Ministeren i en anden verden

Minister for børn, unge og ligestilling Ellen Trane Nørby havde den 17.11.2015 en kronik i Politiken, hvor hun kommenterede på den noget negative status på folkeskolereformen, som følgeforskningsprogrammet, der skal følge implementeringen af folkeskolereformen, har udarbejdet for ministeriet. I rapporterne – der ellers forsøger at være så positive som overhovedet muligt – kan man læse, hvordan en ellers ganske god folkeskole har bevæget sig ud på en farlig slingrekurs i kølvandet på reformen. Der er ikke meget nyt i det, for lige siden reformens vedtagelse har der i den offentlige debat været gentagne beretninger om uforberedte lærere, sygefravær, brutal topstyring, spildtid og almindeligt kaos.

Ellen Trane Nørby kan og vil selvfølgelig ikke benægte dette i kronikken, så i stedet forsøger hun sig med klassisk spin og damage control. Hun skriver:

”Vi skal have en folkeskole, hvor fagligheden er i top. Hvor børn trives, og hvor alle bliver udfordret på hver sit niveau. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan give alle friheden til at vælge, hvordan de vil indrette deres tilværelse.”

Læst helt bogstaveligt er det en flot og stærk ytring, som man kun kan bakke op om. Faktisk er det noget af det mest ambitiøse en dansk uddannelsespolitiker har skrevet i meget lang tid. Læst i sammenhæng med ministerens øvrige forsvar for folkeskolereformen bliver det dog tydeligt, at der er tale om ren og skær manipulation: Folkeskolereformen er nemlig det stik modsatte, hvilket teoretisk har været påvist i flere toneangivende bøger, og nu også er ved at blive mere end synligt i klassisk empirisk forstand. Ministeren ærgrer sig altså over virkeligheden, men trøster os med, at virkeligheden ikke er som den er.

I den omtalte kronik skriver ministeren endvidere: ”Nu står vi så her. Næsten halvandet år inde i reformen. Går det, som det skal? Langtfra alle steder. Er skoledagenes længde et problem? Nogle steder. Er alle elementer fuldt indfaset? Langtfra.” Heri har hun helt ret, men hendes analyse af årsagerne til problemerne er både naiv og triviel: Det hele er blot opstartsvanskeligheder. Hun skriver: ”Rapporterne viser, at folkeskolen er på vej til at forandre sig, men endnu langt fra målet. Andet kunne man ikke forvente. Vi skal være realistiske og indstille os på, at vi først kommer til at se resultaterne af reformen i løbet af de kommende år. Folkeskolen er et stort og stolt skib med en værdifuld og tung last. Det tager tid for sådan et skib at ændre kurs. Det kræver tålmodighed fra alle sider.”

Mens reformdagsorden har skyllet ind over folkeskolen, er 13% af lærerstillingerne og 16,5% af lederstillingerne forsvundet – samtidig med at undervisningstiden er blevet radikalt forøget. Den slags nævner ministeren naturligvis ikke. Ej heller fortæller hun, at reformpolitikken er et ekstremistisk opgør med hele den succesfulde danske pædagogiske tradition – anført af en snæver kreds af forskere og uddannelsespolitiske aktører. Sådan er virkeligheden, men det vil ministeren ikke forholde sig til. I stedet fortsætter hun:

”Vi ser det samme, når større virksomheder gennemgår store forandringsprocesser. Det tager år, før man kan se forandringen på bundlinjen. Og der vil være frustrationer og problemer undervejs. Medarbejdere bliver overvældet og frustreret over forandringerne. Det ser vi blandt lærerne mange steder. Men hvis forandring ikke må være svær, vil vi aldrig kunne ændre noget.”

Her går det helt galt, og ministeren tager fejl på flere planer. For det første er en skole og en virksomhed helt usammenlignelige størrelser. Faktisk er en skole en etymologisk modsætning til alt, hvad der har med arbejdsmarkedet at gøre. ”Skole” betyder ”fri tid”, og eksempelvis en folkeskole er et sted, hvor et folk – friholdt for arbejdsmarkedskrav – sætter sig selv frit. En skole handler om fælleskab, mennesker, fag, verden og skønhed. Meget af det, man laver, kan så efterfølgende bruges på arbejdsmarkedet, men det skal skolen ikke målstyre efter. Skolen skal koncentrere sig om substans, ikke politisk-økonomisk strategi. Ministeren havde faktisk kortvarigt fat i denne tanke tidligere i sin kronik, men hun må have glemt det sidenhen. For det andet tager ministeren fejl i, at det overvejende er forandringen i sig selv, der er kilde til frustration. På overfladen kan det måske se sådan ud for det utrænede øje, men det er indholdet og filosofien bag reformdagsordenen, den først og fremmest er gal med. Det er kursen, ikke forandringen, der sandsynligvis er den primære kilde til opsigelser, sygemeldinger, elevflugt og almen frustration. For det tredje ville ingen ansvarlig virksomhedsleder – hvis man endelig skal bruge ministerens analogi – blive på en kurs, der så tydeligt er fejlslagen.

Helt slemt bliver det, når ministeren ligefrem vælger at udstille sin ignorance og uvidenhed:

”Dagens rapporter er ikke en status for, om indholdet i reformen holder. Det er grundlæggende en status for, hvor langt vi er med implementeringen. Derfor skal vi også dreje debatten fra at handle om, om der overhovedet er grund til at gennemføre reformen, til at beskæftige sig med, hvordan vi får den til at fungere ude på skolerne.”

