Folkeskolen: Et samfundsøkonomisk kraftværk

Regeringen, de borgerlige og KL er snublende tæt på at komme i mål med visionen om folkeskolen som et samfundsøkonomisk kraftværk, der skal sikre en stabil strøm af produktionskompetence til virksomhederne. Vi kan derfor alle trygt gå i seng med visheden om, at vi også i fremtiden kan fornøje os med dyre køkkener, smart tøj og flotte biler. Alt er således lyst og godt, og Asien-forskrækkelsen, der har været reformbestræbelsernes klangbund, kan heldigvis forblive en kortvarig forskrækkelse. Ny Nordisk Skole, folkeskolereform og ændringen af læreruddannelsen er de sidste brikker, der fuldender VK-regeringens flotte indsats, der gav os test, effektivitet og taxameter over hele linjen. Vi har nu snart helt afviklet den besværlige og åndfulde nordiske skoletradition, og er nu helt klar til de udfordringer, vi vil møde konkurrencestatens tidsalder.

Udover at være en afsked med den nordiske skole, er den omtalte revolution også en afsked med pædagogikken, som vi kender den. Jane Findahl udtaler på vegne af KL til Berlingske, at "I dag skal lærerne selv sidde og oversætte fælles mål til læringsmål. Vi vil i stedet have det gjort centralt, så den enkelte elev sammen med læreren ved, hvad han eller hun skal nå." Så præcist udtrykkes visionerne for menneskets omgang med en ubestemt fremtid. Ikke noget med kultur, fællesskab og frihed, ingen svære spørgsmål. Men derimod en defineret start og en defineret slutning, som det gælder om at tilpasse menneskekroppen til. Herved bliver det, i kombination med andre reformtiltag, muligt at asfaltere den direkte vej fra fødegang til arbejdsmarked. KL mener grundlæggende, at det er mest økonomisk fordelagtigt, hvis vi søger en forudbestemt rolle i et forudbestemt system, og derfor har vi her - ifølge opfattelsen - den korrekte optik at tilrettelægge læringsbestræbelsen i. Tilpasningen starter i dagpleje og vuggestue, og er en succes, når den unge, veluddannede organisme så tidligt som muligt indtræder på arbejdsmarkedet i et lønsomt erhverv.

Vi har alle dage levet i systemer. Vi har elsket dem, tålt dem, bekæmpet dem, og altid ment noget om dem. Det særlige ved de igangværende reformer er, at adskillelsen mellem menneske og system forsvinder. Nærmere betegnet er det selve mennesket, der forsvinder, idet organismen fra fødslen nu primært iagttages som en potentiel produktivkraft, der med den rette tilpasning og polering kan bidrage til forsat vækst. Ikke af ondskab, men grundet ganske rationelle overvejelser: Hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, må så mange borgere som muligt opnå en høj produktivitet. Derfor bliver det også betonet, at vi ikke skal mene noget om systemets inerti, idet der er tale om evidens og faktuelle forhold.

Denne tænkning bygger på to primære antagelser: 1) Materiel velstand er vigtigere end alt andet, og 2) det mål- og observerbare er det væsentlige i forhold til skolen. Tilhængere af den instrumentelle og evidensbaserede skole anser begge påstande som enten gode eller sande, mens modstandere mener, at de resulterer i et tingsliggørende menneskesyn og en problematisk indskrænkning af den pædagogiske debat. Endnu andre problematiserer, hvorvidt en skole, der primært fokuserer på kompetence og målbare forhold, overhovedet vil give øget konkurrenceevne? Skal vi ikke netop konkurrere på noget andet, hvis vi skal overvinde de asiatiske horder af effektive og kompetente løntrykkere?

Aktuelt virker debatten nærmest frugtesløs, idet det politiske flertal for skolen som ”samfundsøkonomisk kraftværk” er så overvældende, at end ikke helt åbenlyse kritikpunkter giver anledning til den mindste refleksion hos beslutningstagerne (se links nedenfor). Der er tydeligvis ikke noget stort ønske om egentlig refleksion hos flertallet. Til gengæld er det et stort behov for det.

Det, jeg personligt frygter mest, er, at vi alle bliver så regelrette, at vi ikke længere meningsfuldt kan definere forskellen på menneske og maskine. En kompetent organisme i et funklende nyt designerkøkken kan vel ikke være målet med skolen? Jeg har intet imod designerkøkkener, men de gør sig altså bedst med tænkende mennesker i. Det gælder for i øvrigt alle slags køkkener. Jeg vil endda gå så vidt, at selv et bulet og udtjent campingblus, betjent af et selvstændigt tænkende menneske, har større værdi end selv det fineste samtalekøkken, konkurrencestaten kan diske op med. Vi har brug for påmindelser om indlevelse, fællesskab, engagement og friheden som begreb. Vi skal ikke være kompetente organismer, men unikke mennesker i sociale, historiske og kulturelle fællesskaber. Vi har brug for dovne-Robert, Simon Spies, Kim Larsen, Preben Elkjær, fjumreår, højskoler, kunstforeninger, kulturliv, gadeteater, punk-bands og hippier på bistand. Skiftende bevægelser på en kulturel klangbund. Vildskud, pletskud og fejlskud med udsyn. Noget, der taler til og udfordrer vores fælles tilværelse, vores kulturelle ophav og historie - uden hensyn til systemets økonomi-baserede dagsordener. Vi skal blive ved med at søge os selv og hinanden på samme tid. Vi skal undres, spørge og forundres. Det må være det afgørende spørgsmål i forhold til skolen: Hvem er vi? Aktuelt peger pilen desværre på et helt andet spørgsmål: Hvor meget har vi? Problemet med det sidste spørgsmål er, at ”vi” ikke har ret meget, hvis et levende ”vi” tabes helt af syne.

Litteratur:

Kemp, Peter (2013): Krigen mod barndommen, information, 22. januar 2013:

http://www.information.dk/448650

Rømer, Thomas Aastrup( 2013): Ud fra Christine Antorinis horisont har venstrefløjen svigtet moralsk, Politiken, d. 23 januar 2013: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1876116/ud-fra-christine-antorinis-horisont-har-venstrefloejen-svigtet-moralsk/

http://www.folkeskolen.dk/522136/skolerigsdag-i-dag-kl-vil-have-centrale-elevmaal

http://politiken.dk/uddannelse/ECE1882658/kl-vi-maa-vaek-fra-den-traditionelle-roev-til-baenk-undervisning/

http://www.briandegnmaartensson.dk/