Blog

Min 2. klasse foretrækker bogserien om Sami med somalisk afstamning

Baseret på observationer i en 2. klasse ser bøger med en hovedperson af somalisk afstamning ud til at være populær hos mine elever af somalisk afstamning. Det er da en tanke værd.

Publiceret Senest opdateret

I 2.c starter vi dagen med et såkaldt ‘læsebånd’. De første 30 minutter af dagen er afsat til læsning, hvor eleverne individuelt læser i frilæsningsbøger, som de enten har lånt på skolens PLC eller vælger fra en kasse i klassen. Her har vi alle de sædvanlige letlæste børnebøger om hestepiger og fodbolddrenge, tilpassede udgaver af klassiske eventyr, og så videre.

Virkelighedens Vestby

Jeg er medlem af kredsstyrelsen i Århus Lærerforening. Men jeg er først og fremmest lærer på Ellehøjskolen i Aarhus V, en skole med tæt på 100 % tosprogede elever i almenafdelingen. På bloggen skriver jeg om dansk som andetsprog og integrationspolitik med udgangspunkt i en skolehverdag, set fra klasseværelset.

Men jeg har observeret, at særligt en serie er voldsomt populær: Sami-bøgerne.

Sami er en ganske almindelig dreng i en ganske almindelig dansk indskolingsklasse. Det eneste, der adskiller Sami fra den gennemsnitlige skoleelev, er, at Sami er af somalisk afstamning kommer fra en muslimsk familie.

I seriens forskellige bøger oplever Sami en række hverdagssituationer, der tager udgangspunkt i mødet mellem hans familiebaggrund og den traditionelle danske skolekultur.

I ‘Sami har en dårlig dag’ er Sami ked af det, fordi hans forældre ikke kan deltage i klassefesten. I andre bøger i serien skal Sami forholde sig til den typiske danske børnefødselsdag, han fortæller sine klassekammerater om Eid, eller han bliver imponeret af juletræet I aulaen.

Mine elever er stort set alle fra muslimske hjem, og cirka en tredjedel af dem er fra somaliske hjem. Og baseret på mine observationer i denne ene klasse kan jeg se, at Sami-serien er voldsomt populær hos de børn, der ligner hovedpersonen. Selvom mine elever ikke oplever de beskrevne møder med majoritetsdanske klassekammerater, er mødet med skolekulturen tilsyneladende gyldig og genkendeligt beskrevet. Eller også er det så simpelt, som at hovedpersonen har samme hudfarve som dem selv.

Mine elever i 2.c er ikke dygtige nok litteraturbrugere til at kunne sætte ord på deres fascination af Sami-serien, og jeg har ikke villet bore dybere i det.

Men når nu PLC indkøber bøger om fodboldspillere og esports-gamere, teenagekonflikter og hestepiger, ja så er det vel også et indkøb værd at sikre sig, at elever kan se deres afstamning, hudfarve og kulturelle baggrund afspejlet i litteraturen… også når man læser lix-tal 8 eller let-tal 13.