Blog

De kritiske og krævende forældre

Hvem er de kritiske forældre, og hvordan skal de tackles?

Publiceret Senest opdateret

Det sker hvert år ved skolestart, således også i år: Medierne finder nogle temaer, der kan sætte fokus noget, der øjensynligt IKKE fungerer i eller omkring skolen. 

Og i år har det blandt andet været forældres adfærd i forhold til skolen. Det hedder sig for eksempel, at de er kritiske, stiller urimelige krav og vil overvåge undervisningen, og i øvrigt kun har fokus på deres eget ”projektbarn”.

Er det sådan forældrene er? Både ja og nej. 

Der er forældre, som er urimelige i deres adfærd overfor lærerne. Forældre der stiller så høje krav og er så kritiske, at lærere bliver stressede og får ”skrammer og ridser” i deres faglige selvværd. 

Men der er også andre forældre, og de er uden tvivl et stort flertal, som ikke har en adfærd, der i den grad energitapper læreren.

Skolens sociale dimension

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, privatpraktiserende. Foredragsholder og forfatter. Har i en årrække været ledende skolepsykolog og børne - og familiechef i primærkommune. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.

Men når man diskuterer forældrenes adfærd, kommer det næsten altid til at lyde som om, vi har at gøre med en stor homogen gruppe. Men enhver der har arbejdet blot lidt i skolen ved, at dét ikke passer. Moderne forældre har ganske vist en del fælles træk, men i den sidste ende er de meget forskellige fra hinanden og har blandt andet hver deres måde at samarbejde med lærerne på.

På ”bundlinjen” står dog, at skolen i dag står med nogle forældre, der kan virke direkte urimelige i deres mange og store krav. Og her må man så forholde sig til det konkrete, at mange lærere og skoleledere i disse år er særdeles optaget af, at denne del af forældrene fylder mere og mere, både kvantitativt og kvalitativt, og at det kan være vanskeligt at finde gode metoder og måder at forholde sig på til disse forældre.

Sagt mere enkelt og ligefremt: Mange lærere, medarbejdere i SFO´en og skoleledere synes, det er enormt hårdt at møde og samarbejde med de forældre, der mener, at de – forældrene – har stor indsigt i, hvad undervisningens indhold og niveau skal være. Eller som er af den opfattelse, at det er lærerne og pædagogerne, der skal opdrage deres barn, at det er de pædagogiske medarbejdere, der har eneansvar for at skaffe den gode arbejdsro i klassen og sørge for, at eleverne kan fungere socialt.

Jeg tror, at det er vigtigt for den enkelte skole at få defineret, hvem der har ansvar for hvad i forhold til eleverne: Hvad lærerne primært skal tage sig af, og hvad forældrenes ansvar er og få dette offentliggjort på alle de kommunikationsplatforme, skolen betjener sig af. 

Det drejer sig om, at nok må forældre stille krav til skolen og dens medarbejdere, men det gælder også omvendt: Skolens medarbejdere skal stille krav, eller i det mindste udtrykke tydelige forventninger til forældrene. 

Det er ikke nødvendigvis nemt. Der må nogle gange tages små og ikke kæmpeskridt. Men det er vigtigt at få lagt en kurs, der angiver hovedopgaverne for såvel skolens medarbejdere som forældrene!

Endelig: Når alt kommer til alt, kan der jo også være mange positive aspekter ved kritiske, "forbrugerbevidste" forældre, som stiller krav til skolen og dens medarbejdere. De kan pege på forbedringsmuligheder i dagligdagens pædagogik, og de kan være medvirkende til, at skolen udvikler sig i en retning, så eleverne trives i deres skole.