Virkelighedens Vestby
Blog
Et sted skal eleverne jo gå i skole.
Mange forældre på omegnsskolerne omkring Gellerup og Toveshøj har udvist en nervøsitet ved at acceptere ghettoskolernes tosprogede elever på deres skoler.
I sommers blev et meget omtalt spareforslag taget af bordet i Aarhus kommune. Der kan siges mange dårlige ting om det forslag, men afgørende for forliset var massive forældreprotester. På de orienteringsmøder jeg deltog i, og i mange af de læserbreve (for eksempel dette) der var at læse, var de protester en mærkelig blanding af ønsket om en lokal forankret folkeskole, og diskret camoufleret racisme. Forældrene i Åbyhøj, på Gammelgaardsskolen og på Engdalsskolen havde som et af deres hovedargumenter, at de ikke ville op over den gennemsnitlige andel af tosprogede elever. Bestyrelsesformændende havde svært ved at argumentere mod det kommunale gennemsnit på 17% tosprogede, men højere end det ville ifølge forældrene lede til et fravalg af folkeskolen.
Nu er den der så igen, med det nyeste debatoplæg fra rådmanden. Det indeholder to muligheder, hvoraf det ene er massiv busning af børnene i Gellerup og Toveshøj.
Modstanden mod at lade sit barn gå i skole med mange tosprogede elever leder til et meget vanskeligt dilemma. Et sted skal de børn jo gå i skole! De bor i Danmark, og går derfor i den danske folkeskole. Her skal de naturligvis lære en masse fagligt, men bestemt også om dansk kultur og danske normer. Og det gør de bedst ved at have danske kammerater.
Men hvis de danske kammeraters forældre er nervøse for det faglige niveau, og hvis de reagerer ved enten at benytte det frie skolevalg til at søge væk, eller hvis de stifter en privatskole, ja så er den mulighed forsvundet. Så ender vi med skoler som Tovshøjskolen, min arbejdsplads, med 98,8% tosprogede. Det er der ikke meget integration over.
Så længe man ikke er villig til at busse danske elever til ghettoskolerne, og så længe forældre i nærheden kan benytte det frie skolevalg til at modarbejde intentionen om at sprede tosprogede elever bedre, så kan man ikke løse dilemmaet. Jeg kan ikke præsentere nogen lette løsninger, og indtil nogen gør, må jeg jo gøre mit arbejde så godt som muligt med de elever jeg har. For et sted skal de børn jo gå i skole.
