Skolens sociale dimension
Blog
lnklusion og specialundervisning genbesøgt. Hvad med økonomien?
Specialundervisningen rammer og indhold er atter til debat. Denne gang bliver økonomien stærkt fremhævet. Kan man gennemføre en ansvarlig specialundervisning med inklusion for en stor del elever uden tilstrækkelige midler? Nej inklusion er som at købe på afbetaling.
Publiceret
Senest opdateret
Den aktuelle økonomiske situation i folkeskolen her efter de afsluttede forhandlinger mellem staten og KL har – atter – sat gang i, man fristes til at sige den uendelige debat om inklusion og specialundervisning. Baggrunden er denne gang, at en del skoler landet over selv skal betale for specialundervisningen, også hvis et barn går på privatskole og ikke på distriktsskolen. Og det betyder, at disse skoler mangler penge, som så blandt andet tages fra almenundervisningen.
At specialundervisning koster dyrt, er antagelig soleklart for enhver med blot lidt indsigt i skoleforhold. Og vi står jo også nu med en viden om, at det koster at lade en elev med særlige behov inkludere i det almene klassemiljø. I et historisk perspektiv må primærkommunerne allerede have set det, da man i begyndelsen af 1980´erne udlagde store dele af den vidtgående specialundervisning til primærkommunerne. Årsagen til der i reglen er brug for supplerende specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, hvis eleven er i det almene skolemiljø. Hvor meget kan man spørge? Svaret må vel være noget i retning, at eleven i hvert alt fald skal have så megen støtte, at udbyttet af samværet med andre børn og indlæringen ikke er ringere end, hvis eleven havde gået i en eller anden form for vidtgående specialforanstaltning. Der er vist ingen, der forestiller sig, at der bevilges så mange ressourcer, at situationen bliver optimal. Blot må vi håbe, at den ikke forringes!
Men hvis man inkluderer uden, at man afsætter tilstrækkelige ressourcer, kan det have ganske ubehagelige konsekvenser, for her er der fire muligheder:
1. Det kan have vist sig, at de inkluderede børn ikke har haft behov for nogen særlig faglig støtte. De fik opmuntring og opmærksomhed og det lille skub, der skulle til for at komme videre. Sådan er det i visse tilfælde – om end alt for få - og det er altid den lykkelige udgang.
2. Man kan have undladt at give de nu inkluderede børn den støtte, de har haft brug for, fordi der ikke var særlige støttemuligheder. I så fald er det ganske klart, at det er denne svært belastede elevgruppe, der har måttet betale for den inklusion, der skulle have været et gode for dem.
3. Det kan også være, at de inkluderede elever modtager den fornødne ekstra støtte. Den ydes af lærere på specialcentre og af støttepædagoger, selvom ressourcerne måske skulle have været til børn med mindre problemer. Dette kan være en god løsning, hvis skolerne har sørget for at forøge ressourcerne til anden specialundervisning og specialpædagogisk bistand i trit med en øget inklusion. Det ses ganske givet i nogle kommuner. Men som vi hører om netop nu, har man andre steder ikke midlerne. Og så er det indlysende, at elever der har mindre vanskeligheder, kommer til at betale for ønskerne om inklusion. Man bruger måske en del af pengene på den almene undervisning og den ’blødere’ specialundervisning og kalder det forebyggelse. For eksempel at give børnene flere timer i dansk og så spare på udgifterne til at sende børn på specialskoler og institutioner for læsehandicappede! Resultatet bliver, at de sværest belastede skal betale for de mindre belastede!
4. Den sidste konsekvens kan være, at man må tage ressourcer fra almenundervisningen og overføre dem til specialundervisningen, hvad enten den foregår som inkluderende undervisning eller som mere vidtgående specialundervisning uden for det almene klasse – eller skolemiljø. Så får alle elever måske færre lektioner, man sløjfer måske to – lærerordninger, nedskalerer lektieordninger eller dropper lejrskolen.
Beslutningen om gennemførelse af ’den inkluderende skole’, hvor elever med vanskeligheder skal forblive i den almindelige klasse, er dybest set som at købe på afbetaling. Det er ikke nok, at man kan overse de økonomiske konsekvenser det første år. Beslutter man efter et par år, at en elev i stedet for placering i en specialforanstaltning bør inkluderes med støtte i det almindelige miljø, så er det en beslutning, der har konsekvens resten af den tid barnet er i skole. Af hensyn til barnet kan man dårligt tillade sig at fortryde efter nogle år. Hvis man kommunalpolitisk hopper fra om nogle år, har man anbragt medarbejderne i en håbløs situation, hvor de skal ’få tingene til at hænge sammen’ uden de nødvendige ressourcer. Og dermed bundet eleverne i en ligeledes håbløs situation uden de relevante pædagogiske tilbud, de har krav på.
Konklusionen må være, at de pædagogiske idealer og økonomiske muligheder mildest talt ikke går hånd i hånd i disse tider – de er som fjerne slægtninge, der end ikke er på talefod. På trods af politiske udmeldinger om noget andet, så ser vi nu et hidtil uset … og bevidst kvalitetsskred i de mest udsatte børns dagligdag. Og hvorfor? Fordi man kommunerne ikke får en økonomi, der kan fastholde og videreudvikle kvaliteten i disse børns dagligdag.
