Skolens sociale dimension
Blog
Er den "skældudfri skole" et farvel til lærerautoriteten?
Debatten om opdragelse i skolen raser for tiden på baggrund af det nye tiltag med "DEN SKÆLDUDFRI SKOLE". Må læreren slet ikke skælde ud? Men hvad så i stedet? Måske skal vi arbejde med den gode og den dårlige skældud, ellers demonterer vi autoriteten.
Vi taler meget om det: Børneopdragelse! Gennemgående er de fleste enige om, at det er nødvendigt at opdrage børn. Men her hører enigheden op. Nogle mener, at børn mangler opdragelse, andre, at grænsesætning er af det onde, og at man ikke må skælde ud, men blot skal være anerkendende over for børnene. Og i ganske mange år har det ydermere været sådan, at der med jævne mellemrum skabes en ny pædagogisk retning, der ofte præsenteres som noget, læreren bør følge i opdragelsen i skolen, hvis man altså ikke vil traumatisere dem helt og aldeles.
Og lige nu dukker så ”den skældudfri skole” op på arenaen, ja en skole kan ligefrem blive certificeret som værende en skole uden skældud. Det tager ganske vist tre år at komme gennem den proces, der fører hen til hvad man kunne kalde "skældudfri zone".
Det er naturligvis prisværdigt, at man prøver at gå andre veje end de vante i samværet med børn, men jeg kan være bekymret for, at man med et… ja næsten forbud mod at skælde ud kommer til demontere lærerens autoritet og i værste fald skabe handlingslammelse, når der er konflikter med børnene og mellem dem indbyrdes. For hvad skal man da som lærer gøre, hvis to elever for eksempel er kommet op at toppes i klasseværelset? Den ene begynder at kalde den anden for de værste ting med meget voldsomme og latrinære gloser, og den anden bliver tydeligt ked af det. Her kan man kan naturligvis få meget lyst til at skælde den aggressive ud, men det må man ikke, for skældud i den situation vil som oftest gøre sagen værre, er mantraet. Det vil være en bedre idé at skille parterne ad og for dernæst stille og roligt forklare den dreng, der taler grimt, at han ikke skal sige den slags til andre, fordi de andre bliver kede af det. Men det er en langvarig proces, som kræver opmærksomhed, indføling og vedholdenhed fra lærerens side, og det er der næppe altid tid til.
Det indlysende er, at man ikke skal råbe op og vrisse af børn, for de kan godt skelne mellem, når læreren blot hæver stemmen, og når hun råber. Så i stedet for at sige ”nul skæld ud” bør vi nok prøve at skelne mellem såkaldt god- og dårlig skældud.
Den gode skældud er, som jég ser det, kendetegnet ved, at man slet ikke hæver stemmen, men bare snakker vredt og for eksempel siger: ”Nu stopper du”! Samtidig med at man har øjenkontakt med barnet for at vise, at det er alvor. Dårlig skældud er, derimod, når man råber og skriger, skammer ud og moraliserer ved for eksempel at sige: ”Du skulle skamme dig” eller ”du er en værre ballademager”, for så angriber man barnets identitet, og det medfører som oftest bare flere konflikter med barnet.
Mit bud til den danske lærerstand er, at man ikke skal føle sig som en dårlig voksen, hvis man en gang imellem kommer til at skælde ud på eleverne. Til gengæld skal man være opmærksom på, at man ikke kommer til at råbe ad dem hele tiden, for så ender det med, at børnene nærmest bliver ”galvaniseret” over for irettesættelser.
Men denne nye debat om skolen som ”skældudfri zone” kan nemt medføre, at vi kommer at smide lærerautoriteten ud med badevandet. Ikke fordi man er en autoritet, hvis man skælder dårligt ud, men fordi man kommer til at handlingslamme læreren, der i sin magtesløshed og iver efter ikke at skælde ud, måske ender med ingenting at gøre.
