Skolens sociale dimension
Blog
Inklusion - også for børn?
Betyder de nye politiske signaler om inklusion, at det nu er slut med økonomisk kassetænkning? At vi nu tager udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Vi lever i en periode med mange uanvendelige love og negative fremskridt. Tag for eksempel Lov om Folkeskolen og herunder hele projektet ”inklusion”! Som den aktuelle debat i medierne viser, så er det indlysende, at på trods af hvad politikere og ledende embedsmænd gennem de seneste ca. ti år har postuleret, ja så har inklusionen ikke altid fungeret.
Udgifterne til specialundervisning har gennem mange år været en anstødssten for politikerne. ”Der må bremses op” har det lydt! Så hvad der helt tydeligt har handlet om besparelser, er gennem årene blevet pakket ind i det pædagogiske og... positive begreb: ”den fælles skole”. For hvem kan dog være i mod, at skolen skal kunne rumme så godt som alle børn? Og i stedet for den neutrale vending, at man ”henviser børn til en specialforanstaltning”, har man blandt andet brugt den svært belastede formulering: Børn ”ekskluderes fra skolen”! Alt sammen båret at synspunktet om, at ”det er synd for børn med særlige behov, hvis de skal sende væk fra de andre børn”.
Det er uden for enhver tvivl, at nogle børn præges af nederlagsstemning, når de henvises til specialundervisning, især hvis den foregår uden for det almene klasse - eller skolemiljø. Men det er også hævet over enhver tvivl, at det modsatte og mindst lige så fagligt holdbare synspunkt er, at det barn der ikke kommer i et særligt specialpædagogisk miljø, kan blive præget af nederlagsstemning ved hele tiden at være den, der enten hele tiden harS svært ved det faglige, eller som måske slet ikke kan orientere sig i det til tider ganske komplicerede sociale miljø en klasse er. Som Sofie Rifbjerg, en af vore store reformpædagoger og mangeårig leder af en hjælpeskole, sagde: ”Når børn kommer over i min skole, holder de op med at tisse i bukserne.”
Dybest set er "ekslusion" i mange tilfælde forudsætningen for en senere "inklusion"? Begge dele er nødvendige i Den Danske Skole. Det ikke er et spørgsmål om enten eller, men om både og. Hvis man da altså ikke mener, at det er "enten sort eller hvidt". Det centrale spørgsmål må være: ” Hvad er bedst for det enkelte barn?” Og her er det faktisk muligt at give bud ud fra barnets sociale placering i kammeratgruppen og ud fra læreres, konsulenter og psykologers indsigt i barnets udviklingspotentiale. Begge disse bud må bygge på et børneperspektiv, hvor vi som faglige og ansvarlige voksne forsøger at tage det ansvar, der skal bygge på barnets situation og en dybgående forståelse af dets forudsætninger.
Men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt med barnets eget perspektiv som en forudsætning for et positivt udbytte af indsatsen. At barnet selv ser det som noget positivt, og yder en indsats. Ellers bliver det uden virkning: ”Vi trækker børnene til et trug, men de drikker ikke”!
Naturligvis er der børn med særlige behov, der kan profitere af at blive i det almene klassemiljø, men som det omsider er ved at gå op for de tidligere noget enøjede fortalere for inklusion, så må der også være flere timer, flere penge og især mere efteruddannelse af lærerne til, dette ikke mindst fordi man tidligere har afskaffet specialundervisning som et pædagogisk speciale på læreruddannelsen. Derfor er det også positivt, at man nu – omsider - overvejer at genindføre dette særlige i forbindelse med en revision af læreruddannelsen.
Rummelighed og inklusion i skolen bør være en selvfølge. Det er vor skoles fundament. Men det holder kun, når det er til barnets bedste. Og hvad der komplicerer hele sagen: Det kan altså også være til barnets bedste at følge en støtteundervisning uden for klassen, når og hvis ellers mulighederne er fagligt kvalificerede. Hvordan afgør man, hvornår det ene er rigtigt og mere rigtigt end det andet? Det er i virkeligheden her, det svære valg skal træffes, det valg, der ligger langt ud over økonomisk kassetænkning og tomme klicheer.
