BLOG
Empty article - Subtitle
Nye veje til det samme
Om undersøgelse af skolens praksis.
Undervisningsministeriet lancerer nu et forsøg, der skal afgøre, ”hvad der virker bedst” – en ekstra lærer eller en ekstra pædagog? Forsøget skal munde ud i statiske opgørelser over elevernes udbytte af de to alternativer (samt et ekstra uspecificeret) i forhold til dansk, matematik, trivsel og henvisning til særlige tilbud. Læs folkeskolen.dk`s omtale her:
http://www.folkeskolen.dk/509462/forsoeg-hvad-virker-bedst---ekstra-laerer-eller-paedagog
. Eksperimentet har relation til de seneste års diskussion af to-lærerordning, pædagoger i skolen, forsøgene med undervisningsassistenter, men mest af alt test- og præstations-diskursen med fokus på dansk og matematik. Undervisningsministeriets pressemeddelelse findes her:http://www.uvm.dk/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2012/Mar/120316-Tolaererforsoeg-skal-skabe-bedre-inklusion-og-ny-viden-til-gavn-for-hele-folkeskolen
Rationelt set er der ikke noget galt med forsøget, hvis man betragter det som ren metodeudvikling med henblik på et defineret og gennemtænkt mål. Det er fint at undersøge, hvilken form, der fungerer bedst. Problemet er sammenhængen og prioriteringen. Skolens rum og organisation, som der her forsøges forbedret, bør stå i relation til skolens indhold og formål . At der skal være sammenhæng mellem metodiske tiltag og selve målet er banal og gammel viden (se fx. Kant 2000), men tilsyneladende har vi i dag svært ved at overskue begge dele. En ændring i skolens grundlæggende funktion bør jo resultere i højere grad af opfyldelse af samfundets målsætninger med skolen. Eksempelvis ville det være trist, hvis en ændring, der forbedrede enkelte delementer, medvirkede til en samlet set dårligere skole. Jeg er dog ikke bekymret for, at hverken to-lærerordninger, pædagoger eller undervisningsassistenter på nogen måde vil forringe skolen – tværtimod. Men det fokus, vi har, og den type af løsrevne konklusioner, vi foretager, kan blive ødelæggende på lang sigt.
I forsøget vil man måle effekten af skolens og undervisningens organisering på fire specifikke parametre: Dansk, matematik, trivsel og eksklusion. Dansk og matematik er vigtige fag af mange grunde. Dels pga. deres egen relevans for eleven, dels deres metodiske betydning for andre fag. Trivsel er åbenlyst vigtigt, og nævnes ofte i den offentlige debat som afgørende for indlæring. Sluttelig er eksklusion hyppigt italesat som et menneskeligt og samfundsøkonomisk problem. Alt dette kunne fint indgå i en overvejelse om skolens praksis, men ikke som dækkende syn på skolen. Under henvisning til mine andre indlægs kritik af herskende diskurser (som jeg vil undlade at gentage her), er det bekymrende, at disse parametre anvendes alene. Belært af de seneste årtiers offentlige skoledebat, vil det statiske, evidensbaserede udkomme med næsten usvigelig sikkerhed blive anvendt som objektiv sandhed og som dækkende horisont for yderligere diskussion. Se fx:
http://politiken.dk/uddannelse/ECE1541502/regeringen-vil-haeve-niveauet-i-dansk-og-matematik/
Mener undervisningsministeriet virkelig, at vi skal evaluere skolens grundlæggende organisering af undervisning på baggrund af målinger på dansk, matematik, trivsel og eksklusion? Dette spørgsmål beror særligt på den økonomiske og testrelaterede synsvinkel på de to sidstnævnte, som de seneste års debat har været umiskendeligt præget af. Hvis vi forestiller os, at forsøget bliver en bragende succes, og danske elever læser eller regner 10% bedre, hvad så? Så vil vi som samfund opleve færre regne- og stavefejl. Måske også en højere produktivitet. Og hvis børnene har 10 % mindre ondt i maven (i skoletiden), og i mindre grad skal henvises til specialtilbud, hvad så? Så er det da bare dejligt, og de vil måske lære mere, og samfundet vil måske endda spare penge. Disse mulige resultater og forbedringer kan ingen være imod, men er disse måleparametre udtryk for selve målsætningen for samfundets skolevirksomhed? Relaterede diskussioner om pædagogisk konsistens udfoldes desuden i Rømer et al (red) (2011). Hvis pædagogik skal forholde sig til menneskets tilværelse som sådan, kan enkelte dele af skolens virke ikke anvendes som retningsgivende parametre for hele dens praksis. Skoleudvikling i et begrænset perspektiv vil resultere i en smalsporet praksis. Men hvad finder vi i andre eller bredere perspektiver på værdien af skolens undervisning? Hvilke fag bidrager eksempelvis til noget væsentligt for mennesket?
