BLOG
Empty article - Subtitle
Vækst og velfærd i ja-hattens skygge.
Vi lever i en tid, hvor tænkende mennesker holdes for nar.
University College Sjælland skifter – for at signalere regional og historisk forankring – snart navn til Professionshøjskolen Absalon, og i den anledning har en af institutionens mellemledere skrevet en lille hyldestsang.
Krigerbiskoppen Absalon var ligesom præsten og skolemanden Grundtvig fra Sjælland, men passer modsat Grundtvig som fod i hose i en professionshøjskolesammenhæng. Selv om det koster mange penge at købe nyt internetdomæne, skifte skilte, kuglepenne, grafik og meget andet, så kan det sagtens være umagen værd, hvis belutningen føles rigtig sådan helt ned i maven! Og det gør den efter sigende. Faktisk var UCSJ-ledelsens beslutning om navneskiftet ifølge UCSJ-ledelsen selv så velvalgt og afgørende, at det skulle fejres med både kage, balloner og skønsang. Institutionens mange dygtige - og vist nok lidt måbende - adjunkter, lektorer og docenter blev opfordret til at deltage begejstret i fejringen, der da også blev formildet vidt og bredt i diverse medier. Teksten til hyldestsangen kan læses nedenfor, og så kan man selv efterfølgende fundere lidt over, hvordan vores skattekroner og professionsuddannelser forvaltes pt:
Melodi: Den lille frække Frederik…..
1. Der var et lille frækt UC
som fik en masse til at ske.
På Sjælland gjorde det stor gavn
men hed et tem´lig mærk´ligt navn.
2. Det lille UC gav den gas
fik magt helt ind til Højbro Plads
hvor Absalon tog hjelmen af
og sag´: Goddag – Goddag – Goddag…
3. "Hej Absalon – hvad gør du der?
Kom hjem til Sjælland hvor det sker!
Visioner har vi mange af
og dem er du en stor del af!
4. Vi skaber vækst og velfærd her
på Sjælland som du tyd´ligt ser:
Din fødeø har handlekraft
gi´r professioner saft og kraft!"
5. Og Absalon til Sjælland tog
her vil han frem-over nu bo
en førerposition han ta´r
på prof-højskolen han nu har
6. Forbedringer for flere sker
for Absalon det nære ser
har også horisont og vid
og vedholdenhed over tid
7. Og når han ta´r til København
så kender alle nu hans navn.
For Absalon han sætter spor
er lille, men dog vældig stor!
8. Tillykke med vor´s nye navn
det bli´r til glæde og til gavn.
Vor´s nye navn – vær klar - turn on:
PROFESSIONSHØJSKOLEN ABSALON