Virkelighedens Vestby
Blog
Ghettoudspillet set fra jordhøjde
En kommentar til regeringens ghettoudspil, direkte fra en fagperson med noget så irrelevant og ubrugeligt som praktisk, jordnær erfaring.
Jeg har i snart 10 år arbejdet på Tovshøjskolen, i udkanten af Gellerupparken. Vi har hos os 98,8 % tosprogede elever, og udover OK-18 har regeringens ghettoudspil været et varmt samtaleemne på lærerværelset. Det udspil er jo fyldt af ideer, og jeg har ikke tid til eller forudsætning for at kommentere på dem alle sammen. Men nogen stykker handler om indsatsen overfor børn fra familier med svage forældreevner, bosiddende i ghettoer, gående på skoler i ghettoområder. Og det ved jeg faktisk en smule om.
Så hold godt fast, for her kommer en kommentar til regeringens ghettoudspil, med særlig interesse for de tosprogede børn fra ressourcesvage familier, direkte fra en fagperson med noget så irrelevant og ubrugeligt som praktisk, jordnær erfaring.
Den korte konklusion er, at der er en ommer. Men vi kan da godt tage tiltagene et af gangen.
’Målrettede sprogprøver i 0. klasse’, eller ’muligheden for at dumpe 0. klasse, og blive tvunget til at gå om’. Hvis der helt seriøst sidder folkeskolelærere i landets 0. klasser, der ikke har en aktiv interesse i og yder en målrettet indsats for at forbedre deres elevers danskkundskaber, så håber jeg virkeligt ikke de arbejder på ghettoskoler. Børnene bliver ikke bedre af truslen og frygten for at dumpe 0. klasse, og vi lærere taler i forvejen om deres sprogkundskaber. Løbende test behøver ikke være lovtvungne eller formaliserede, se bare på hvor godt det går med de nationale test i matematik og læsning. Vi evaluerer vores elever allerede, det behøver vi ikke skræmme hverken børn eller forældre for at gøre.
I næste uge går vi videre med gennemgangen, for der er desværre lang mere i posen. Så glæd jer til næste uges indlæg, nu med trusler overfor personalet.