Læs mere fra bloggen: Skolens sociale dimension
Blog
To-lærerordning - svaret på alle specialundervisningens "bønner"?
To-lærerordninger er åbenbart løsningen på specialundervisningen dilemmaer. Men hvad med de elever der profiterer bedst af at være udenfor klassen?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Nej dette er IKKE et politisk indlæg her op til folketingsvalget, omend en minister optræder her i bloggen.
MEN for nylig kunne man i TV nyhederne se børne– og undervisningsministeren vikle sig ind i lange og besværlige forklaringer om specialundervisningen. Man kunne her blandt andet høre, at løsningen på så godt som alle de dilemmaer specialundervisningen kan opvise, skulle være to–lærerordninger. Ministeren skrev sig hermed ind i den lange række af politikere, som samtidig med, at de ”bander børn helt ud i buskadset” med evige bud om besparelser og effektiviseringer, ja så påstår de med en næsten tydelig duft af spejderagtig idealisme og røde kinder, at der skulle være simple greb, der opløser specialundervisningens dilemmaer.
Når man gerne vil have mere to–lærerordning er begrundelsen for så vidt klar: Der skal bremses op på udgifterne til den mere vidtgående specialundervisning.
Idealerne i specialundervisningen har i mange år være inklusion, rummelighed og sågar afkategorisering. Men de pædagogiske idealer og økonomiske muligheder går langtfra altid hånd i hånd. Vi ved nu – og har sådan set vidst i mange år, at elever der ikke kommer i en egentlig specialforanstaltning næsten altid har brug for en særlig støtte forvaltet af en ekstra lærer i klasseværelset. Hvor mange timer om ugen kan man spørge? Svaret må vel være, at eleven i hvert fald skal have så megen støtte, at udbyttet af samværet med andre børn og indlæringen ikke i udpræget grad forringes i forhold til det liv, barnet ville kunne få i en eller anden form for specialforanstaltning. Og vi ved også, at en to – lærerordning nemt kan blive ganske kostbar, fordi nogle inkluderede elever forudsætter fuld støtte, hvis denne elev skal trives… og hvis undervisningen af resten af eleverne i klassen skal fungere.
Men hvordan sikrer man sig så, at det reelt er eleven med særlige behov, der får glæde at en to – lærerordning? Ganske ofte sker der det, at det er de velfungerende elever, der kommer til at forbruge specialundervisningstimerne, fordi det især er dem, der i stand til at tiltrække sig lærerens opmærksomhed. Og så ender det med at to lærere i klassen, blot bliver en standardforbedring af almenundervisningen.
Tilsyneladende har ekstralæreren heller ikke de bedste muligheder for at tilgodese elevens behov, når han skal undervise eleven med særlige behov indenfor klasses ramme. Det hænger sammen med, at en stor del at timen er beslaglagt af faglærerens gennemgang af stoffet. I denne periode af timen er det svært for ekstralæreren at formidle en undervisning til eleven med vanskeligheder.
To-lærerordninger overflødiggør ikke specialundervisning. Ordningen kan bestemt være et vigtigt supplement til den almene undervisning for de svage elever, men såvel ekstralæreren som faglæreren skal kunne samarbejde tæt om undervisningen og det er der måske ikke altid afsat tid til? Konklusionen må være, at to–lærerordninger kán være et gode for de involverede lærere, men hvis det også skal være et gode for eleverne, skal der bruges tid, og ofte megen tid på planlægning. Ellers ender det med, at to lærere i klassen måske kán bringe mere ro i klassen, men ikke nødvendigvis en faglig og sociale udvikling for de elever der har mest behov for den særlige støtte.
I klassen, udenfor klassen? Den beslutning må tages på et fagligt grundlag og ikke på baggrund af ideologiske endsige økonomiske overvejelser.
