Hvad har inklusion med sundhed at gøre?

Målet med social inklusion er at skabe lige muligheder for alle, hvor en social inkluderende praksis kan defineres som den praksis, der bidrager til at udsatte individer eller grupper kan indgå som aktive og ligeværdige deltagere i sociale fællesskabers praksisser. Arbejdet med social inklusion er altså baseret på to antagelser:
1. Trods et system med lige adgang til diverse velfærdsydelser, er der ikke lige muligheder for alle – fx lige muligheder for sundhed og uddannelse.
2. Aktiv og ligeværdig deltagelse i sociale fællesskabers praksisser er ressourcefremmende for den enkelte og for gruppen.

I en sundhedsoptik kaldes antagelse nr. 2 for social kapital-hypotesen, som vedrører det forhold, at individet, i dette tilfælde barnet, gennem deltagelse i væsentlige sociale fællesskaber, i dette tilfælde skolen, kan erhverve ressourcer, som sætter det i stand til i højere grad at agere sundhedsfremmende. Social kapital er således en ressource på lige fod med fx økonomisk kapital, og social kapital kan omsættes/veksles til bedre sundhed.
Fællesskabets karakter er dog særdeles betydningsfuldt; herunder hvorvidt der er tale om et homogent eller et heterogent fællesskab. I et homogent fællesskab har deltagerne typisk en fælles præference- og referenceramme, hvor den kapitalform, der erhverves her (afgrænsende social kapital), primært kan benyttes inden for tilsvarende rammer. I et heterogent fællesskab er de sociale referencer derimod uvæsentlige, og såfremt deltagelsen er præget af ligeværdighed, erhverves her en kapitalform (brobyggende social kapital), som rækker ud over de aktuelle rammer. Den amerikanske politolog Robert Putnam benytter udtrykket ”Getting by” i forbindelse med afgrænsende social kapital og udtrykket ”Getting ahead” i forbindelse med brobyggende social kapital, hvilket netop indikerer, at barnets deltagelse i heterogene fællesskaber er særdeles væsentlig, når målet med indsatsen er af lighedsskabende karakter.

I den offentlige debat synes inklusionsarbejdet i folkeskolen at antage en vinkel, hvor det udelukkende handler om ”tilbageførsel” af specialelever til almentilbuddet. Dette er ikke en korrekt fremstilling af social inklusion, idet inklusionsperspektivet for det første indebærer mere og andet end blot ”tilbageførsel”, som i højere grad synes at kan sidestilles med konceptet ”Den rummelige folkeskole”, og for det andet må ses som en pædagogisk strategi, der vedrører alle elever.
Ligeledes ses antaget, at specialelever stilles dårligere ved en sådan ”tilbageførsel”. Dette vil følgelig være tilfældet, såfremt der ikke følger økonomiske og faglige ressourcer med i form af fx kompetenceudvikling af lærere, ligesom der vil være elever, hvis evner og kompetencer bedst stimuleres i særlige miljøer. Når det er sagt, er det dog væsentligt at holde sig for øje, at næsten alle elever som udgangspunkt er bedst tjent med et inkluderende fællesskab i det almene skoletilbud; netop fordi almentilbuddet i højere grad end specialtilbuddet kan tilbyde fællesskaber af heterogen karakter, hvor børn i udsatte positioner kan erhverve brobyggende social kapital.

Så hvis folkeskolen lykkedes med social inklusion – hvis den lighedsskabende proces angribes seriøst og kvalificeret – vil folkeskolen kunne yde et ganske betydeligt bidrag til reduktion af social ulighed i sundhed.