Skolens sociale dimension
Blog
Underretning eller ej?
Underretter lærere og pædagoger for meget eller for lidt? Bør medarbejderne være mere tilbageholdne med sociale underretninger? Svaret er nej!
Du møder dem i din daglige praksis som lærer eller pædagog: Børn som af den ene eller anden grund mistrives. Af og til er din bekymring så stor, at du overvejer, om ikke det var på sin plads at foretage en social underretning til den sociale forvaltning.
Men det kunne se ud til, at mange i vores samfund har svært ved at rumme indgreb i familien som for eksempel, at de pædagogiske medarbejdere foretager en underretning på baggrund af bekymringer for børn. Sådan ser det i hvert fald ud, når man følger den debat, der foregår på flere medieplatforme for tiden. For et af synspunkterne har været, at lærere og pædagoger foretager alt for mange sociale underretninger. Det dybt paradoksale er her, at kritikken mod de reelt langt flere sociale underretninger, der udarbejdes i dag i forhold til tidligere, kommer samtidig med, at klagerne over manglende handling fra de primære medarbejdere ligefrem har stået i kø.
Det står sandsynligvis soleklart for enhver pædagogisk medarbejder, at der skal arbejdes grundigt, før man sender en underretning af sted. At man således er i dialog med sin kolleger og ikke mindst afstemmer med sin ledelse. Ligeså oplagt er det, at man inddrager forældrene, både før og efter en underretning. Og jeg er mig helt bevidst om, at man som lærer eller pædagog kan blive voldsomt frustreret, hvis man oplever, at der intet sker, efter man har sendt en underretning. Det kan der være flere grunde til, men det skal ikke holde en tilbage fra at foretage en underretning. For som lærer og pædagog SKAL du foretage underretninger, når du er bekymret for børn. Og der vil blive begået fejl, men hvis du gerne vil have mere end 100 procents sikkerhed, kan det nemt komme til at ende i total handlingslammelse med alvorlige konsekvenser for de involverede børn.
Det kan naturligvis være svært at afgøre, hvornår man skal foretage en social underretning, for der vil altid være masser af konkrete tilfælde, hvor det kan forekomme urimeligt for de enkelte forældre. Men modet til at træffe beslutninger og vælge fra og til er nødvendig, hvis vi vil prøve at sikre alle børn en god opvækst.
Selvfølgelig skal forældres retssikkerhed håndhæves, men det løser ikke problemet: At der er børn, der lever i problematiske familieforhold, men som ikke får den nødvendige hjælp."Adgangsbilletten” til denne hjælp er, hvad enten man nu kan lide det elle ej: en social underretning. Jeg tror, at man må leve med, at der ér en modsætning mellem på den ene side forældrenes legitime krav på at kunne leve i fred i familien, og på den anden side børns lige så legitime krav på at få den nødvendige hjælp, når der er brug for det. Pædagogen og læreren er her barnets ”advokat” og må derfor, med risiko for at der begås fejl handle i barnets bedste. Her handler det om hensynet til børn i højere grad end forældres rettigheder.
