Skolens sociale dimension

Blog

Go´nat med SFO.en?

Er vi ved at afskaffe fritidspædagogikken?

Publiceret Senest opdateret

Skolens sociale dimension

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, privatpraktiserende. Foredragsholder og forfatter. Har i en årrække været ledende skolepsykolog og børne - og familiechef i primærkommune. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolefritidsordningerne (SFO), nyere tids indiskutabelt største daginstitutionssucces, er ved at lukke og slukke. De SFO´er der i en amputeret form er tilbage, er ved at blive reduceret til rene opbevaringssteder. Om det har været en af de politiske hensigter med skolereformen eller ej, så har de længere skoledage med mere undervisning og lektiecafe, den konsekvens, at den fritidspædagogik, vi i Danmark har både store og stolte traditioner med, langsomt med sikkert, er ved at forsvinde.

SFO – medarbejderne er enten stressede og frustrerede, fordi de ikke kan give børnene tilstrækkelig kontakt og omsorg. Eller også er de på vej ud af SFO, fordi deres store passion: At arbejde med de lidt større børn baseret på en reel fritidspædagogik nedprioriteres, ja ofte reelt udraderes til fordel for mere skoleaktivitet. Og som en SFO – leder sagde til mig: ”Nu er der en grund til at jeg valgte at blive fritidspædagog og ikke lærer”! 

De fleste voksne ønsker vel i virkeligheden, at børn i skoleårene både skal lære noget fagligt og have oplevelser gennem fri udfoldelse.NB: Skift til (0000) tegn/tomme .15*ertr skrifttype (3) manuelt. Men hvor skal børn få betingelserne for det?  Mit svar vil være, at det skal være et sted, hvor der er plads og tid til at være sig selv, til fordybelse og ikke mindst leg. NB: Skift til (0000) tegn/tomme .15*ertr skrifttype (1) manuelt.Som skolereformen er praktiseret indtil nu, byder skolen ikke på den slags muligheder. Når der endelig leges i skolen er det efter devisen, at ”legen er et fantastisk godt ind­læringsredskab”, hvor de voksne har en plan: ”Hvordan kan vi få børnene til at lege, det vi vil have de skal lære”! Til gengæld har man ændret på nogle strukturer og postulerer, at man har skabt en bedre sammenhæng i børns hverdag.

Men skolereformen er i bund og grund blevet en skole, hvor man uden særlige overvejelser sælger ud af den fritidspædagogik, som udfolder sig i SFO´erne. Dette afslører et omfattende problem ved skolereformen: Børnene bliver nemlig væk i den konstante snak om strukturændringer, målsætninger, tests og evalueringer.

Og SFO´en: Den kan vi som institution nok snart vinke farvel til, fordi man i stedet for at tage et børneperspektiv lader rammerne og konkurrencestatens krav om mere ”fag – faglighed”, styre børnenes hverdag i en stadig længere skoledag uden tid til det fri og spontane, uden tid til afslapning og uden tid til at være andre steder end i skole.

Djævelens advokat ville her vel sige, at det jo er godt nok med mere læring og mere skole, for ”børn kan godt li' at være beskæftiget med noget meningsfuldt.” Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som meningsfyldt!