Skal idrætsforeningerne overtage folkeskolens idrætsundervisning?

På en konference om myter og muligheder omkring idrætsfaget, midt i april, præsenterede jeg sammen med en kollega den såkaldte SPIF-rapport (SPIF står for Status På IdrætsFaget), der tager temperaturen på idrætsfaget. Rapporten indeholder en lang række sammenhænge og pointer som kan (og bør) få indflydelse på, hvordan fremtidens idrætstimer og læreruddannelse kommer til at se ud.

Et af de temaer som rapporten tager op vakte stor interesse på konferencen og blev diskuteret livligt. SPIF-rapporten peger nemlig på, at samarbejdet mellem skolerne og de lokale idrætsklubber er voksende, hvilket gælder både besøg i klubben og brug af gæstelærer. Det er fortsat ikke en særligt dominerende praksis, men den er voksende. Denne tendens understreges også af, at Dansk Svømmeunion for ganske nyligt udgav en rapport, udarbejdet af Syddansk Universitet, hvor svømmeundervisning i folkeskolen forestået af hhv. lærere og trænere bliver sammenlignet. Det er ikke så meget rapportens konklusioner, jeg i denne sammenhæng vil hænge mig ved, men mere det faktum, at rapporten sammen med SPIF-rapporten er en meget god indikation af, at samarbejde mellem skoler og klubber er noget, vi kommer til at forhold os til. Uafhængigt af om man er tilhænger eller ej, så blæser vinden i retning af dels mere samarbejde og dels at idrættens organisationer rigtig gerne vil ’ind på markedet’. Egentlig er det underligt, at samarbejdet mellem skole og foreninger ikke allerede er mere udbredt eftersom kommunerne, ifølge Fælles Mål, er forpligtet til at sikre, at alle elever i folkeskolen afprøver idrætstilbud i foreningerne.

Tilbage til konferencen. Vi var så heldige at Børne- og Undervisningsminister Christina Antorini havde lagt vejen forbi konferencen, og ministeren var meget positiv stemt overfor samarbejder mellem skole og forening. Dette rejste selvsagt en debat med vigtige spørgsmål, som jeg her vil forsøge at gengive.

Jeg tror personligt, at der ligger et stort potentiale i samarbejdet mellem skoler og foreninger – for begge parter. Gjort på den rigtige måde kan klubber, skoler og ikke mindst eleverne få udbytte af sådanne samarbejder. Jeg ser dog også en række udfordringer og risici herved. F.eks. ser jeg en udfordring i, at foreningerne primært har erfaringer med at træne de børn og unge, der er motiveret for idræt - det er i sagens natur de børn, der kommer i foreningerne. Vi ved, at der også er en voksende gruppe børn og unge, der ikke tiltales af den praksis foreningerne kan tilbyde. For alle os der er foreningsfolk, kan det være svært at forstå, men faktum er, at en stor gruppe børn aldrig kommer i foreningerne. Vi ved også, at mange idrætsgrene har svært ved at fastholde de unge. Min pointe er, at vi ikke må tro, at vi kan kopiere praksis fra foreningerne og anvende samme praksis i skolerne. Vi vil i givet fald skabe en praksis, der ekskluderer de elever, der har allermest brug for idræt og bevægelse i skolen. Jeg ser dog også en masse muligheder i samarbejdet. Eleverne bliver præsenteret for det lokale foreningsliv, eleverne sætter som regel pris på, at der sker noget nyt – som f. eks en gæstelærer. Ofte vil klubtrænerne have en disciplinspecifik viden som idrætslæreren ikke har og måske er brobygningen til foreningerne lettere, når først eleverne har hilst på en træner. Hvis klubbesøg og gæstelærere bliver en integreret del af klassens idrætsundervisning, og tænkt ind i forløb hvori de passer, er der i mine øjne et stort potentiale.

Mit ærinde med dette indlæg er dog ikke i så høj grad at lufte mine egne meninger om samarbejdet mellem foreninger og skoler, men et forsøge at få en tilbagemelding fra fagfolk. Det gælder både forenings- og skolefolk. Jeg har derfor en række spørgsmål – og I er velkommen til at stille flere – som jeg håber, at I vil hjælpe med at svare på.

* I hvilket omfang kan samarbejdet fungere? Taler vi kun om enkelte besøg i klubberne eller kan en kommune outsource idrætsundervisningen til klubberne – f.eks. sådan at svømmeklubber står for svømmeundervisningen?

* Hvad siger bl.a. professionshøjskolerne, lærerne og Danmarks Lærerforening til den faglige kamp? Jeg tænker helt konkret kroner og ører. Hvis klubber og trænere med en anden uddannelse end læreruddannelsen (eller måske slet ingen uddannelse) skal overtage dele af idrætsundervisningen – er det ikke en kraftig devaluering af læreruddannelsen? Der er vel ingen grund til at bruge fire år på at blive lærer, hvis man kan få et lærerjob med en træneruddannelse?

* Hvad bør idrætslærerne sige til de lokale foreninger inden et besøg? Er der noget som trænerne bør være opmærksomme på inden de møder op på skolen eller får besøg i klubberne?

* Hvad kan klubberne gøre for at opkvalificere deres tilbud på skoleområdet?

* Gør DIF og DGI noget aktivt i denne proces, eller er det op til de enkelte foreninger hver især at opfinde den dybe tallerken?

* Vi ved, at mange mindre skoler lukker og eleverne samles på større skoler. Hvordan kan de lokale foreninger i de små byer indgå i et samarbejde med skolerne, hvis eleverne er samlet i de større byer?