Voldsparathed - en kultur med konsekvenser

Nogen dage er bare lidt hårdere end andre. I dag var en rigtig mandags-dag, eller som en af mine elever døbte den 'man-hård-dag'. Der var virkeligt tryk på i middagspausen, med en kæmpe konflikt der havde ulmet hele weekenden, og nu sprang i luften da eleverne så hinanden igen. Det lykkedes mig aldrig at få hoved og hale i hvad der var sket, og det er egentlig heller ikke min pointe.

Pointen er, at da jeg efter arbejde var nede at handle ind, overhørte jeg en samtale mellem 4 drenge. De var vel omkring 8-9 år, og går i en anden skole end den jeg arbejder på. Samtalen lød cirka sådan her:

"Kan du huske da XX drillede dig, og du begyndte at græde?"

"Nej, jeg græd ikke."

"Jo du gjorde. Skal du ikke smadre ham?"

"Jo, hvis jeg ser ham!"

"Han bor lige herhenne. Skal vi gå hen til ham?"

Jeg ved ikke om de gik hen til ham. Jeg tror det ikke. Men det er drenge på 8-9 år, der ihærdigt benægter at de græder, når de bliver kede af det. Til gengæld er det vigtigt for dem, at de er klar på at 'smadre' en jævnaldrende. Det er måske ikke deres første reaktion, men det er den forventede, og den de bliver nød til at italesætte overfor hinanden.

Hvor kommer den voldsparathed fra? Hvor kommer den undertrykkelse af legitime negative følelser fra? Hvordan vokser de drenge op, og hvilken slags unge mænd bliver de? Hvem kan gøre noget ved det, så 8-9-årige ikke benægter at de græder, men til gengæld siger fra overfor forslaget om at 'smadre' nogen de er sure på?

Når børn taler sådan til og om hinanden, så tror da pokker at vi ender med kæmpekonflikter i skolegården. På bare lidt længere sigt ender vi også med kæmpekonflikter og slagsmål på byturen, ved demonstrationer, til fodboldkampe og hvor unge mænd ellers mødes. Vi må og skal have forældrene i tale, og vi må og skal gøre op med ’drenge er bare drenge’ og ’så slås de lidt, og så er konflikten slut’-mentaliteten. Ikke for skolens skyld, men for fremtidens!