Blog

Smartphone i skolen - nej tak!

Debatten om smartphones i skolen raser igen. Og der er ingen vej udenom: vi bliver nødt til at være opmærksomme på de negative effekter mobilen kan have for elevernes trivsel og for klassens fællesskab.

Publiceret Senest opdateret

Skolens sociale dimension

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, privatpraktiserende. Foredragsholder og forfatter. Har i en årrække været ledende skolepsykolog og børne - og familiechef i primærkommune. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.

Debatten om elevernes brug af smartphones raser for tiden. Spørgsmålene og dilemmaerne står formelig i kø: Bruger eleverne den for meget, skal man forbyde brugen af dem i skolen, eller skal man nøjes med begrænsninger, og er ethvert forsøg på at gribe ind i det store forbrug af smartphones et helt urimeligt indgreb i børn og unges liv?

Man kan i hvert fald ved selvsyn se, at hvor børn og unge før i tiden gik ned på vejen og mødte jævnaldrende, er børnegruppen tydeligvis gået mere eller mindre online. For os voksne kan det være svært at forstå, hvorfor børn og unge ikke er mere til stede i den virkelige verden. Et ”tilbagelænet” synspunkt kunne så være, at smartphonen bare deres måde at være sociale på. Og med det store udbud vi i dag har af medieplatforme og ny teknologi, er udviklingen vel naturlig? Men naturlig eller ej er det vigtigt at være opmærksom de mange risici, der kan være forbundet børn og unges brug af smartphones.

Således har de store børn og unge tit deres smartphone tændt om natten, og de svarer både på opkald, chats og ser tik-tok, hvilket indlysende er i konflikt med deres søvnbehov. Og tændte smartphones kan også nemt komme i konflikt med undervisningen og læringen i klasserummet, ligesom det efterhånden er veldokumenteret, at brugen af ”den håndholdte” har negativ indflydelse på klassens sociale liv.

Så vi voksne bliver nødt til at forholde os til spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt, at børn allerede i syv - otteårsalderen opdrages til hele tiden at være ”på”. Det kan jo være forbundet med stress og ikke mindst afhængighed, som vi ser hos mange børn og unge, som i stigende grad bliver ramt af følelsen af at være gået glip af noget, hvis de ikke er ”på”. Faktisk er det blevet så udbredt, at vi har fået begrebet FOMO til beskrivelse af den tilstand, man kommer i, når man går glip af at være med der, hvor "det sner". Spørger man hjerneforskerne, så handler afhængighed om dopamin, som giver en følelse af tilfredshed eller lykke. Og her slår smartphonen klart ud på ‘barometret’. Så spørgsmålet er, om danske børn så er mobilafhængige? I hvert fald ud fra et neuro - og almenpsykologisk synspunkt, er afhængighed og den stress, der følger med, noget der på mange parametre kan skabe mistrivsel hos børn og unge.

Smartphonen giver uden tvivl mange positive muligheder: Man kan nemt komme i kontakt med hinanden, fortælle historier og så videre. Når der er problemer med børns og unges brug af smartphone, er det således ikke smartphonen i sig selv, der er noget galt med, men den måde, den anvendes på. Måske fordi vi har givet børnene en smartphone uden at følge op med den nødvendige socialisering i at omgås medierne, så disse bliver et reelt supplement i børn og unges sociale liv.

Så skal der forbud til i skolen? Ja når smartphonen blokerer for undervisningen og for det fysiske sociale samvær. Måske vil man mene, at det er en krænkelse af eleverne med et forbud eller en begrænsning, men hvis skolen forstået som ”fællesskabets skole” skal fungere, må den voksne, gerne i dialog med eleverne, opstille nogen spilleregler. At tro, at eleverne selv kan finde ud af det, fordi vi tror, de er kompetente og så overlade beslutninger om mobilbrug til eleverne selv, er intet mindre end chancerytteri. Modstanden mod at sætte grænser for børn og unges mobilforbrug er tilsyneladende et forsvar for tidens børn, og det kan tit være på sin plads. Men resultatet bliver nemt arrogance over for den store usikkerhed, der følger i kølvandet på, at selve barndommen står midt i et hav af nye og ofte uigennemskuelige medier. Netop her er der brug for, at vi voksne tør, og rent faktisk også sætter grænser baseret på den viden om de sociale medier som, vi rent faktisk har. Og vi står i dag faktisk med en både bred og dyb viden om det uhensigtsmæssige i det helt umådeholdne forbrug af de sociale medier

Powered by Labrador CMS