En opsang!

Nu skal du bare høre. 

Pædagogik og uddannelse i en nordisk tradition bør - hvis man skal tale om den slags i en politisk analogi - være liberal, solidarisk og konservativ i en passende blanding. Et overordnet pædagogisk formål bør her altid være af liberal karakter, og bør sigte på at gøre den enkelte så fri som mulig (bl.a. ved at opøve mod, evne og vilje til at tænke og handle selv). Undervisningens præmis er dertil solidarisk, idet den forudsætter at alle eksistentielt er født – og forbliver – lige, og den sigter desuden på at etablere et alment kendskab til væsentlige kulturelle normer og faglige traditioner. Sluttelig er undervisningens metode konservativ, da den kun - ganske vist i et skiftende nu - kan omhandle ting, der allerede er sket og begreber, der allerede er udviklet (endda ofte af folk, der længe har været døde).

Derfor er det så katastrofalt, at vi som samfund i mange år på finansministeriel vis har forsøgt at skabe "fremtidens uddannelser" og imødegå "morgendagens udfordringer". Det er nemlig ikke den slags, en human nordisk pædagogik bør kredse om. I stedet bør en sådan være liberal, solidarisk og konservativ på en måde, hvorpå kommende generationer af frit tænkende mennesker sammen bliver i stand til at genskabe gode uddannelser i en ny tid, ligesom de tænksomt kan formulere en kommende tids problemer og udfordringer som myndige borgere - på et grundlag af andres hårdt erhvervede erfaringer (både gode og dårlige). En god skole med nordiske rødder skal altså ikke løse allerede definerede samfundsproblemer, men derimod sætte folk i stand til selv at tage stilling til, hvad der kan kategoriseres som sådanne! Dette gør man ved at have fokus på både oplysning og oplivelse - viden og menneskeligt nærvær. Det sjove er, at en sådan pædagogik - foruden høj levestandard - faktisk i praksis ser ud til at medføre frisind, lighed og kulturel bevidsthed på den lange bane, hvilket Danmark historisk er et godt eksempel på. Vores land, der i pædagogisk henseende er stærkt inspireret af især Grundtvig og tysk filosofi, har nemlig - udover at være velstående - traditionelt haft et signifikant stærkt liberalt demokrati, en høj grad af lighed og en solid og sund national bevidsthed.

Pt ønsker fx Socialdemokratiet at gøre større økonomisk lighed, arbejdsmarkedsdeltagelse og social mobilitet til pædagogikkens absolutte formål, og derfor sættes alle sejl ind på at etablere en livslang tankekontrol, bl.a. under mantraer som "livslang læring", "læringsrevolution" og "alle skal blive så dygtige som de kan". Undervisningens præmis er her, at børn først og fremmest fødes ufrie, ulige og endnu ikke arbejdsdygtige. Undervisningens metode er tilpasning af børn til statens strategiske forestillinger om en endnu ukendt fremtid. Venstre understøtter sjovt nok samme dagsorden, men nok mere fordi de tror, at vi som land bliver mere konkurrencedygtige herved. Politikken er anti-liberal, usolidarisk og anti-konservativ, og bør bekæmpes fra alle politiske verdenshjørner. 

Den største fejl er, at man glemmer at skole- og uddannelsespolitikken er noget helt andet end erhvervs-, arbejdsmarkeds- og fordelingspolitik. Dens kvalitet definerer naturligvis mulighederne for alle de andre samfundsområder, men bør omvendt ikke defineres af dem, hvis vi vil nogen eller noget det godt. Skal vi have et frit samfund, bør der billedligt talt bygges en høj mur mellem finansministeriet og undervisningsministeriet. Desværre har vi i nyere tid gjort det modsatte i forbindelse med en række reformer, og det er lige præcis her, Danmark er gået galt i byen.

Jeg tror, at vi trænger til en ny demokratisk liberal vækkelse, hvor vi igen spørger hinanden: Hvad er et menneske i grunden? Hvad kendetegner et sådant? Hvad er livet for noget? Er det en allerede defineret opgave, eller noget man grundlæggende må vælge? Hvad skal vi opdrage vores børn til? Skal de være finansministerielle undersåtter eller frie borgere? Når vi grundigt har diskuteret sådanne spørgsmål, håber jeg personligt, at vi som frie mennesker udvikler en stærk social forståelse, og indser nødvendigheden af en grundlæggende solidarisk indstilling til vores medmennesker. Dertil er det mit håb, at vi genopdager værdien af kulturelle erfaringer, således at vi altid sammen har noget at stå på.

Det kan kun gå for langsomt.