Skolens sociale dimension

Skolens sociale dimension

Blog

Underretning eller ej?

Hvornår skal læreren foretage en social underretning? Hvor sikker kan man være på at gøre det rigtige? Spænder systemet ben?

Publiceret Senest opdateret

Skolens sociale dimension

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, privatpraktiserende. Foredragsholder og forfatter. Har i en årrække været ledende skolepsykolog og børne - og familiechef i primærkommune. Tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lever i en periode med mange uanvendelige love. Love der enten er så komplicerede, at de er umulige at efterleve, eller også er de helt urealistiske i deres ambitionsniveau. Sådan kan det, på trods af mange gode intentioner, desværre nemt gå med det nyligt fremsatte forslag til Barnets Lov.

Vi har helt åbenbart endog meget svært ved at rumme indgreb i familien som for eksempel, at pædagogiske medarbejdere fortager en underretning på baggrund af bekymringer for børn. Det viser debatten om det fremsatte lovforslag tydeligt, hvor tendensen er, at når lærere og pædagoger foretager en social underretning, ja så er det formentlig bare heksejagt og forfølgelse af de stakkels forældre. Det kommer til fremstå, som om man foretager underretninger i blinde og trance. Og det er dybt paradoksalt, at anklagerne mod det kommunale system på andre tidspunkter og i andre sager ligefrem står i kø, fordi man har handlet for langsomt eller slet ikke.

For dig som lærer er det jo tit svært umiddelbart at konsta­tere, hvad der er galt med et barn og den usikkerhed anbringer dig i en svær situation, for fejlfor­tolk­ninger kan have alvorlige, ja næ­sten uoversti­geli­ge, konse­kvenser. Men her er det vigtigt ikke at have for mange bekymringer for, om man mon nu gør juridiske overgreb på forældrene og kommer til at gribe ind i en familie uden grund. Set i et kompromisløst børneperspektiv er det for mig at se lige her bedre med en ”mistænkt” for meget end en ”skyldig”, der går fri. For når du som lærer SKAL foretage underretninger, kan der naturligvis opstå fejl. Hvis du vil være næsten mere end 100 procent sikker, resulterer det nemt i total handlingslammelse med alvorlige konsekvenser for de børn, det handler om. Det kan naturligvis være svært at afgøre, hvornår man skal foretage en social underretning, for der vil altid være masser af konkrete tilfælde, hvor det kan forekomme urimeligt for de enkelte forældre. Men mod­et til at træffe beslutninger og vælge fra og til er nødvendig, hvis vi vil sikre alle børn en god opvækst.

Selvfølgelig skal forældres retssikkerhed håndhæves, og her har vi i Danmark faktisk stolte traditioner. Men det løser ikke problemet: At der er børn, der lever i problematiske familieforhold, men som ikke får den fornødne hjælp og ”adgangsbilletten” til denne hjælp er, hvad enten man nu kan lide det elle ej: en social underretning.

Så underretning eller ej? Det er her, det svære valg skal træffes. Et valg der må være funderet i en dybtgående forståelse af det enkelte barns behov og ressourcer. Og det ér muligt at give et bud ud fra barnets alder, udvikling, robusthed, tilknytning til forældrene og ikke mindst disses evne og vilje til at samarbejde.

Måske kán en ny lovgivning vise sig brugbar, hvis der ikke spændes ben for den. Lige nu kan man bare konstatere, at der er lang vej at gå endnu, før vi får rettet op på de kummerlige forhold, der er mange steder. Man kan jo blot tænke på sager fra Guldborgsund, Tønder og Brønderslev. Så stilles vi overfor manglende eller forkerte indgreb på grund af dårlige beslutninger om børn, desværre alt for ofte baseret økonomiske prioriteringer.

Powered by Labrador CMS