Læs mere fra bloggen: Skolens sociale dimension
Blog
Børns adfærd – hvem har ansvaret?
Det er en del af dagligdagen i den danske skole: urolige børn, børn der ikke følger de voksne anvisninger, børn der hele tiden vil være i centrum, klasser der er præget af uro og støj! Hvorfor er vi kommet dertil på bare en enkelt generation? Er det i hjemmet, eller er det i skolen ansvaret skal placeres?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Mads går i 5. klasse. Han er en meget selvstændig dreng, der ikke altid gør, hvad de voksne beder ham om. Senest har han haft en konflikt med sin klasselærer, der endte med, at han kaldte læreren for ’en dum sæk’. Forældrene kender godt til problemet, men synes ikke det er så slemt som lærerne gør det til. Skolen har prøvet forskellige ting: Sendt Mads uden for døren, smidt ham ind i en anden klasse og nu har skolelederen besluttet, at Mads skal bortvises fra skole i tre dage!
Hvor er skolens egentlige problem? Ja som oftest er buddet mere fag-faglighed. Men når alt kommer til alt, er det største problem, at der er for mange urolige elever i skolen, og at forventningen er, at det skal lærerne klare.
Den lille historie ovenfor beskriver i hvert fald, hvad der er dagligdag i mange klasser, og det er tydeligt, at både mange forældre og skolens medarbejdere, oplever mange, store udfordringer med børnenes adfærd. Og utvivlsomt er børn gennem de sidste ti – tyve år kommet mere og mere på banen. De er frie, ikke blindt autoritetstro, selvstændige og kritiske. Man kan sige, at vi i vores iver efter at give indflydelse og deltagelse, har udviklet en slags ‘modspilsbørn’, der ikke umiddelbart tager et nej for et nej, og som bliver ved med at spørge og diskutere, fordi hverken forældrene eller lærerne i tide har markeret over for børnene, hvad de ønsker og hvor deres grænser går for barnets adfærd. Men modspilsbørn kræver både modspil og udspil. Modspil, hvor man som den voksne ikke blot er eftergivende, men er parat til også at udtrykke egen mening og, hvor det er påkrævet, sætter grænser for, hvad man vil være med til i forhold til barnet. Udspil, når barnet for eksempel selv vil bestemme, hvad det lave i timen, men hvor den voksne spiller tilbage med sit udspil om, hvilke måske to muligheder for aktiviteter, der måske kan vælges mellem.
I den pædagogiske diskurs er alle enige om, at børn skal være socialt kompetente. Men her er det vigtigt at huske på, at det socialt kompetente individ både skal kunne stikke fingeren i jorden og tilpasse sig, og samtidig kunne kræve sin ret, være kritisk, sige nej og sige fra. Og i de seneste ti år har vi uden tvivl lagt mere vægt at udvikle børn i retning af det selvhævdende og kritiske. Man kan sige, at vi har givet børn et sæt af JEG – kompetencer, men har overset, at der også er et sæt VI – kompetencer! Begge aspekter skal udvikles. For vælger vi kun det ene, får vi enten selvhævdende og egocentrerede børn eller alternativt selvudslettende, ukritiske børn. Men de to tilsyneladende modsætninger udelukker ikke hinanden. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Der er brug for begge dele, med mindre man altså insisterer på, at der kun er plads til enten sort eller hvidt: Enten er barnet frigjort og selvbevidst, eller også er det undertrykt og følgagtigt i forhold til, hvad voksne siger!
Man kan så naturligvis stille spørgsmålet, om det overhovedet er lærernes opgave at opdrage på forældrenes børn og gøre dem sociale kompetente, er det ikke forældrenes ansvar at aflevere børnene ”grydeklare” til skolen? Forældrene bærer naturligvis hovedansvaret for børnenes opvækst og trivsel, de er de naturlige ressourcepersoner i forhold til deres børn. Men i samarbejdet om opdragelsen af børnene handler det for skolen først og fremmest om at stille klare krav til forældrene om at være aktive i opdragelsen af deres børn og bakke skolen op i dens spilleregler for adfærd. Der er tale om en slags delt opdragelse. Og uanset hvordan man anskuer det, er der både i skolen og hjemmet den samme udfordring for de voksne, nemlig krav om nærvær, støtte og normer i forhold til børnene.
