Læs mere fra bloggen: Skolens sociale dimension
Blog
Det gode børneliv - vildveje, udveje?
Producerer vi for mange børn, der har brug for en diagnose? Er der udveje ud af den tilstand vi for øjeblikket befinder os i, i skole og dasgtilbud, hvor et stigende antal børn så øjensynsligt mistrives?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Heldigvis oplever de fleste børn
i Danmark et godt børneliv. De er glade, trives, udvikler sig, lærer og leger.
De har en rig hverdag i dagtilbud, de kommer godt igennem skolen, tager en
uddannelse og træder ind i voksenlivet med mulighed for at skabe sig en god
tilværelse i et fællesskab med andre. Men
vi ser desværre også en anden tendens blandt et stigende antal børn, hvor mange
i løbet af deres opvækst får udfordringer, som kommer til at præge dem også
senere i livet. De mistrives, føler sig ensomme, får diagnoser og dermed ofte behov
for en ekstra indsats i form af særlig tilrettelagt undervisning og måske
egentlige specialtilbud.
Opgaven for blandt andet
lærere og pædagoger, er tydelig, for selvom der kan stilles spørgsmål ved, hvor
stort tallet reelt er, så kan vi lige nu se, at andelen af børn med diagnoser steget med 50 % over de
seneste 10 år. Der
er åbenbart noget, som sætter en stopper for en del børn og unges udvikling. På den ene side har vi i opdragelsen
lagt stor vægt på individualisme: børn og unge i centrum med frit valg ”på alle
hylder”. Men på den anden side har vi fået et samfund, hvor kravene til børn og
unge er uendeligt store, hvor de hele tiden både bogstaveligt og i overført
betydning skal have 12 taller. Men dannelsesidealet individualisme går slet
ikke hånd i hånd med den robusthed, det kræver for den enkelte at kunne klare
det store pres fra omgivelserne. De har simpelthen ikke den modstandskraft
eller de færdigheder, der skal til for at kunne klare sig i en efterfølgende
ungdomsuddannelse eller på arbejdsmarkedet.
Og her er det klart, at vi har skabt en folkeskole med mere ekstremt mange læringsmål og et hav af tests og målinger. Skolebørn bliver lige fra 0. klasse målt og vejet. Test og karakterer fylder uforholdsmæssigt meget og er med til at presse mange. Afvigelse fra normalen udløser ofte handleplaner og dermed en oplevelse hos forældrene og barnet af, at der er noget galt. At man ikke helt slår til. Men hvad nu hvis man skal have lidt mere tid, fordi man er ved at finde sin egen vej? Eller hvad nu hvis man brillerer med andet end det, som kan måles og vejes? Vi skal passe på med ikke at gøre alle afvigelser fra ”normalen” til noget, der altid kræver særlig opmærksomhed og en særlig indsats. Vi bliver nødt til at fortsætte dialogen om hvordan skolen understøtter børnenes dannelse, så barnet bliver til nogen og ikke kun til noget.
Så udfordringer med børns og unges trivsel er ét af vor tids store problemer, der er så komplekse, at vi er nødt til at tænke nyt og på tværs for at finde løsninger, der virker. Der findes ingen lette snuptagsløsninger. Så der er i den grad brug for en samtale om, hvad det gode børneliv er, og hvad vi med vores forskellige roller som forældre, lærere og pædagoger kan gøre for, at endnu flere børn trives.
Det er klart, at, at dialogen skal tages i kommunalbestyrelserne, men med inddragelse af forældre, fagfolk, foreninger, medarbejdere og andre, der spiller en rolle i udvikling af det gode børneliv. Målet må være, at vi i 2030 er lykkedes med at skabe et samfund, hvor færre børn mistrives og får brug for diagnoser og specialtilbud.
