Skolens sociale dimension
Blog
Har vi fået en præstationskultur?
Er der for mange og for store krav til de store børn og unge? De måler sig selv på adfærd og udseende og både forældre og lærere kan med krav om 12-taller være med til at unge udvikler præstationangst.
De fleste af os er nok klar over, at der er mange krav og forventninger til børn og unge. De skal have gode karakterer, venner, opføre sig ordentligt, være pæne og slanke og helst også have et fritidsjob. Desuden dømmer de hinanden, og ikke mindst sig selv hårdt og føler, at de skal have 12-taller i alle fag.
Skolen er i den grad en del af de høje krav. I slutningen af skoleforløbet stiger de faglige krav som bekendt voldsomt, men de vigtigste ’fag’: Mig selv, min krop, min bevidsthed i forhold til mig selv og andre er ikke på skemaet. Der er en udtalt ubalance mellem det, de 13-15-årige er optagede af, og det, de skal kunne rent skolefagligt.
Der er børn på 13-14 år, der ligefrem udvikler præstationsangst, og den viser sig i forbindelse med alle former for præstationer, hvor børn og unge føler sig bedømt for eksempel når de skal fremlægge noget for klassen, er til prøver eller eksamen. Typisk bruger man en masse energi på at være bange for, hvad andre tænker om en, og man er meget bange for at begå fejl. For hvad kan det komme til at betyde for ens fremtid, hvis karakteren ikke er i top?
Hvorfor nogle bekymrer sig overdrevent og udvikler præstationsangst, ved man ikke med sikkerhed, men ungdomsforskere peger i disse år på en mærkbar stigning af præstationslidelser blandt store børn og unge. Hvis ens omgivelser fokuserer meget på, at man altid skal gøre sit bedste, måske endda mere end sit bedste, og klare sig godt her i livet, kan det være med til at sætte gang i en præstationsangst. For eksempel, hvis forældrene eller lærere hele tiden og med stor bekymring taler meget om, hvordan det skal gå, hvis man ikke får gode karakterer, og om man så kan komme ind på et studium eller få et job efter studiet. Paradokset er her, at man ofte præsterer ringere, når man bruger mere energi på at bekymre sig om en præstation end på at fokusere på selve præstationen.
Og hvad skal vi voksne gøre? Ja man skal støtte, så børn og unge får hjælp til at hænge i, når det indimellem er op ad bakke, fordi det giver en vis robusthed. Vi har en forpligtelse til at ruste børn og unge til at modstå alle kravene, for der er ingen hjælp at hente fra det politiske niveau og bestemt heller ikke fra reklame- og medieindustrien, der trækker i den forkerte retning og er en ekstra udfordring. Vi kan simpelthen ikke vente på, at vinden vender, og at det bliver lige så godt at være tømrer som læge. Den opfattelse kan den opvoksende generation kun få, når de nære voksne bakker op om de valg, den unge træffer, valg der gerne skal være baseret på en realistisk opfattelse af, hvad de kan og ikke af ønsket om 12-taller.
Skolen med de mange krav om at ’have førertrøjen på’ er med til at disponere børn og unge til at udvikle præstationsangst. En ganske givet utilsigtet sideeffekt af samfundsudviklingen, men derfor så meget mere nødvendigt, at vi voksne har fokus på dette. For hvad hjælper nok så god terapi og gode samtaler mellem børn, unge og de nære voksne, hvis de systemer, børn og unge færdes i, trækker i den forkerte retning?
