Hvad gør den gode lærer?

Tese 1:
En god lærer tror på eleven. Denne tese pointerer lærerens villighed til at tro på mennesket som blivende mulighed, og pædagogikken som en mellemmenneskelig proces med en åben udgang. Den gode lærer dømmer ikke elever ude - uanset evidente påstande om, at det modsatte burde være tilfældet. Den gode lærer modvirker alle kunstige skel, der opstilles mellem mennesker, og søger konsekvent samtalen og fællesskabet. Den gode lærer tror på eleven - uanset sandsynlighed og evidens.

Tese 2:
En god lærer ved noget om verden. Denne teses indhold er en naturlig forudsætning for eksistensen af den gode lærer: Viden. Læreren skal vide noget, således den lærende kan støttes og vejledes i kulturens erkendelse af verdens sammenhænge, og evt. mangel på samme. Dette indebærer også, at læreren accepterer den bestående ikke-viden, samt problemerne i at definere noget som viden overhovedet. En god lærer åbner således verden. Denne tese knytter sig til dannelsesbegrebet, idet den gode lærer aktivt og fagligt ambitiøst åbner verden og lader eleven forholde sig hertil. Denne proces knytter elev og verden sammen med nysgerrighed, åbenhed, interesse, engagement og samhørighed.

Tese 3:
En god lærer italesætter fællesskabet mellem mennesker. Menneskets kulturelle, sociale og historiske udtryk gennemsyrer alt, hvad en god lærer er og gør, således at båndet mellem eleven og dennes medmennesker styrkes, forandres og fornyes. Fællesskabet, historien og kulturen er uløseligt forbundet med al pædagogisk aktivitet, og kan ikke til- eller fravælges, kun ignoreres i relativismens navn. Problemet med at ignorere denne kontekst er, at mennesket bliver ufrit (selvom mange postmoderne ideologer fejlagtigt tror, at mennesket frigøres ved at bekæmpe kultur, historie og fællesskaber). For den kultur- og historieløse er alt lige nyt, og tilmed også lige godt. Denne ligegyldighed medfører en ekstrem påvirkelighed, og dermed også en potentiel (om end ikke-bevidst) ufrihed.

Tese 4:
En god lærer italesætter individet som menneske. Eleven opfattes som unik i dennes kulturelle, historiske og sociale kontekst, og den gode lærer respekterer og fremmer dette aktivt, og søger i alle handlinger at modvirke ensliggørelse. Denne respekt for det enkelte menneske er for den gode lærer en almen betragtning, og derfor noget, der definerer både os selv og fællesskabet på samme tid. Læreren ved ikke, hvad eleven kan og skal blive, og må derfor alment lade disse spørgsmål stå så åbne som overhovedet muligt. Læreren er sig bevidst, at pædagogikken herved bliver paradoksal, og kun ved anerkendelsen heraf kan den erhverve sig legitimitet.

Tese 5:
En god lærer søger ikke sit eget. Denne tese forholder sig igen til, at læreren ikke kan vide, hvad eleven får brug for i livet, og derfor arbejder ”i blinde”. Imidlertid skal læreren aktivt søge noget andet end sig selv, og lade eleven udvikle en selvstændig stillingtagen på baggrund af indtryk og livsoplevelser – som læreren kun er en del af.

Tese 6:
En god lærer er ikke effektiv i industriel forstand. Tværtimod. Læreren ved, at læringsudbytte ikke kan detailplanlægges, og at dannelse er en ikke-programmerbar proces. Læreren er opmærksom på, hvad der sker i rummet, og forsøger at realisere indholdet af ovennævnte teser i relation hertil – altid ufuldstændigt, idet læreren som nævnt søger noget ubestemt andet end sig selv. Dette kræver refleksion og eftertanke. Til gengæld kan læreren af og til bidrage til fantastiske udviklingsforløb, nogle gange igangsat af en kort bemærkning, en samtale, et blik på rette tid og sted. Det tager få sekunder, men påvirker et helt liv.

Tese 7:
En god lærer lader sig ikke definere fuldstændigt. Idet læreren altid arbejder i retning af noget, der ikke endeligt kan bestemmes, kan den gode lærer ej heller endeligt defineres, måles eller vejes. Den gode lærer kan periodisk manifestere sig i alle, der påtager sig at være lærer. Det er ikke til at sige præcist, hvornår det sker. Det sker bare. Det er ikke magi, men det virker nærmest sådan. Det sker dog oftest, når kontrollen forsvinder, og samvær, nærvær og kultur fylder rummet. Det er i grunden ganske mystisk, lidt ligesom kærlighed og nærvær. Det er den slags, man sikkert kan måle resultaterne af i hjernen, men alligevel altid unddrager sig endelige forklaringer.

Tese 8:
En god lærer er til stede i sig selv, i tiden, i samværet og i rummet. Dette forudsætter ganske naturligt, at læreren gider at være lærer, og at denne ikke nedslides i forsøget herpå. Dette begrænser både læreren selv og de politikere, der skal regulere skolen. Man kan i min optik sagtens møde op til undervisning 25, 35, 45 eller sågar 55 timer om ugen, men alle ovennævnte udsagn forudsætter et krævende og ikke-automatiseret samvær, der for de fleste vil blive mere og mere uopnåeligt, i takt med at undervisningstiden øges. Derfor må vi som samfund diskutere, om vi vil have gode lærere eller blot kompetente læringsinstruktører i den danske folkeskole. Pædagogik handler om menneskeligt samvær og kulturelle udtryk, og kan derfor ikke beskrives eller betragtes som industriel produktion.

Tese 9:
En god lærer er så vidt muligt fri for ekstern regulering af den daglige undervisning, så længe nogle overordnede retningslinjer følges. Læreren deltager som en del af sit virke i kritiske diskussioner om pædagogik og undervisning, men har udstrakt frihed til at søge at blive en god lærer i praksis. Læreren skal, af hensyn til udviklingen af undervisningens kvalitet, aktivt søge kritik, og undervisningen skal både evalueres og vurderes af skolelederen, således at forsømmelig eller uprofessionel adfærd undgås (vi skal ikke tilbage til tjenestemandsvældet). Trods denne evalueringskultur skal lærergerningen i det daglige være gennemsyret af en tillid til lærerens forsøg på at blive god lærer, vel vidende at det kun er muligt i perioder, og at både politiske, professionelle, personlige og private forhold spiller en rolle i forsøget herpå.

Tese 10:
En god lærer er på baggrund af ovennævnte teser samfundets absolut vigtigste person. Selvom alle af og til kan opleve at være en god lærer, er det en særlig opgave - og et særligt ansvar - at skulle søge dette hver eneste dag i professionelt øjemed. Den gode lærer er ganske enkelt forudsætningen for et moderne, forpligtende fællesskab af frie mennesker, der har samtalen som platform for fælles beslutninger. Den gode lærer bør derfor være naturligt respekteret i samfundet, og det må forudsættes, at kun de dygtigste, klogeste og mest menneskekærlige medlemmer heraf varetager lærergerningen – alt andet ville jo være direkte tåbeligt. Det er derfor et skråplan, såfremt et samfund gør grundskolen til noget, lærerne er umælende industriarbejdere i, idet samfundet som vi kender det (og skolen) kun er muligt, fordi nogle vedholdende forsøger at være gode lærere.