Hauge, Qvortrup og Rasmussen i Berlingske Tidende

For noget tid siden skrev jeg en meget rost kronik om den pædagogiske situation i Danmark. Omdrejningspunktet var debatten om skolen og den generelle linje i de mange reformer, der har hærget uddannelsesområdet på det seneste. I en enkelt sætning antyder jeg kort, at de professorer (Lars Qvortrup og Jens Rasmussen har følt sig ramt her), der om nogen har lagt linjen for reformerne, tidligere har orienteret sig efter et kommunistisk ideal. Når dette overhovedet er relevant, skyldes det at resten af min kronik beskriver, hvor statsorienteret og neototalitært det hele er, og man kan i de to professorers forfatterskaber se en tydelig bevægelse fra det ene til det andet. I øvrigt må det være klart for enhver, der har læst min kronik og øvrige tekster om emnet, at den ”gamle kommunisme” i sig selv kun er en enkelt historisk brik i argumentationsrækken, idet der som bekendt er tale om flere strømninger, der til sammen skaber en helt ny situation i form af en særlig dansk konkurrencestat (der åndløst føres frem af både venstre- og højrefløjen). Jeg har i flere omgange beskrevet denne konkurrencestat som en neototalitær hybrid af både neoliberale og neokommunistiske strømninger. Varianter af en lignende teoretisk dobbelt-figur findes et utal af steder i den faglige litteratur, bl.a. i Ove Kaj Pedersens berømte bog Konkurrencestaten, i Thomas Aastrups Rømers Pædagogikkens to verdener og til dels også i diverse skrifter af DPU`s konstituerede institutleder Claus Holm.

Det har efterfølgende vist sig, at makkerparret Qvortrup/ Rasmussen er ekstremt optaget af deres egen fortid. I flere indlæg har de nu haft særdeles travlt med at fortælle, hvad de bestemt ikke har været. De omtaler mærkeligt nok slet ikke deres ældre eller nyere skrifters radikalitet, men gør i stedet en del ud af, at de kun har været egentlige medlemmer af partiet Venstresocialisterne. De har derfor (?) i egen optik hverken været kommunister, leninister eller noget som helst andet, de åbenbart opfatter som upopulært eller politisk illegitimt. Jamen dog! Det er pinligt for dem, og faktisk er det også lidt synd, at de føler et behov for at pleje deres ry (eller rygte) på så hysterisk vis. Jeg føler mig næsten helt skyldig, for det har aldrig været min mening at dømme dem, eller for den sags skyld sætte uvedkommende spot på deres vilde fortid, som mange i universitetskredse i forvejen kender til. Uanset hvad de har været, er det faktisk helt fint med mig, og jeg vil til det yderste forsvare deres ret til at mene, hvad de vil. Det eneste, der optager mig, er det, de gør, og hvorfor de gør det. Og lige nu gør de ekstremt meget ved mit land, og derfor interesserer det mig, hvad deres offentlige handlinger kommer af. Hvad de ellers sådan privat går og stemmer, tænker og føler, må de fuldstændig selv om.

Lektor Hans Hauge fra Aarhus Universitet har i sin klumme i Berlingske Tidende undret sig over professorernes bestyrtelse over at blive kaldt ”gamle kommunister” (som definitorisk blot er en generel betegnelse for folk, der tidligere arbejdede for et kommunistisk/ socialistisk/ marxistisk ideal af en vis styrke), og har derfor skrevet et par indlæg om deres fortid og datidens ideologiske strømninger. Bl.a. skrev Hauge:

”Arkitekterne bag den nye skolereform er gamle kommunister, og de kan nok ikke lide det ord, så derfor kunne vi sige marxister-leninister. Mårtensson nævner professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. De fik deres universitetskarriere på den måde, som var den bedste i 1980’erne: Man skulle helst være kommunist. DKP var vejen frem. Kommunisme var opportunisme, men hov så faldt Muren, og hvordan skulle man så gøre karriere? De skiftede derfor Karl Marx ud med den neokonservative tyske systemteoretiker Niklas Luhmann (1927-1998). Nu fremmede det karrieren at være Luhmannianer. Og så blev de det. Og det gav pote. De blev belønnet af staten og A.P. Møller-fonden og blev fri for at undervise. Luhmann er mest kendt for sloganet: Uden problemer, ingen systemer.”

