nej, hvilket alle relevante fagforeninger da også har påpeget i diverse høringssvar og kommentarer. Det kræver ikke den store spådomskunst at gætte på, at en trussel om fængselsstraf naturligvis vil få underretningerne til at sidde løsere ude i lederkontorerne. Mit gæt vil være, at en leder hellere vil underrette en gang for meget end risikere ikke bare job og karriere, men også sin frihed. Dermed er lovens formål vel nået, og hvad er der så galt i det? Såmænd ikke andet, end at der i forvejen underrettes i et højere tempo end socialkontorerne kan følge med. Anekdoter er ikke beviser, men både jeg og mine kollegaer har da oplevet hvordan problemer, der for længst er underrettet om, optræder igen og igen hos samme barn eller samme familie. Historierne om socialrådgivere med urimeligt mange sager og tårnhøje arbejdsbunker er heller ikke ligefrem ukendte. Når barren for underretninger sænkes, vokser bunkerne vel bare endnu højere. De relevante og rødglødende underretninger risikerer at drukne mellem dem, man har foretaget for at dække sin egen bagdel. Og det forebyggende pædagogiske arbejde bliver vanskeliggjort, når forældrene mødes med det helt store opbud af socialrådgivere, i stedet for en stille bekymringssamtale med den velkendte klasselærer.

I sin iver efter at virke handlekraftig og tage hånd om eksisterende problemer, tyer politikerne igen igen til det sædvanlige værktøj; straf! Hvis det ikke var så alvorligt, ville det næsten være latterligt.