Karaktergivningen bør dumpe

En vigtig skoledebat her i juni har drejet sig om karaktergivning i folkeskolen og på gymnasiet. En række artikler om emnet for og imod er dukket op, og sikkert er det, at debatten har et særligt momentum netop i disse år.

Alternativet, som jeg er folketingskandidat for i Københavns Storkreds, har længe haft en meget klar holdning på området. Allerede i februar sidste år slog vi til lyd for, at karakterer i langt højere grad end nu bør erstattes af eller personlig feedback og evaluering, og at de helt skal fjernes i folkeskolen, i hvert fald hvad angår standpunktskarakter og årskarakterer. Det bør som minimum være op til den enkelte skole, hvorvidt der skal være karaktergivning eller ej.

Vi er imod karaktergivning, fordi vi mener, at det undersøtter konkurrencementaliteten på uhensigtsmæssige måder og fjerner fokus fra den læringskultur, som burde drive hele værket: ønsket om at blive klogere og lære mere.

Spørgsmålet er: Vil vi lære eleverne at tilegne sig en bestemt viden og kunnen, fordi vi ønsker, at de med de nationale tests som reference skal kunne præstere et særligt resultat? Eller vil vi lære eleverne at lære af nysgerrighed og i kraft af deres motivation for at blive klogere på et emne?

Karakterer og testresultater risikerer at give en unuanceret og usaglig vurdering af elevernes kunnen og potentiale, blandt andet fordi en karakter ofte er blot et øjebliksbillede, der ikke afspejler elevens reelle viden og kunnen på et område. Eksempelvis vil en kortere periode med skoletræthed indlysende være demotiverende for elevens evne til præstere ved en eksamen eller en standpunktsprøve. Men det tager karaktersystemet ikke højde for. Kort sagt: Trætheden forgår – men karaktererne består.

I stedet kunne en mere gennemgående evalueringskultur tage over, hvor elevernes faglige standpunkter bliver evalueret, specificeret ud i fagets discipliner. Evalueringskulturen skulle overordnet set sætte fokus på elevernes evne til og motivation for at tilegne sig stoffet samt på deres evne til at omsætte faglige kompetencer innovativt og refleksivt. Dermed skulle evalueringen udfome sig som en redegørelse for den enkelte elevs læringsprofil i det givne fag.

Et argument for at afskaffe karaktergivningen er, at det vil dæmme op for den stress, som de mange eksplicitte og implicitte krav til børn og unge risikerer at give. Et andet argument er, at karakterer rent faktisk ikke siger ret meget om elevens evner til at tilegne sig fagligt stof og sætte det ind i en given kontekst. En karakter er altid resultatet af en overvejelse for og imod, som læreren og eventuelt også censoren har foretaget. Men tallet selv – især når det drejer sig om karakterne fra 2 til 10 på syvtrinsskalaen – siger intet om, hvordan disse overvejelser er vægtet.

Tværtimod risikerer karakterer som 10 og 12 blot at bekræfte, at eleven lever op til de faglige forventninger på en overbevisende måde – men ikke, hvad elevens faglige styrker er, og hvor vedkommende kan blive endnu bedre. Og karakterer som 02 og 00 bekræfter blot, at eleven har svært ved at honorere de basale, faglige krav – men ikke, hvad problemerne nærmere består i.

Afkodningen af karaktererne fra omgivelserne kan i begge tilfælde være problematiske: At få 12 i et fag kan skabe undertiden urealistiske forventninger til eleven om også at få 12 i de øvrige fag, hvorved enhver karakter under 12 fremover bliver set som et nederlag. Og at få 00 i et fag kan undertiden skabe en følelse af social skam, som absolut intet godt gør for den pågældende elevs selvværd, læringsmotivation eller oplevelse af at være inkluderet i skolefællesskabet.

I et debatindlæg i Politiken fra maj 2017 skrev gymnasielærer Thomas Johannes Erichsen om karakterfrihed i gymnasieskolen. Næsten en fjerdedel af landets gymnasier har i højere eller mindre grad eksperimenteret med karakterfrihed, herunder Odder Gymnasium.

Erichsen skriver: "Karakterfrihedens resultater på danske gymnasier har været tydelige. Man har oplevet mindre stress, øget elevdeltagelse, mindre fravær, mere tryghed og trivsel. På Odder Gymnasium har man oplevet øget fokus på læring og mindre på bedømmelser, og på Øregård Gymnasium har man været vidne til en høj trivsel, der skabte rum for bedre indlæring."

Og han fortsætter med denne overvejelse: "Det handler om at lære og blive dygtigere frem for at få bekræftet, at man er dygtig. Det er et problem, når elever af frygt for at give et dårligt indtryk ikke spørger ind til de svære emner og dermed aldrig får lært de svære ting. Det problem kan karakterfriheden komme til livs."

Sandt er det, at hvis eleverne kun har fokus på karakteren, kommer læringen og tilegnelsen til blot at blive et middel til et mål, ikke et mål i sig selv. Erichsens overvejelser kan derfor også let overføres til folkeskolens karakterkultur. Ifølge en artikel i Aarhus Stiftstidende sidst i maj opfordrer også Aarhus Kommunes Børn- og Ungeudvalg til, at byens folkeskoler fra det næstkommende skoleår begyndte at have færre karaktergivende fag.

I den forbindelse udtalte rådmand Thomas Medom (SF), der sidder i spidsen for udvalget: " Vi kan se, at der er mange unge, som føler sig presset og bliver stresset. Det er gået for vidt med for mange karakterer, og for meget måles og vejes hele tiden."

Men stressargumentet er ikke det eneste gode argument. For det handler først og sidst om, hvilke ressourcer folkeskolens elever skal have, når de afslutter deres eksamen i 9. klasse. Og her melder der sig, som det fremgår ovenfor, også en række andre vigtige argumenter, hvoraf det måske vigtigste er, at læring bør være et mål ikke sig selv – ikke et middel til at få et så højt karaktertal som muligt.