De to professorer har på samme dag, den 16/9-2015, skrevet to underholdende svar til Hauges første indlæg.

Jens Rasmussens kommer her:

”Hans Hauge må 11.09 have store problemer med at finde på noget at skrive om i sine Groft sagt kommentarer, når han ser sig nødsaget til at løbe med løgnagtig sladder fra en Politiken-kronik. Jeg har ikke, som han skriver, en fortid som kommunist, DKP'er eller marxistleninist.

Hvor irrelevant et tidligere politisk tilhørsforhold end må være for den aktuelle debat, kan jeg oplyse, at jeg i en periode i sidste halvdel af 1970' erne var medlem af VS og sympatiserede med den del af partiet, hvor Preben Wilhjelm som folketingsmedlem var bedst kendt. Jeg meldte mig faktisk ud sammen med en større gruppe, fordi vi fandt VS for leninistisk. Min deltagelse i A.P. Møller-fondens vurderingsudvalg fritager mig ikke, som Hauge skriver, for undervisning. Og at tillægge Luhmann sloganet, Uden problemer, ingen systemer, vidner om en himmelråbende uvidenhed.

Jens Rasmussen, Professor, ph. d., Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Aarhus Universitet."

Dernæst Lars Qvortrups:

”Når Hans Hauge skriver i Groft sagt, skal man ikke stole på det. Undertiden er det bare ligegyldigt, andre gange er det løgn. Som for eksempel når han 11.09 om undertegnede skriver, at jeg har været »marxist-leninist«.

Hvis det kan interessere nogen, hvad jeg lavede i slutningen af 1970erne, kan jeg oplyse, at jeg en kort overgang var medlem af den del af VS, der dyrkede demokrati og ytringsfrihed og kæmpede mod alt, der havde at gøre med leninisme eller sovjet-marxisme.

Faktisk meldte jeg mig ret hurtigt ud, fordi jeg ikke brød mig om dem, der mente, at Lenin kunne bruges til noget fornuftigt. At jeg med den bevilling, jeg har fået fra A. P. Møller-fonden, er »blevet fri for at undervise«, er også løgn.

Professor Lars Qvortrup, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet Nyhavnsgade 14 9000 Aalborg."

Hvis man har læst i Qvortrups og Rasmussens respektive forfatterskaber, kan man efter ovenstående svar godt blive lidt forvirret. Hvis de aldrig nogensinde har tænkt noget som helst, der bare kan antyde den mindste strukturkommunistiske inspiration eller reference, hvorfor har de så skrevet de tekster, de har? Hvorfor kritiseres andre venstrefløjstænkere i artiklen "Kommunismen som det formidlende nye" for ikke at være kommunistiske nok? Og hvor hulan kommer deres nuværende konkurrencestatsfokuserede læringsekstremisme så fra? Den er jo anti-liberal, anti-konservativ, anti-humanistisk og ekstremt fokuseret på styring, lighed og ensretning! I mine øjne er deres virke også en sørgelig erodering af alt det smukke ved hele den socialistiske tradition, men det er en anden sag.

Hans Hauge er også fuld af forundring i sin efterfølgende klumme den 17/9-2015:

”Hvorfor er det for dem i dag så frygteligt, at de engang var – ja, hvad må man kalde det? De var kun med i VS (dvs. udenomsparlamentarisk virksomhed, samarbejde med PFLP-terror). De var ikke leninister, men må man mon kalde dem marxister? Skrev Marx og Engels ikke et kommunistisk manifest? En af dem støttede Preben Wilhjelm? Gør han det ikke længere? Tager Rasmussen i dag afstand fra Wilhjelm, og hvor kan man læse om det?

