Skolens sociale dimension
Blog
Krigen i Ukraine - hvilke forklaringer til eleverne
Krigen raser og det afføder mange spørgsmål for skolens medarbejdere. ikke mindst hviordan vi tackler elevernes frygt og utyghed.
Som lærer ved man det godt: Eleverne kan være bange for mange ting, for eksempel for mørket, for døden… og lige nu frygt for, at der skal blive krig.
Som regel kan man som voksen berolige eleverne ved at tale med dem og give nogle simple og beroligende forklaringer. Men når så krigen som nu raser i Ukraine, ja så rykker død og ødelæggelse jo tættere på. Og børns spørgsmål er mange: »Hvorfor er der krig og ikke mindst: kan det ske hos os?
Man kan sige, at alt det der er svært at forstå for i hvert fald de yngste elever, lige nu ‘uden filter’ når frem til barnet. Informationerne, oplevelserne, indtrykkene ligger og flyder rundt omkring på grund af de mange medier, der uden censur bringer hvad som helst og i den bedste sendetid. Og det stiller de voksne i hjemmet og skolen spørgsmålet om hvornår, hvordan og hvor dybt man skal give forklaringer om terror og krig.
»Men er det ikke vigtigt, at børn ved, hvad krigen i Ukraine handler om er?« kunne man da spørge. Jo bestemt, men spørgsmålet er på hvilket niveau, den viden skal være. Når en krig rykker så tæt på, kommer spørgsmålene jo uvægerligt. Og her skal børn have svar på de spørgsmål, de stiller. Og det er en pointe, at de skal have svar på det, de spørger om – og ikke mere! Men der er i vor tid en tendens til, at vi kommer til ikke blot at snakke med børnene om de svære ting, men ligefrem ‘oversnakker’ dem. Måske kommer man til at rode sig ud i lange forklaringer, som afføder flere spørgsmål fra eleverne og i værste fald skaber yderligere angst og uro. Men det er vigtigt, at man som lærer ikke smitter eleverne med sine egne bekymringer. Man skal billedligt talt ikke synge med på den fra 80érne så kendte børnesang: ”De voksne kan også være bange”. Man må så at sige træde ind mellem det, eleverne er bange for, og eleverne selv. Forklare, at krigen i Ukraine finder sted langt fra Danmark og, at det ikke kan ske her. Kort sagt vise ved sit eget eksempel, at man kan godt kan være utryg, men at livet også går videre.
Så når man i skolen tager emnet krig op, går man efter min mening galt i byen, hvis man bruger for meget tid på det, snakker med eleverne for meget om det. At tage landkortet frem og forklare eleverne hvor parterne i krigen rykker frem, og fortælle dem, hvem der er de stærkeste, og hvem der lider mest, kán for de ældste elever måske være oplysende, men for de yngre elever vil det i bedste fald være uforståeligt, men måske – og her værst – kunne være med til at fremkalde frygt og usikkerhed.
At eleverne skal vide noget om, hvad der for tiden sker i den sydøstlige del af Europa, er det for mig indlysende. Men vi kan blive så optagede af at lære børn noget om krig og ødelæggelse, at vi overser den åbenbare opgave, vi som voksne også har, nemlig at beskytte børnene mod unødig ængstelse. Den viden, de skal have, må tage udgangspunkt i deres egne spørgsmål. Så den voksne er her nødt til at følge børnenes udspil og som nævnt: forklare dem om det, de spørger om, med indføling og nænsomhed, også når det handler om krig.
