Hvilken farve er hudfarven?

Her er et billede af to hænder. Den ene er min, den anden tilhører en elev fra 0. klasse. For to timers tid siden sad jeg med netop 0. klasse sidst på en lang skoledag og farvede juletegninger. På tegningen var naturligvis både nisser og julemænd, og eleverne hyggede sig, og var også optaget af at gøre det så flot som muligt. Jeg havde for længst fortalt dem, at de selv måtte bestemme hvilke farver de brugte, da en af eleverne spørger en anden efter hudfarven.

Det er ikke første gang jeg tegner med min elevgruppe, så jeg kiggede hurtigt efter. Og ganske som forventet var der tale om en variant af lyserød. Det er så her mit billede kommer ind i fortællingen. Jeg lagde nemlig min blege hånd på bordet, og bad eleven lægge sin hånd ved siden af. Moralen er, som den kvikke læser nok har gættet, at min søde elev helt uden yderligere refleksion bruger ordet ’hudfarve’ om en farve, der ligner min hudfarve, men ordet ’brun’ om en farve, der ligner elevens egen hud.

Uden at gå ind den store normkritiske systemanalyse tillader jeg mig at mene, at det er et problem. Nogen vil nok affeje mig som smålig og spørge om jeg da ikke har vigtigere problemer at gå op i. Og jo, det har jeg da, men situationen bød mig en mulighed for at problematisere en uheldighed, og så griber jeg den gerne. For naturligvis har alle elever hudfarvet hud. Det er vel det, ordet ’hudfarve’ betyder. Så mister ordet sin funktion som præcis farvebeskrivelse, og vi må til at male mennesker med min hudfarve lyserød. Men det er en sproglig tilpasning, jeg er villig til at foretage. Alternativet, at vi indirekte siger til børn at deres hud slet ikke er hudfarvet, er i min optik værre.