Paludan i børnehøjde

Alle elever i min 2. klasse er fra muslimske hjem. Mine elever er tydeligt klar over dette, og særligt i den muslimske fastemåned, Ramadan, som varer resten af maj. De er også børn i Danmark. De ser youtube, og de kendte til Rasmus Paludan og hans youtubeberømmelse før mig. Men de tog ham ikke rigtigt alvorligt. Han var et fænomen fra internettet, og måske en gang imellem en spænding i gadebilledet, når han dukkede op i kvarteret. Men pludselig blev han ægte! Nu er han i fjernsynet og aviserne, og i en barnehjerne virker hans planer om at smide alle muslimer ud af Danmark som en mulighed.

”Fuck Rasmus Paludan,” siger de, inspireret af spraymalingen på områdets mure. ”Rasmus Hooomo-Dan” råber de i skolegården. ”Jeg vil bare smadre ham,” siger de til mig, når en af dem har fortalt at de er bange. Her er det så, at jeg som lærer i den danske folkeskole forventes at forsvarer demokratiet og ytringsfriheden. Jeg skal fortælle dem, at man godt må gå til valg på Stram Kurs’ partiprogram, og man ikke må true med at slå opstillede politikere. Men jeg skal også berolige dem. Jeg skal forsikre dem, at jeg ikke synes, de skal smides ud af Danmark. Jeg skal lære dem at håndtere deres forvirring og vrede på en mere konstruktiv måde. Jeg kan forsøge at lære dem om parlamentarisme og mandatfordelingen i folketinget. Jeg kan sige til dem, at vi ikke ved om han kommer i folketinget. Jeg kan læse grundloven med dem, og garantere dem, at Paludans planer ikke kan gennemføres. Men tilbage står 8-9 årige børn, for hvem Rasmus Paludans ytringer er deres første seriøse møde med det danske demokrati. Hvordan forbereder jeg de børn til deltagelsen i et samfund med folkestyre?

Nå ja, og så skal jeg lære dem, at ’homo’ ikke er et skældsord. Den tager vi lige med i købet.