BLOG
Empty article - Subtitle
Der er kun undren tilbage
Forleden skulle jeg til MUS-samtale. Vi skal tage udgangspunkt i sidste års konklusion på MUS-samtalen, men vi havde ingen - af legitime årsager - så jeg fandt den fra forrige år frem - den fra efter lockouten. Min leder havde noteret i konklusionen : "Pernille er stadig vred over forløbet op til og selve lockouten". Jeg kunne i år tilføje: "Ingen ændringer". Er der da overhovedet ændret noget som helst? I mit hoved? I mit arbejdsliv? For mine elever? Ikke meget.
På den positive side:
- Jeg har fået en arbejdsplads på mit arbejde - det var på høje tid.
- Jeg har fået en masse fritid - det sætter jeg stor pris på.
- Mine elever er temmeligt fortravlede.
- Mine elever er generelt glade for, at 7. lektion som regel handler om at lave noget tjullahop - ikke, at de mener, at de lærer noget - men de trænger voldsomt til pause - og det er der ikke fra 12.10 - 15.15.
- Det er blevet tydeligt for enhver (der vil se det), at lærerne ikke har tid nok til de mange opgaver.
På den negative side:
- Jeg kan ikke få ro til mit arbejde.
- Jeg har ikke tid nok til faglig fordybelse.
- Jeg har ikke tid nok til at rette opgaver - så dem giver jeg ikke mange af.
- Min arbejdstid er voldsomt ufleksibel.
- Jeg har ikke meget indflydelse på mit arbejde.
- Min leder har ikke tid til at være nærværende om alt det, der skal ledes omkring på en skole.
- Min ledelse har ikke de nødvendige resurser til at løse de problemer, der hober sig op - og hvis jeg var leder i dag, ville jeg ikke turde melde det opad i systemet. (Jo, det ville jeg nok - med en kort karriere til følge).
På den stærkt negative side:
- Jeg gider ikke at forklare og forsvare - jeg har fået nok. Jeg synes, at alt er sagt, skrevet, dokumenteret og forklaret. Der er ikke hul igennem.
Resultatet:
Det må gå, som det kan - men det bliver uden mit hjerteblod, for det er for dyrebart.
De kan få min arbejdskraft, eleverne kan få mit engagement og faglighed, forældrene mit samarbejde - men min vejledning, kritik, mine spørgsmål, mine ideer, min erfaring må KL, folketinget og kommunalforvaltningen undvære - de har så tydeligt vist, at de ikke er interesserede.
Men jeg undrer mig - meget
Jeg vil svinge mig op til at undre mig. Jeg undrer mig over, hvordan et land som Danmark kan komme dertil, at magthaverne agerer så selvtilstrækkeligt? Hvordan kan børn af den danske skole (vel ca. fra 1950 - 1989) være så virkelighedsresistente? Hvad gjorde "vi" galt dengang? Særligt i de sidste 20 år af perioden blev man skolet til at være kreativ og kritisk - det sidste især i forhold til magteliten. Nysgerrighed og sund fornuft blev sat i højsædet, og den originale tanke blev belønnet (dengang der var noget, der hed et 13-tal). I hvert fald på skoler med unge lærere - der var sikkert en del "Blommer" rundt omkring.
Hvordan kan de mennesker, der er dannet af ovenstående skole pludselig hylde regneark, grafer og eksperters udpluk af virkeligheden? Hvad drømmer de om? Hvordan forestiller de sig, at slutresultatet bliver?
Det bliver interessant at finde ud af - uhyggeligt interessant.
Ps:
Min blog-tid er slut
Det har været en fornøjelse at opleve, at mange har villet læse mine ord - og at mange har villet debatere, diskutere, supplere - og ind i mellem bare kværulere. Det hele har sat mine tanker og min virkelighed i perspektiv. Jeg håber, at det også har rykket lidt under kasketten hos andre.Jeg er blevet tilbudt en "rigtig" blog på folkeskolen.dk, men takket nej. Jeg duer ikke til at skulle skrive noget med bestemte intervaller - jeg foretrækker at skrive, når jeg ikke kan lade være.
Tak for nu - og held og lykke til Danmark - vi har brug for det.