Qvortrup skrev i 1977 en bog om Danmarks Radio, der skulle bruges i den anti-kapitalistiske kamp: »Den kapitalistiske stat er en klassestat«, skrev adjunkt Qvortrup. Han begyndte sin karriere som sprogforsker på Odense Universitet, hvor han deltog aktivt i politisk arbejde. I VS? Den socialistiske strategi var at ændre DR og afsløre, at DR er utroværdig for arbejderklassen, skrev han. Qvortrup havde planlagt endnu en bog om »Krisen, socialdemokratismen og den rådskommunistiske bevægelse«, den udkom vist nok ikke. Rådskommunisme?

Hvorfor må man ikke nævne den slags? På det tidspunkt, hvor Qvortrup var marxist, foregik en debat om den tyske sociolog, Niklas Luhmann (1927-1998), som Qvortrup nu tager udgangspunkt i. En Habermas-Luhmann-kontrovers. Habermas var en socialistisk filosof, som vi alle skulle læse. Luhmann blev man advaret imod. Han var neokonservativ. (Rasmussen kender åbenbart ikke det kendte slogan om Luhmann, som jeg henviser til: »Ingen problemer, ingen systemer«. Det stammer fra den berømte dannelsestænker Dietrich Schwanitz.) Så forlod de alle Habermas og vendte sig i flok mod Luhmann. Og så steg de i graderne.

De har ændret politisk ståsted. Helt fint. Er de blevet konservative eller liberale? Har de skiftet holdning ligesom Ralf Pittelkow og Karen Jespersen? De er jo også blevet konfronteret med deres fortid, men de har aldrig benægtet noget. Er der en kontinuitet i Rasmussens og Qvortrups arbejder? Eller vendte de på et tidspunkt om? Kommunisme er ellers populært for tiden, som det var i fortiden. På universiteterne læses og undervises der i maoistiske, kommunistiske og ikke mindst leninistiske tænkere som Alain Badiou og Slavoj Žižek. Det er ikke diskvalificerende at være leninist, tværtimod. En DF’er, derimod, kunne aldrig få en stilling på et dansk universitet. Enhedslisten står stærkt blandt underviserne, men det parti tager de to vel kraftigt afstand fra?

Det ville være afklarende, hvis Rasmussen og Qvortrup bekendte kulør. Politikerne lytter (desværre) til dem. De var anti-borgerlige frontkæmpere engang; er de nu blevet borgerlige?

Vi ved, hvad de ikke var, men ved vi, hvad de er?”

Jeg deler faktisk ikke Hans Hauges afsluttende behov for bekendelser. Jeg har intet problem med, at folk indtager diverse politiske holdninger, og i mine øjne skal hverken Qvortrup eller Rasmussen undskylde eller bekende noget som helst (med mindre de da selv føler for det). Dog er det idehistorisk interessant, at stort set alle, der har læst Qvortrup og Rasmussens tidlige tekster åbenbart har taget helt fejl. Selv er jeg helt paf, og regner fremover med at titulere dem "de to indflydelsesrige professorer, om hvem ingen dødelig kan skrive eller tale". Hvis de bekriger dannelsesbegrebet, bekriger de åbenbart ikke dannelsesbegrebet. Hvis de skriver om kommunisme, mener de åbenbart ikke kommunisme. Jeg må indstille mig på, at uanset, hvad ”de to indflydelsesrige professorer, om hvem ingen dødelig kan skrive eller tale” forkynder, så mener de det på en måde, der hverken skal eller kan forstås, fortolkes eller kritiseres. Jeg skal blot afkode og acceptere det skrevne, uden på nogen måde at tænke. ”Adlyd, ræssonèr ikke”, kunne man sige.

Måske er det en god strategi? For hvis jeg blindt adlyder, og blot afkoder fx Rasmussens svar til Hauge, slipper jeg for mulig forvirring. Rasmussen bekendtgør i svaret, at politiske tilhørsforhold er irrelevante i en pædagogisk debat. Læser man derpå Qvortrup og Rasmussens indlæg ”Rømers afsky for metoder”, der i 2011 blev bragt i dagbladet Information, får en af Thomas Aastrup Rømers tekster følgende ord med på vejen:

”Her hylder han med andre ord den konservatisme, man finder hos Søren Krarup eller hos TAR's erklærede forbillede, Kaj Munk. Ifølge TAR's konservatisme er evidens og metode at gøre vold på virkeligheden. Den sande konservative afskyr fornuft og planlægning. Han interesserer sig ikke for planer og individer, men ønsker at »hvirvles videre i en ny, poetisk og omsorgsfuld passivitet«, som TAR skriver.”  

