BLOG
Empty article - Subtitle
Resultater for medlemmerne - også på inklusions– og specialundervisningsområdet
"Hvem har ikke haft tanken: "hvem skal jeg svigte i dag?", og hvor mange gange kan man holde til den erkendelse? Erkendelsen af ikke at kunne eller have adgang til den hjælp, støtte og specialundervisning, en elev har behov for eller den kolde kendsgerning, at tiden bare ikke rækker. Medlemmerne mærker en forfejlet inklusionstanke på egen krop og sind..."
Inklusions- og specialundervisningsområdet er nødlidende
Det, medlemmerne leverer på trods af utilstrækkelige rammer, er godt, rigtig godt, men alt for ofte er det slet ikke nok. Og medlemmerne ved det også selv. Der er efterhånden langt mellem de virkelig gode eksempler på velfungerende inklusion og specialundervisning. Det er ikke bare utilfredsstillende fagligt set - det er hjerteskærende at være vidne til. Det sætter tusindvis af medlemmer under et massivt psykisk pres. Hvem har ikke haft tanken: "hvem skal jeg svigte i dag?", og hvor mange gange kan man holde til den erkendelse? Erkendelsen af ikke at kunne eller have adgang til den hjælp, støtte og specialundervisning, en elev har behov for eller den kolde kendsgerning, at tiden bare ikke rækker.
Medlemmerne mærker en forfejlet inklusionstanke på egen krop og sind, og det er efter min mening én af hovedårsagerne til, at alt for mange dygtige medlemmer går ned med stress eller helt opgiver lærergerningen i folkeskolen for at passe på sig selv.
Problemerne på området er desværre blevet stadigt større
Andelen af elever, der har brug for specialundervisning, hjælp og støtte stiger. Flere børn får diagnoser, og det presser hele vores område. Fra PPR, specialskoler, gruppeordninger og den helt almindelige skole helt ud i den enkelte klasse. Ofte oplever medlemmerne strukturændringer, nedlægninger og sammenlægninger på specialområdet, nye måder at visitere på og pænt formulerede, men utilstrækkelige, inklusionsindsatser. Listen er uendelig lang. Der er bare ikke noget, der for alvor tager fat i problemets rod: At mulighederne for at sætte ind og hjælpe, inden problemerne vokser, ikke er tilstrækkelige. Resurserne og økonomien ikke hænger sammen, og der er for lidt tid og for få lærere til at løfte opgaven tilfredsstillende og kvalificeret.
Samtidig er inklusion blevet udtryk for stort set alt, hvad der kan være i til stede i en helt almindelig gruppe elever eller i en klasse: Sociale problemer, faglige problemer, familieproblemer osv. I virkeligheden er der behov for igen at have en mellemvej i lovgivningen, der sikrer, at alle elever kan få hjælp og støtte – også uden diagnoser. Det kunne være en genindførsel af "den almindelige specialundervisning", så elever, forældre og lærere har noget at støtte ret på, så hjælpen sikres, og resurserne følger med.
Vi ved jo fra de eksempler, der er fra kommuner og skoler, der investerer i området og fastholder en høj kvalitet og specialisering, at det virker. Vi ved også, at det ikke er alle elever, der trives på den lokale folkeskole, men nogle har størst gavn af en folkeskole, der beskæftiger sig med specialundervisning, og som er indrettet efter de behov, eleverne der har.
Specialskoler er en helt afgørende for vores fælles folkeskole
I alt for lang tid er skoler med vidtgående specialundervisning blevet talt ned under gulvbrædderne. "De leverer ikke", "Det er for dyrt", "Resultaterne er for dårlige", "Ingen forældre ønsker at deres barn bliver sendt sådan et sted hen", "Der bliver børn ekskluderet fra fællesskabet". Sikke noget vås! Folk, der udtaler sig om det, burde tage ud og være med i undervisningen bare én dag på en skole for vidtgående specialundervisning.
Der er fællesskab og samhørighed. Her kan børn være med på egne præmisser og der bliver stillet tårnhøje faglige krav. Hvordan sikres trivsel og undervisning i fx engelsk til multihandicappede? Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja. Det kan faktisk lade sig gøre, og fortæl ikke mig eller nogen af de medlemmer, der arbejder der, at vi "bare skal sætte barren lavere", fordi eleverne her måske aldrig bliver håndværkere, lærere, professorer eller astronauter. Tværtimod. Uanset resultat eller samfundsøkonomisk nytteværdi, skal vi sætte en ære i at gøre alt, hvad der overhovedet kan gøres. Barren skal sættes så højt, vi kan. Eleverne her skal mødes med det bedste, vi har, og de og deres familier skal opleve, hvordan velfærd og folkeskole leveres på bedste vis for vores mest udsatte børn og familier. Og ja. Udgifterne er store, og det skal de også have lov til at være, for som samfund mener jeg ikke, vi kan være andet bekendt.
Inklusions- og specialundervisningsområdet øverst på dagsordenen
Jeg har været med til at sætte inklusions- og specialundervisningsområdet øverst på den politiske og fagpolitiske dagsorden. Det er først nu, at alvoren og virkeligheden ser ud til at være så grel, at der er vilje til politisk handling. Jeg mener, at Danmarks Lærerforening skal byde ind med konkrete løsninger, hvor vi direkte eller indirekte tager et medansvar for at gå nye veje. Vi må byde ind med forslag til nye vejledninger, forslag til bekendtgørelser og gerne lovændringer, der genindfører og præciserer elevers retskrav på at få tilbudt støtte, hjælp og kvalificeret specialundervisning. Vi må blive ved med at insistere på, at økonomien og rammerne skal være i orden. Jeg beder derfor medlemmerne give mig deres stemmer for at kunne arbejde videre i Hovedstyrelsen – også for en styrkelse af inklusions- og specialundervisningsområdet.
