Skolens sociale dimension
Blog
Diagnoser - for børnenes skyld
Har vi for mange diagnoser - eller for få?
Med jævne mellemrum blæses der til kamp mod de mange diagnoser i skolen for eksempel Asperger, ADHD og OCD.
Det store spørgsmål er, hvad der er årsagen til, at vi samtidig med, at vi har udvidet vores normalitetsbegreb, finder en række nye diagnoser på børn, som ikke umiddelbart passer ind i den ’normale’ ramme? For det første hár vi i dag langt mere fokus på børn og dermed også på de særlige behov visse børn kan have. Det er godt, og i hvert fald bedre end i tidligere tider, hvor mange børn i skolen fik lov til at sidde på bageste række, hvis de ikke forstyrrede undervisningen, ellers blev de sat uden for døren! Og måske er der rent faktisk, hvad vi ikke rigtig ved, flere børn der udvikler psykiske sygdomme, og derfor er flere, der skal i behandling. Der er heller ingen tvivl om, at vor faglighed er langt bedre end tidligere. Det betyder, at vi med bedre og bedre diagnosticeringsmetoder simpelthen får ’fanget’ flere børn med reelle vanskeligheder. Med andre ord: Vi finder faktisk flere børn med særlige behov.
Bagsiden af medaljen er her, at vi så måske finder for mange. Børn som burde kunne være i det almindelige institutions – og klassemiljø, måske blot med en form for mindre støtte? Og på den negative side er også, at der er forældre som i deres iver efter at få det bedste til deres barn, som har svært ved at klare miljøet i en skole eller børnehave, ligefrem efterlyser en diagnose. Så ved man, hvad man har at rette sig efter! Og til diagnosen følger ofte ekstra ressourcer. Så ingen tvivl om, at der er en risiko for overdiagnosticering. Men risikoen for underdiagnosticering også enorm. Og paradoksalt nok fungerer ”virkeligheden” sådan, at mens man nu atter ønsker tilbageholdenhed med diagnoserne, ja så kræver det kommunale system klare diagnoser, før der kan tildeles ekstra nødvendige resurser til at iværksætte en særlig indsats for barnet.
Vi skal finde de børn, der har behov for særlig hjælp. En hjælp, der skal være der, når der er behov herfor. For det er jo en fordel at stille diagnosen tidligt frem for at vente til børnene bliver voksne, og på den måde spare dem for mange års vanskeligheder i skolen. Tidlig indsats er jo på alle områder bedre end sen indsats. Jo tidligere man stiller en diagnose, og diagnosen vel at mærke er rigtig, jo større er sandsynligheden for, at vi kan gribe ind og gøre udviklingen bedre for det pågældende barn.
Det kan være til barnets bedste at få en diagnose og få en relevant hjælp og undervisning uden for klassen. Og i nogle tilfælde også på sin plads med medicinering. Hvordan afgør man, hvornår det ene er ”rigtigt” og mere rigtigt end det andet? Det er i virkeligheden her, det svære valg skal træffes, det valg, der ligger langt ud over økonomisk kassetænkning, ideologiske felttog og tomme klicheer. Hvornår er afkategorisering – og hvornår er diagnose - det bedste for et givet barn? Det er ikke et ”enten eller”, men et ”både og”. Der er brug for begge dele, med mindre man altså insisterer på, at der kun er plads til enten sort eller hvidt.
Modstanden mod diagnoser, indeholder tilsyneladende et forsvar for dem, som har brug for hjælp og støtte og det kan sådan set være godt og er tit på sin plads. Men resultatet bliver nemt arrogance overfor de selvsamme mennesker. Derfor er det et problem, hvis vi opererer med en forenklet anskuelse om, at diagnoser er at det onde. Det bliver til en helt unødvendig forenkling. Og det er bestemt ikke noget, som højner den faglige kvalitet i det sociale og pædagogiske arbejde.