Det er mildt sagt ret fantasifuldt, og Rømer beskrives også som en, der hylder aristokratisk konservatisme, hvilket næppe skal forstås som noget særligt demokratisk. Selv er jeg af ”de to indflydelsesrige professorer, om hvem ingen dødelig kan skrive eller tale” blevet fremstillet som en løgnagtig, kommunistjagende McCarthy-figur, hvilket også lyder lidt rabiat udi det højreorienterede univers. Særligt, når man som jeg normalt bekender sig i retning af venstregrundtvigianismen, og i hele sit virke hylder både solidariteten og det liberale demokrati. Andre har af de to professorer også fået lignende bramfrie vurderinger af deres sindelag.

Konklusionen må være, at kun Qvortrup og Rasmussens fortid og politiske overbevisninger er irrelevante, mens alle andres fint kan fortolkes og kommenteres. Vi har altså at gøre med to pædagogiske førerskikkelser, der ikke må kritiseres, og hvis virke ikke må analyseres. De er ufejlbarlige, alvidende og almægtige. Som de forklarer i deres kronik ”Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole”, så arbejder de på statens vegne, og deres projekt er demokratisk ufejlbarligt fordi statsmagten har sanktioneret det (på deres anbefaling). At være uenig er en slags statsskadelig virksomhed, forstår man. ”De to indflydelsesrige professorer, om hvem ingen dødelig kan skrive eller tale” kan derfor helt legitimt ophæve rationel argumentation og diverse kontrarevolutionære sandhedsbegreber for at hjælpe masserne til livsduelig tilværelse under konkurrencestatens lysende stjerne. Det er konkurrencestatens ”demokratiske” essens: Adlyd, ræssonér ikke.

Litteratur:

Edvardsen, Åge og Qvortrup, Lars (1981): ”Kommunismen som det formidlede nye. Kritiske bemærkninger til Jørgen Carlsen, Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt og Hans Jørgen Thomsen: Kapitalisme, behov og civilisation” I: Kurasje nr. 26/ 1981

Hauge. Hans (2015): ”Fra Lenin til Luhmann”. I Berlingske Tidende den 11/9-2015

Hauge. Hans (2015): ”Hvad er de nu, Qvortrup og Rasmussen?”. I Berlingske Tidende den 17/9-2015

Mårtensson, Brian Degn (2015a): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov.

Mårtensson, Brian Degn (2015b): Konkurrencestatens pædagogik - en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarus Universitetsforlag.

Qvortrup, Lars (2015): ”Løgn 2”. I: Berlingske Tidende den 16/9-2015

Rasmussen, Jens (2015): ”Løgn 1”. I: Berlingske Tidende den 16/9-2015

Qvortrup og Rasmussens analyse af Rømers sindelag: http://www.information.dk/266453

Qvortrup og Rasmussens kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2840111/vi-skal-kunne-beskrive-vores-maal-for-en-velfungerende-skole/

Min kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/#tocomment

Om kommunisme-begrebets mangetydighed og Venstresocialisternes historiske relation til det: http://politiken.dk/indland/politik/ECE1385293/enhedslisten-oensker-et-klasseloest-kommunistisk-samfund/ og https://enhedslisten.dk/parti/historie

Mine øvrige indlæg om sagen (med diverse henvisninger til andre relevante tekster):

http://www.folkeskolen.dk/569653/om-at-staa-i-orkanens-oeje

http://www.folkeskolen.dk/569774/om-at-staa-i-orkanens-oeje-2

http://www.folkeskolen.dk/570082/potentialebaseret-innovationsrefleksion

http://www.folkeskolen.dk/570323/om-at-staa-i-orkanens-oeje-3

http://www.folkeskolen.dk/570390/qvortrup-og-rasmussen-i-politiken