Læs mere fra bloggen: Skolens sociale dimension
Blog
Trivsel i skolen, kan den måles?
Børns og unges trivsel er for tiden til debat. Og alle er vi vel enige om, at børn skal trives både hjemme og i skole. Men hvordan får vi en reel viden om, hvordan de trives? Ja for tiden gives et bud: Ved brug af en app og en række spørgsmål kan du som lærer blivere klogere på din klasses trivsel. Eller kan du?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Børn og unges trivsel er for tiden i den grad både på og i spil, ja det har i valgkampen ligefrem lydt: ”man skal fremme trivsel”, og i de pågående regeringsforhandlinger står temaet langt oppe på de fleste partiers dagsorden.
For en lærer rejser det naturligvis spørgsmålet om, hvordan man lige kan tage måling på, hvordan eleverne i klassen trives? Og her kan den fornuftige lærer, og dem er der heldigvis flest af, sætte sin lid til, at han/hun kender sine elever godt nok til at kunne observere, hvem der trives og, hvem der mistrives. Ja kan sågar tage en snak med eleverne, hvis man er i tvivl om, hvordan de har det.
Det er der imidlertid nogen, der mener ikke er nok. I et par kommuner i Danmark er man nemlig begyndt at arbejde med en app, der kan holde øje med elevernes trivsel. På sitet healthD360.dk kan man om denne app således bl.a. læse:
”Det fungerer ved, at børnene hver dag beskriver deres humør med en emoji på deres smartphone og indtaster årsagen til, hvorfor de har det sådan. De skal desuden vurdere deres søvn… denne form for monitorering af elevernes trivsel kan understøtte vores pædagogiske praksis og bekræfte de observationer, som lærere og medarbejdere gør sig. Desuden kan data danne udgangspunkt for gode dialoger med børnene om deres trivsel… flere tilfælde, hvor elever har rapporteret, at de ikke var i godt humør… data har vist, at de pågældende elever sov for lidt, og det har skabt grobund for en snak om behovet for søvn.”
Spørgsmålet er om en sådan ”trivselsmonitorering” er den rigtige vej at gå i arbejdet med elevernes trivsel? Kàn man på denne måde kvantificere noget så diffust og subjektivt som oplevelsen af, om man trives eller ej? Og hvad mener man egentlig med begrebet trivsel? Er det, når det ikke gør ondt nogen steder, når man ikke skændes med en kammerat, når de faglige krav ikke er for store, når man ikke har hjemmearbejde, eller er det, når læreren ikke er for skrap? Og omvendt udløses mistrivsel da automatisk, hvis man har ondt i ryggen, eller ikke er inviteret til en fest, når læreren stiller krav til hjemmearbejde eller, hvis kæresten har slået op? Ja der ér mange svar på, hvad der gør, at man trives og dermed også på, hvad mistrivsel er. Derfor kan det være svært for et barn entydigt at svare på om, han eller hun mistrives. Jo vel kan et barn altid give udtryk for, om det har det godt eller ej. Men det kunne jo være, at barnet ikke har det godt, fordi det er blevet irettesat af sin lærer?
Man kan nemt komme til at kaste mere ”ved” på det bål, der allerede brænder omkring børn og unges trivsel? Hvilke muligheder får børn og unge for at føle sig stærke, når de hele tiden får at vide, at der muligvis er noget galt, at de vistnok mistrives? Ja til sidst bliver det helt umuligt for dem ikke føle, at der er noget galt, kort sagt de mistrives! En slags selvopfyldende profeti.
I arbejdet med børns trivsel må den direkte dialog være i centrum, hvor børnene også udfordres af læreren, så de kan forstå, at der ér modgang her i livet, at det af og til kan gøre ondt, at det kán være svært, men at ”det må du leve med og komme videre”. Uden en sådan dialog er den pågældende app i bedste fald virkningsløs, i værst direkte skadelig. Det mistrøstige resultat er, at vi kommer til at sygeliggøre en hel opvoksende generation. At de ikke kan se sig selv i spejlet og sige: ”Jeg er helt ok, og det er sådan set ok”, blandt andet fordi de gennem en app kan blive bekræftet i, at de mistrives.
