Virkelighedens Vestby

Virkelighedens Vestby

Blog

Kulturel ulighed

Mine tosprogede elever fra Gellerup og Bispehaven benytter sig ikke at Aarhus' kulturelle tilbud. Dermed bliver også dette en skoleopgave, hvis vi som samfund tror på, at kultur er vigtigt for børn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Medieafdelingen - Moesgaard Museum

Virkelighedens Vestby

Jeg er medlem af kredsstyrelsen i Århus Lærerforening. Men jeg er først og fremmest lærer på Ellehøjskolen i Aarhus V, en skole med tæt på 100 % tosprogede elever i almenafdelingen. På bloggen skriver jeg om dansk som andetsprog og integrationspolitik med udgangspunkt i en skolehverdag, set fra klasseværelset.

I vinterferien var jeg en tur på Moesgaard Museum. Det er altid et besøg værd, og også denne gang har de bygget en virkelig flot og informativ udstilling. Da jeg fik en kop kaffe i cafeen, forsøgte jeg at danne mig et overblik over mine medbesøgende, og de lignede alle sammen mig. Der var naturligvis mange børnefamilier, og det er vanskeligt at gætte på folks sociale og økonomiske baggrund. Men på min dag på museet talte jeg kun én tosproget familie, hvilket er langt under Aarhus kommunes tal på 20 % tosprogede elever.

 Jeg kan genkalde mig mønsteret fra mine øvrige besøg i Aarhus’ kulturliv. Om det er ARoS, Musikhuset eller andre af byens kulturtilbud, er billedet det samme. Kulturtilbuddene er domineret af traditionel dansk øvre middelklasse, og er dermed en voldsom kontrast til mit arbejde, hvor jeg arbejder med tosprogede elever fra laveste socialklasse. 

Jeg ved fra samtaler med mine elever efter weekender eller ferier, at de tager i biografen eller med boligforeningens udflugter til Djurs Sommerland, men ellers benytter de hverken byens eller omegnens kulturelle tilbud.

Forklaringerne er mange. Rent lavpraktisk koster billetter naturligvis penge. Men antallet af familiemedlemmer er også en praktisk udfordring, for det er alt andet lettere at tage på museum med et enkelt barn end med 4. Og måske er et museumsbesøg eller en koncert slet ikke noget man overvejer i de familier, jeg arbejder med.

Hvis vi ønsker at museer, koncerter og teater, for slet ikke at tale om andre kulturtilbud, også skal være for elever som mine, må det altså være skolens eller fritidsklubbens opgave at introducere eleverne for området. Og hermed bliver også den kulturelle ulighed en skoleopgave. Men, urimeligt nok, hermed bliver  den kulturelle ulighed også overført til skolen. Mine elever er ikke vant til museets eller teatrets koder og normer. Et godt besøg kræver stor faglig forberedelse, men vi skal også lære eleverne hvad der er acceptabel opførsel i disse rammer, for vi kan ikke regne med, at de kender den hjemmefra. 

Hvis vi tror på, at kultur er en værdi, som vi ønsker at videregive til alle landets børn, lægger det en stor opgave på skoler som min arbejdsplads med klar overvægt af tosprogede elever. Det kræver tid til planlægning, gennemførelse og transport. Og måske skal man for et kort øjeblik lade de faglige mål ligge, og sige at kulturbesøget er et formål i sig selv! For mine elever er det at gå på museum også en ny og spændende verden, som vi som lærere skal åbne for eleverne. Det vil jeg forsøge at blive bedre til fremover.

Powered by Labrador CMS