Virkelighedens Vestby

Virkelighedens Vestby

Blog

Pædagogisk omsorg i coronaens tid

Sundhedsstyrelsen anbefaler afstand som det vigtigste værn mod Corona-smitte. Men en skolehverdag er fyldt med episoder, hvor fysisk kontakt er et naturligt element i den pædagogiske værktøjskasse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I onsdags snublede en af mine elever under en fodboldkamp i frikvarteret. Med blodet løbende fra knæet kom ham til mig og bad om hjælp. Jeg tørrede blodet væk, gav ham plaster på, og sendte ham tilbage til legen.

Virkelighedens Vestby

Jeg er medlem af kredsstyrelsen i Århus Lærerforening. Men jeg er først og fremmest lærer på Ellehøjskolen i Aarhus V, en skole med tæt på 100 % tosprogede elever i almenafdelingen. På bloggen skriver jeg om dansk som andetsprog og integrationspolitik med udgangspunkt i en skolehverdag, set fra klasseværelset.

I fredags havde jeg matematik i en 0. klasse. Fuld af begejstring over en sjov aktivitet løb en elev hen og gav mig et spontant knus.

I samme 0. klasse brød en elev pludselig ud i tårer. Jeg satte mig hen til hende, tog hende i hånden, og spurgte hvad der var galt.

Jeg kunne blive ved med eksempler på, at basal menneskelig kontakt er et af mine vigtigste værktøjer, når jeg arbejder relationsbetinget med børn. Men i alle tilfældene har jeg jo overtrådt retningslinjerne for smittehæmmende afstand. Selvfølgelig kunne jeg have handlet anderledes. Jeg kunne tage handsker på før jeg renser sår. Jeg kunne have undgået det spontane knus, eller i det mindste skældt eleven ud så den slags risikabel adfærd ikke gentager sig. Jeg kunne have sat mig på en forsvarlig meters afstand, før jeg spurgte eleven hvorfor hun græd. Men hvilket signal ville jeg dermed have sendt? Jeg ville signalere, at vi tager coronaen alvorligt, og passer på os selv. Men jeg ville også have vist eleverne, at jeg ikke bekymrer mig om dem, og at jeg helt basalt ikke kan li’ dem. For børn tolker jo voksnes handlinger, ikke vores forklaringer, og den spontane og øjeblikkelige omsorg kan noget, som sundhedsfaglige forklaringer ikke kan.

Måske er det bare en vane, der skal ændres? I udskolingen, hvor elevernes abstraktionsniveau er højere, kan man vel godt bedrive relationsarbejde uden fysisk kontakt. Måske er det bare mig, der skal videreuddannes i hvordan jeg viser omsorg for mine elever og for mit eget arbejdsmiljø på samme tid. Men indtil jeg får en direkte ledelsesordre om noget andet, vil jeg fortsat tage børn i hånden, hvis de er kede af det.

Powered by Labrador CMS