Altså bør vi ikke diskutere, om vi er på rette vej, men alene forholde os til, hvordan vi får en demokratiundergravende reform af folkeskolen til at fungere på dens egne demokratiundergravende præmisser! Det ender galt. Med skolereformen og de tilhørende tiltag i uddannelsessystemet har vi desværre forladt en nordisk skoletradition, der byggede på åndsfrihed og oplysning. I stedet har vi fået en række såkaldte læringsreformer, der skal målstyre medarbejderborgernes læring fra vuggestue til arbejdsmarked (Mårtensson 2015, Rømer 2015, Kemp 2015). De mange reformer er identitetsløse og undervisningens indhold er ligegyldigt (så længe eleverne scorer på de opsatte målindikatorer). Vores europæiske og nordiske kulturarv er altså ligegyldiggjort, og alt handler om teknik og tilpasningen til konkurrencestaten (Mårtensson 2015).

Netop denne ensretning er meget vigtig for ministeren, ligesom den var for hendes forgænger. Linjen ses også tydeligt helt ned på kommunalt niveau, hvor kritiske lærere får tjenstlige advarsler, bliver fyret eller på anden vis truet til tavshed. Undervisningen og opdragelsen af kommende generationer er åbenbart ikke noget, der tåler en fri debat. Ministeren sætter i samme ånd en særdeles snæver ramme for den offentlige samtale:

”Følgeforskningsprogrammet giver os et fælles vidensgrundlag for, hvordan vi skaber en god skole.

Vi skylder elever, forældre, medarbejdere og ledere i folkeskolen, at vi står på den bedst mulige viden, når vi drøfter, hvordan det går med at gennemføre reformen.”

Vi skal altså diskutere folkeskolen på de ministerielt definerede præmisser. Vi skal ikke inddrage alternativ forskning, vi må ikke kritisere grundlaget for reformen, men alene forholde os til, hvordan vi implementerer noget, der er blevet vedtaget uden fri og oplyst debat. Ministeren er som nævnt meget optaget af dette, og for at ingen skal være i tvivl, afslutter hun sin kronik med følgende formaning:

”Vi skal løfte i flok. Det kan vi bl.a. gennem det nye Kvalitetsforum for Folkeskolen. Stridsøksen, som i den grad har været fremme de seneste år, skal begraves. Kommuner, lærere, pædagoger, forældre og elever og vi politikere skal arbejde sammen på en forpligtende måde. Der er brug for en mere direkte dialog, end der har været hidtil.

Og alle skal tage et ansvar for at finde de løsninger, der skal til. Det skal vi gøre ud fra et fælles udgangspunkt om, at det kan og skal lykkes. I kvalitetsforummet kan folkeskolens parter både komme med forslag til mig og til folkeskoleforligskredsen om folkeskolens udvikling. På den måde sikrer vi en samtale, der fører til andet og mere end mere snak.”

Det hele er naturligvis ren spin. Blandt flere af landets ypperste forskere og lærere, er der ingen tvivl om, at en god løsning ville være at omgøre reformen – hellere i dag end i morgen. En direkte dialog bliver desuden svær at komme i mål med, så længe kritiske forskere og lærere bliver truet på deres levebrød. Det ville til gengæld være godt med et forpligtende samarbejde, men spørgsmålet er, hvad man skal forpligte sig på: Demokratiets ide eller ministerens præfabrikerede dagsorden? Der er en væsentlig forskel, når man taler om skole, og dermed om endnu ikke myndige borgeres selvstændige ageren i et liv, vi ikke kender.

Til slut vil jeg endnu engang fremhæve en passage i ministerens kronik, hvor hun vitterlig har ret: ”Vi skal have en folkeskole, hvor fagligheden er i top. Hvor børn trives, og hvor alle bliver udfordret på hver sit niveau. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan give alle friheden til at vælge, hvordan de vil indrette deres tilværelse.” Det er kloge og gode ord. Hvor ville det være et fremskridt, hvis ministeren og folketingets flertal også ville forsøge at efterleve dem! De kunne som forberedelse hertil fx starte med læse Peter Kemps nye bog Løgnen om dannelse, der meget præcist beskriver, hvordan der i den offentlige debat bliver manipuleret med sproget, og hvordan dannelse bliver halvdannelse. Derefter kunne de give sig i kast med Thomas Aastrup Rømers mammut-bog Pædagogikkens to verdener, der viser hvorledes dansk pædagogik er blevet spaltet i to fraktioner. Den ene taler om arbejdsmarked, test og kontrol, mens den anden taler om ånd, dannelse og egentlig skole. Selv har jeg bidraget til debatten med bogen Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ, hvor jeg bl.a. undersøger, hvordan det hele er kommet så vidt. Dertil er der udgivet et hav af gode artikler og debatindlæg om skolen af både lærere, pædagoger, forskere og mange andre, ligesom flere udgivelser fra vægtige videnskabelige kapaciteter er på vej. Det er altså nok ikke læsestof eller viden, vi som nation mangler. Det hele handler nok mere om, hvem Folketinget lytter til, og hvad de læser.

Litteratur:

Kemp, Peter (2015): Løgnen om dannelse. Tiderne Skifter.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus Universitetsforlag.

Rømer, Thomas Aastrup (2015): Pædagogikkens to verdener. Aalborg Universitetsforlag.

Ellen Trane Nørbys kronik: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2933358/kom-ind-i-kampen-for-en-bedre-skole/

De fire rapporter om folkeskolereformen: http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2015/Nov/151117-Faelles-vidensgrundlag-for-en-god-folkeskole

Øvrige indlæg: www.briandegnmaartensson.dk