Skolens sociale dimension

Blog

Læreruddannelsen - ikke kun fag

Er der i læreruddannelsen for megen fokus på det rent faglige og glemmer man i farten dannelsen og det pædagogisk - psykologiske aspekt af lærergerningen?

Publiceret Senest opdateret

Skolens sociale dimension

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, privatpraktiserende. Foredragsholder og forfatter. Har i en årrække været ledende skolepsykolog og børne - og familiechef i primærkommune. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad med læreruddannelsen?

Der er for tiden, om man så må sige, ”krudt i tobakken” i debatten om læreruddannelsen. Anledningen er, at nogle politikere har foreslået, at man opretter en ny og alternativ uddannelse, hvor dannelse, værdier, personlighed og den praktiske skolegerning kommer i højsædet. Argumentationen er, at den eksisterende uddannelse er alt for fag – fagligt præget og for lidt forankret i praksis. En række repræsentanter for de eksisterende UC´er, røg straks i defensiven og hævdede i store træk, at der godt nok er problemer, men at det er ok, som det foregår.

Men det har været en stor tur ned ad ”slisken” gennem de sidste 10 -15 år. Det begyndte med en slags fælles ledelse af de daværende seminarier. Herfra gik det videre til dannelsen af de mastodontstore UC´er, hvor man som bekendt samlede en række uddannelser. Nu skulle der effektiviseres, stordrift var godt, og så ville man i øvrigt få synergieffekt, når flere uddannelser foregik samme sted, hævdedes det.

Hvad angår læreruddannelsen, blev det snævert faglige sat i højsædet ikke mindst på grund af folkeskolereformen. Læg hertil at mange ønsker, at læreruddannelsen skal være en universitetsuddannelse, så lærerne kan få styrket deres faglighed. Jeg ved ikke om dette ønske er udløst af en reel bekymring for det faglige niveau hos tidens lærere, eller om det skyldes, at medarbejdere ved læreruddannelsen her finder en vej til at vinde anerkendelse som ”rigtige” undervisere med forskningspligt. På bundlinjen står i hvert fald, at vi i skolen i dag har en stor gruppe nye lærere, der måske godt nok ved en hel masse om Habermas og Luhmann, og som er gode til for eksempel tysk, dansk og matematik. Men hvordan man er sammen med børn, hvordan man tilrettelægger aktiviteter, leger, spiller musik og skaber ro i klassen, véd de ikke så meget om.

Forhåbentlig præges en lærers personlighed og hele forhold til det fremtidige virke afgørende gennem uddan­nelsen. Og her er læreruddannelsen stadig stærkt fagopsplittet og bærer præg af en overfladisk pseudovidenskabeliggørelse af de enkelte fag. Der cementeres en grundlæggende opfattelse af læreren som en, der først og fremmest skal formidle et fag. Ikke mindst efter, at man har reduceret omfanget af de pædagogisk-psykologiske fag betragteligt. Det er naturligvis fint, at lærere kvalificeres højt i de fag, der skal undervises i, for en vigtig pointe er, at man næppe kan fortælle 'den spændende historie', hvis man ikke har et godt overblik over, og indsigt i, sit fagområde. Men hvad nytter det, hvis eleverne ikke vender hovedet den rigtige vej? Ja så går den viden, læreren formidler ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Jeg vil vove den påstand, at hvis en lærer lider fagligt nederlag, skyldes det ikke, at hun ikke kan sit stof, men langt hyppigere, at hun og eleverne ikke ”spiller sammen”. Læreren er nødt til at kunne ”gå på to ben”, altså være stærkt engageret i og vidende om sit fag, men samtidig have så stor psykologisk – pædagogik viden, at hun er opmærksom på, hvordan eleverne trives med hinanden og med de aktiviteter der foregår. Men de pædagogisk - psykologiske fag, herunder praksis i uddannelsen giver sjældent den kommende lærer nogen særlig indgående personlig indsigt i egen funktion i forhold til eleverne. Man tilegner sig nogle teorier. Lærer måske, hvordan man kan tilrettelægge et pædagogisk forløb, men ofte på et teknisk og dermed udvendigt plan. Man arbejder meget med indholdet, men udviklingen af lærerens personlige forudsætninger synes at være mindre væsentlig!

Medarbejderne i skolen ikke skal være terapeuter, men det er vigtigt, at de har en viden om, hvilke psykologiske faktorer der kán spille ind, når børn er sammen og, hvordan der skal sættes ind! Hvis man ikke arbejder med dette aspekt på læreruddannelsen, svigter man de kommende lærere, hvilket en del studerende allerede hár fundet ud af: De springer fra uddannelsen.

Powered by Labrador CMS