I historieundervisningen lærer vi at forstå os selv i forhold til fortid, nutid og fremtid. Vi lærer med andre ord at orientere os i fællesskabet. I musik og billedkunst møder vi æstetikken, kulturen, glæden, sorgen, det magiske, fortryllelsen. I fysik mystificeres og forundres vi af naturens fantastiske kompleksitet og beskrivelsen heraf. I kristendomskundskab får vi forståelse af menneskets forskellige forestillinger om det metafysiske. I idræt oplever vi pulsen, legen, kampen og dansen. I skolens samtalebaserede fællesskab introduceres eleverne til demokratisk samvær. Man kunne blive ved i en uendelighed, blot for at illustrere, hvor mange andre perspektiver, man kunne anvende i udvikling af skolen. Mine eksempler har – i forhold til den herskende diskurs – det problem, at de i deres sproglige udtryk ikke henviser til produktivitet og samfundsøkonomiske perspektiver. De forbedrer ikke umiddelbart menneskets økonomiske rentabilitet, men fokuserer udelukkende på mennesket væren, forståelse, samvær og evne til at reflektere. I et instrumentalistisk og evidensstyret samfund duer sådanne parametre selvfølgelig ikke, idet mennesket i et sådant ikke er sat på jorden for at være, men for at præstere. Se fx:
http://www.folkeskolen.dk/68973/pisa-for-voksne-paa-vej
Jeg er bekymret for, at Undervisningsministeriet med undersøgelsen - som den vil blive fortolket og anvendt under den nuværende diskurs - vil få endnu et svar på, hvordan man producerer rene, pæne, produktive og effektive mennesker. Til sidst vil alle vores svar kredse om menneskets produktivitet og rentabilitet. Til den tid vil vi måske slet ikke overveje, hvad spørgsmålet egentlig er? Slutmålet har sangeren og digteren Thom Yorke beskrevet særdeles smukt i digtet ”fitter, happier” fra 1997, hvor det blev kunstfærdigt oplæst på musikalbummet ”Ok computer”, som han udgav med sin gruppe, Radiohead. Her indledes beskrivelsen af et individ med ordene:
”fitter, happier
more productive
comfortable
not drinking too much
regular exercise at the gym (3 days a week)
getting on better with your associate employee contemporaries
at ease
eating well (no more microwave dinners and saturated fats)
a patient better driver”
Herefter fortsættes der med detaljerede beskrivelser af positive træk ved dette individ, der gør alt det rigtige, og stadig kysser med kæresten, er hjælpsom og høflig, og endda græder planmæssigt over en god film. Et ordentligt og produktivt postmoderne menneske. Beskrivelsen af denne sunde, gode og gennemregulerede mønsterborger afsluttes med ordene:
“calm
fitter, healthier and more productive
a pig
in a cage
on antibiotics”
(Yorke, 1997)
Litt:
http://www.folkeskolen.dk/509462/forsoeg-hvad-virker-bedst---ekstra-laerer-eller-paedagoghttp://www.uvm.dk/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2012/Mar/120316-Tolaererforsoeg-skal-skabe-bedre-inklusion-og-ny-viden-til-gavn-for-hele-folkeskolenhttp://www.folkeskolen.dk/68973/pisa-for-voksne-paa-vejhttp://politiken.dk/uddannelse/ECE1541502/regeringen-vil-haeve-niveauet-i-dansk-og-matematik/Kant, Immanuel (2000): ”Om pædagogik”, Århus: Klim
Rømer, Thomas Aastrup, Tanggaard, Lene og Brinkmann, Svend (red) (2011) ”Uren pædagogik”, Århus: Klim
Yorke, Thom: “fitter, happier”, med Radiohead: “Ok computer”, 1997
http://www.briandegnmaartensson.dk/
