Muligheder og perspektiver i reformen?

Der er noget, der har undret mig.

Folkeskolereformens støtter siger ofte følgende (frit citeret):

"Reformen giver mange nye muligheder, fx tid til bevægelse, varieret og understøttende undervisning"

 "Der er ikke lavet så meget om, formålet er det samme, og det handler blot om at gøre en god skole endnu bedre"

 "Den åbne skole er et kæmpe fremskridt, fordi eleverne her fx kan besøge virksomheder og lære lokalområdet at kende".

Vi hører den slags igen og igen, senest har Antorini haft et læserbrev i Politiken med det glade budskab om reformens fortræffeligheder og milde væsen. Hun skriver bl.a.:

”Der er ikke indført nogen nye ting i folkeskolen, som ikke har været i gang på et antal skoler. Det gælder bl.a. lærer-pædagogsamarbejde i skolen, bevægelse i undervisningen, lektiecafe og tidlig sprogstart.

Det er nemlig godt med forsøgs-og udviklingsarbejde og måske især, at vi bliver langt bedre til at dele den viden, der allerede er. Derfor blev der bl.a. også ansat et hold læringskonsulenter med dygtige lærere, pædagoger og skoleledere, der nu formidler viden om de forskellige dele af reformen ude på skolerne.

Men det vigtigste er en lyst til hele tiden at blive klogere sammen og dele viden, metoder, didaktik og pædagogik med hinanden direkte på skolerne, på tværs i kommunen og i samarbejde med de regionale videncentre, som bl.a. professionshøjskolerne er.”

Jeg har kigget lidt i den gamle lovgivning, og kan simpelthen ikke finde paragraffer, der forhindrer skoler eller lærere i at gøre noget som helst af det, reformstøtterne oftest fremhæver ved skolereformen. Om Antorini har ret i, at reformen ligefrem var baseret på gode erfaringer fra praksis, skal jeg lade være usagt, men hun har ret i, at det, hun fremhæver, fuldt ud var både lovligt, muligt og forekommende i praksis før reformen. Det var tidligere fuldt lovligt at bevæge sig sammen med eleverne, det var bestemt muligt at hæve timetallet, det var slet ikke ualmindeligt at besøge virksomheder, det var lovligt at slagte en ged og alt muligt andet. Hvis man egentlig ikke rigtig ville lave noget om, hvorfor så reformere?

Og så er der det med "muligheder". Jo, fx det pædagogiske råd er blevet en "mulighed" - før var det et krav. Bevægelse, åben skole og UUV var tidligere mulige tiltag - med reformen blev de til krav. Der er vist noget begrebsforvirring her, ikke?

Problemet med disse eksempler er, at den offentlige samtale forvitres og bliver meningsløs. Reformen giver jo ikke ret mange muligheder, men blot øget styring - og vel at mærke styring løsrevet fra fagfolkenes vurderinger. Det kan man selvfølgelig mene er nødvendigt, men så må man argumentere for det, ikke det modsatte.

Det mest markante ved reformen - hvilket som bekendt er målstyringen og totalkontrollen - var i øvrigt slet ikke direkte nævnt i lovteksten til reformen, men blev indført administrativt (FFM og nationale test blev nævnt, men behøver ikke at fylde så meget som tilfældet er). Det var ganske vist - på baggrund af debatten op til vedtagelsen - klart, at det ville gå den vej, men som sagt er den afgørende ændring ikke båret af en stærk demokratisk legitimitet. Dette bør reformtilhængerne også forsvare, hvis de altså ønsker at blive taget alvorligt.

Referencer:

Antorini, Christine (2017): ”Forsøg bag reform”. I: Politiken den 9. januar 2017

Lov om folkeskolen (nuværende og herfra link til tidligere): https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=182008

Andre indlæg om emnet: www.briandegnmaartensson.dk