Skolens sociale dimension
Blog
Er vore elever robuste... nok?
Vi taler meget om robuste børn. Kan vi i skolen gøre noget for ruste børn bedre til at klare modgang og besværligheder, på trods af, at forældrene måske har en tendens til at overbeskytte deres børn? Og kan man være FOR robust?
Det er næsten et mantra i tiden: Man skal være robust for at fungere i samfundet. Det handler om at klare den modstand, livet giver, og så at kunne rejse sig igen efter de belastende begivenheder, vi alle kommer ud for. Det gælder voksne såvel som børn og unge.
Som lærer vil man formodentlig gerne have, at ens elever er robuste sådan at forstå, at de kan holde ud, selvom skolen er vanskelig lige nu. De skal gerne kunne modstå det store gruppepres, der er i deres forskellige grupper. Og så skal de kunne tilsidesætte sig selv og for eksempel hjælpe til, der hvor det nu kræves, selvom de gerne vil lave noget andet og mere sjovt.
Og det handler i den grad om opdragelse. Både om at inddrage eleverne i de løsningen af de konflikter der altid kan opstå i klassegruppen, hvornår skoleopgaverne skal løses og om få eleverne til at gøre sig umage med de opgaver, de har fået. Men det drejer sig også om at gøre dem selvhjulpne, så de for eksempel selv kan tage skoletasken frem ved timens begyndelse eller skifte tøj, før idrætstimen. Endelig drejer det sig om, at de helst skal kunne klare modgang: Du får ikke altid tur første gang, for der står nogen foran dig i køen, eller det kan godt være, du har slået dig, og det er synd for dig, men så er det heller ikke værre – altså ”op på hesten igen!”
Men her oplever man måske som lærer, at mange elever har svært ved at klare modgang. De bryder sammen over småting og er ikke gode til samspillet med de jævnaldrende. Som lærer ser du dem ikke ligefrem som særligt robuste. Og vi ser også den manglende robusthed blandt de unge, hvor mange dropper ud af deres uddannelse, er angste og lider af både præstations- og eksklusionsangst. Alt sammen fordi de i deres opvækst er blevet ”curlet” og serviceret, måske fordi forældrene hele tiden har løst deres problemer for deres børn hele tiden, og i øvrigt ladet dem stå i centrum af familien?
Så kommer spørgsmålene: ”Skal en pige på for eksempel14 år være robust over for alt, skal hun klare enhver modgang, og kan hun ikke det, er hun så for overbeskyttet, har forældrene gennem årene ’pylret’ for meget om hende?” Nej, for paradokset er, at man også kan være for robust. Så holder man fast, eller lader sig presse til at ’klare mosten’, både de faglige udfordringer i skolen og hele det sociale spil i grupperne. Og du gør det så længe, at den robusthed, du mobiliserer, ender med at påvirke dig negativt. Man kan sige, at så virker robustheden direkte imod, hvad der er bedst for den enkelte. Det er det, vi ser med de store elever i skolen og de unge på gymnasierne, der ikke kan leve med andet end 12-taller. Eller når et barn, der er udsat for mobning i skolen blot mødes med bemærkninger som at ”give det fuck -fingeren”, ”lad være med at være så nærtagende” eller ”kom dog videre!” Men at kræve robusthed her er bare for meget. Her er det på sin plads med respekt for, hvordan situationen opleves af den berørte, så man med det som udgangspunkt kan arbejde med et bedre socialt liv i klassen. Vi kan og skal ikke forlange, at børn og unge bruger så mange kræfter på at være robuste, at de måske til sidst bryder sammen.
En vis portion robusthed er positivt, fordi den vil hjælpe børn og unge til et godt liv. Robuste børn er nysgerrige, vedholdende og har gode sociale relationer. Det er børn og unge, der kan sige fra, hvis gruppepresset er for stort, og som kan komme videre på trods af modgangen.
Som lærer kan man kan hjælpe sine elever til blive robuste ved at opdrage dem gennem inddragelse, selvstændighed og … ikke mindst ved at give dem udfordringer.
