Skolens sociale dimension
Blog
Skal børn lære om klimakrisen?
Det er for mange voksne et mål, at børn skal bevidstgøres om de farer, klimaforandringerne indebærer. Men er det nu en så god ide?
Det er på mange måder en mærkelig tid vi lever. På den ene side udviser vi stor børnevenlighed: Vi passer på børn, de bliver anerkendt og ikke mindst lytter vi til børnenes meninger. Men på den anden side inddrager vi børn i mange komplicerede forhold i vort samfund: Krig og kriser, forurening og nu især klimaspørgsmål.
Men de mange refleksioner der stilles krav om i det senmoderne samfund, kan nemt komme til at gøre børn usikre på, hvor og hvordan man skal orientere sig. Der ér uden tvivl mere at forholde sig til i dag end nogensinde før. Og de mange medieplatforme betyder jo, at børn simpelthen får en række informationer, som børn tidligere var forskånet for. Derfor får du som lærer også mange spørgsmål om livets store spørgsmål, som for eksempel om jorden bliver oversvømmet, om træerne går ud, om co2 udledning og så videre.
Og i skolen tager man naturligvis emnet ”klima” op – i en god sags tjeneste forstås – for børnene skal forstå og vide, hvad der sker omkring dem og ikke mindst er bevidstgørelse og kritisk indstilling mantraerne i disse tider.
At børn kan lære meget mere, end vi før troede muligt, er sikkert soleklart for enhver voksen. Spørgsmålet er blot, hvad de lærer. Hvad nu, hvis børnene for eksempel gennem TV har fået en viden, vi helst så dem forskånet for? Er det så et tema, som skolen i sin iver efter at ”bevidstgøre” børnene om klimatruslen nødvendigvis skal behandle både dybt og bredt? Jo for de ældste elever måske, men for børn i 2. - 3. klasse? At undervise i komplicerede forhold som klima og forurening indebærer i hvert fald en risiko for, at vi kommer til at overse, hvilke måske uønskede sideeffekter, der kan være af denne undervisning – og denne viden. For voksenverdenen presser sig så at sige ind i børneuniverset, og tvinger børn til at tage stilling til noget, som de udviklingsmæssigt måske slet ikke er parate til at tage stilling til: voksenkulturen og børnekulturen blandes.
Man hverken kan eller skal undgå, at børn i skolen spørger og vil diskutere. Men hvis man vil have børn kunne se nogle sammenhænge og analysere det yderst komplekse klimaspørgsmål, mener jeg man er på vildspor. Og jo mindre børn er, jo større risiko for stress, fordi man springer det umiddelbart oplevede og erfarede over og går direkte til det abstrakte. Børn kommer til mangle nogle ”knager” at hænge deres viden op på, fordi vi appellerer til barnets forstand og fornuft i højere grad end den umiddelbare oplevelse.
I vores iver efter at lære børn noget kan vi komme til at glemme den åbenbare opgave, vi som voksne har, nemlig at beskytte børnene mod unødig ængstelse. Børn skal behandles med takt. Og i så svære spørgsmål som der her er tale om, skal der ikke presses viden ned i halsen på dem. Den viden de skal have, må tage udgangspunkt i deres egne spørgsmål. Så den voksne er her nødt til at følge børnenes udspil og forklare dem om det, de spørger om, med indføling og nænsomhed.
Dybest set er informationssamfundet set i et kompromisløst børneperspektiv noget ”fanden har opfundet”!
