Norden kalder!

Nu skal du bare høre.

Pædagogik og uddannelse i en nordisk tradition bør - hvis man skal tale om den slags i en politisk analogi - være liberal, solidarisk og konservativ i en passende blanding. Et pædagogisk formål bør her altid være af liberal karakter, og bør sigte på at gøre den enkelte så fri som mulig (bla. ved at opøve mod, evne og vilje til at tænke og handle selv). Undervisningens præmis er dertil solidarisk, idet den forudsætter at alle eksistentielt er født lige, og den sigter desuden på at etablere et alment kendskab til væsentlige kulturelle normer og faglige traditioner. Sluttelig er undervisningens metode konservativ, da den kun - ganske vist i et skiftende nu - kan omhandle ting, der allerede er sket og begreber, der allerede er udviklet (endda ofte af folk, der længe har været døde).

Derfor er det så katastrofalt, at vi som samfund har forsøgt at skabe "fremtidens uddannelser" og imødegå "morgendagens udfordringer". Det er nemlig ikke det, en human nordisk pædagogik bør handle om. I stedet bør en sådan være liberal, solidarisk og konservativ på en måde, hvorpå kommende generationer af frit tænkende mennesker sammen bliver i stand til at genskabe gode uddannelser i en ny tid, ligesom de tænksomt kan formulere en kommende tids problemer og udfordringer som myndige borgere - på et grundlag af andres hårdt erhvervede erfaringer (både gode og dårlige). Det sjove er, at en sådan pædagogik - foruden høj levestandard - faktisk i praksis ser ud til at medføre frisind, lighed og kulturel bevidsthed på den lange bane, hvilket Danmark historisk er et godt eksempel på. Vores land, der i pædagogisk henseende er stærkt inspireret af især Grundtvig og tysk filosofi, har nemlig - udover at være velstående - traditionelt haft et signifikant stærk liberalt demokrati, en høj grad af lighed og en solid og sund national bevidsthed.

Pt ønsker især Socialdemokraterne at gøre større økonomisk lighed og social mobilitet til pædagogikkens absolutte formål, og derfor sættes alle sejl ind på at etablere en livslang tankekontrol, bl.a. under mantraer som "livslang læring", "læringsrevolution" og "alle skal blive så dygtige som de kan". Undervisningens præmis er, at børn først og fremmest fødes ufrie, ulige og endnu ikke arbejdsdygtige. Undervisningens metode er tilpasning af børn til statens strategiske forestillinger om en endnu ukendt fremtid. Venstre understøtter sjovt nok samme dagsorden, men nok mere fordi de tror, at vi bliver mere konkurrencedygtige herved. Politikken er anti-liberal, usolidarisk og anti-konservativ, og bør bekæmpes fra alle politiske verdenshjørner.

Den største fejl er, at man glemmer at skole- og uddannelsespolitikken er noget helt andet end erhvervs-, arbejdsmarkeds- og fordelingspolitik. Dens kvalitet definerer naturligvis mulighederne for alle de andre, men bør omvendt ikke defineres af dem, hvis vi vil nogen eller noget det godt. Skal vi have et frit samfund, bør der billedligt talt bygges en høj mur mellem finansministeriet og undervisningsministeriet. Desværre har vi i nyere tid gjort det modsatte i forbindelse med en række reformer, og det er lige præcis her, Danmark er gået galt i byen.

Jeg tror, at vi trænger til en politisk liberal vækkelse, hvor vi spørger hinanden: Hvad er et menneske i grunden? Hvad kendetegner et sådant? Hvad skal vi opdrage vores børn til? Derefter håber jeg, at vi som frie mennesker udvikler en stærk social forståelse, og indser nødvendigheden af en grundlæggende solidarisk indstilling til vores medmennesker. Dertil er det mit håb, at vi genopdager værdien af kulturelle erfaringer, således at vi altid sammen har noget at stå på.

Der findes folk, fx Metropols rektor Stefan Hermann, der synes at mene, at det bare handler om at finde en gylden middelvej, hvor man tager lidt af systemfolkenes dagsorden og lidt af den egentlige pædagogik. Ved første øjekast er en sådan tankegang tæt på at have noget på sig, for skole og uddannelse har altid været en del af samfundets systematik, og der har også altid være stillet krav om kontrol og økonomisk påpasselighed. Imidlertid er grundtrækket i analysen - gående på, at der kan findes en gylden middelvej i den nuværende situation - tæt på at være intellektuelt sjusket, idet den skolekamp, der føres pt, slet ikke handler om økonomi, effektivitet og teknik, men om etik og eksistens. Man kan eksistentielt ikke være halvt frit menneske og halvt middel for staten! Der er tale om et enten-eller, som alle må forholde sig til. Derimod kan frie mennesker sagtens diskutere effektivitet, læsehastighed og økonomisk udvikling, og frie mennesker kan bestemt også vælge at styrke og sikre statens beståen (da de jo ikke er skabt til den, men vælger og skaber den). Dog kan man ikke målstyre frie menneskers tilblivelse eller lade deres performance være afgørende for nutidige økonomiske planer om en fremtid, som de som frie mennesker selv burde vælge. Kampen om dannelse står ikke mellem en konservativ fløj og en systemfløj. Den står mellem humanitet og (velmenende) kynisme. Mellem ydmyghed og hovmod.

Man må vælge, når vi nu er kommet så vidt som vi er: ENTEN har mennesket et umisteligt værd, og en ret til at blive til sig selv i samværet med andre frie menensker - ELLER også er mennesket ingenting, og derfor kan krop og hjerne gøres til et middel i en (uden tvivl velmenende) statslig strategi. Det er en ontologisk grund, vi rammer her.

Litteratur:

Hermann, Stefan (2016): Hvor står kampen om dannelsen? Kbh. Informations Forlag

Mårtensson, Brian Degn og Puggaard, Leif (2016): Videnskab og pædagogik. Kbh: Akademisk Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2016): Tilblivelse og tilsynekomst. Munkebo: Fjordager

Se desuden http://www.briandegnmaartensson.dk/ for øvrige bøger, artikler og indlæg.