Opbrud og håb

Forenklet sagt har vi haft to teoretiske hovedfronter i vores offentlige debat om folkeskolereformen.

Den ene har båret en reformdagsorden frem, hvor dansk pædagogik blev erstattet med målstyring, kontrol og teknik. Man kunne kalde tilhængerne for systemfolkene. Nogle markante skikkelser er her Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Dygtige og velmenende mennesker.

Den anden front har vedholdende kritiseret ovenstående linje, og har i stedet forsøgt at beskrive, hvad egentlig pædagogik og skoleundervisning er. Påstanden har her været, at systemfolkenes politiske program ville ende i noget helt andet end deres sikkert gode intentioner. Man kunne kalde dem for dannelsesfolkene. Fx Peter Kemp, Thomas Aastrup Rømer og jeg selv er at finde i denne lejr.

Kampen mellem de to fronter er på det empiriske plan mere eller mindre overstået, selvom vi selvfølgelig må og skal diskutere videre til gensidig gavn om teoretiske spørgsmål (som bekendt gør uenighed stærk i videnskabens verden). Forstandige folk som eksempelvis Marianne Jelved, Per Fibæk Laursen og førnævnte Andreas Rasch-Christensen har naturligvis indset, at dannelsesfolkene havde ret på en lang række punkter, og at systemideologien netop medførte noget ganske andet end mange af dens almindelige tilhængere havde håbet. Vi fik ikke en bedre skole med kontrolmanien , men i stedet en overhængende trussel imod en ellers stærk og holdbar skoletradition. Og uden en god skole ser et hvilket som helst samfunds fremtid sort ud. Derfor er det vigtigt, at vi gør noget så hurtigt som muligt.

Kun de teoretisk-religiøse ekstremister på systemsiden holder - sammen med ledelsen i KL - endnu stand hinsides enhver fornuft, men der er vist ingen andre end dem selv, der stadig tror på projektet, nu hvor både elever, lærere og forældre bliver ved med at sive fra vores fælles folkeskole.

Eneste alvorlige politiske forhindring ift til at redde folkeskolen fra det truende kollaps er pt Socialdemokraterne, der endnu ikke er parate til at droppe skolereformen og tage ansvar for vores land. Alle andre partier har efterhånden været ude med en række markeringer, hvor de tilkendegiver, at de overordnet er i kontakt med virkeligheden. Hvis Socialdemokraterne ikke insisterede på at bevare forliget, ville folkeskolereformen sandsynligvis være en saga blot.

Der er således håb, men et stykke vej endnu.

Referencer:

Andreas Rasch-Christensen om problemerne med reformdagsordenens virkelige praksis: http://www.folkeskolen.dk/581699/faelles-maal-fadder-maal-for-hver-eneste-elev-var-ikke-intentionen

KL helt uden for rækkevidde: http://www.folkeskolen.dk/580338/kl-om-utilfredse-elever-vi-lytter-til-danske-skoleelever

KL nægter at tage ansvar for virkelighedens problemer: https://www.folkeskolen.dk/579972/kl-tal-skolen-op-til-gavn-for-laerer-rekrutteringen

Socialdemokraterne hinsides enhver fornuft: http://www.politiko.dk/nyheder/parter-slaas-om-ansvaret-for-vingeskudt-folkeskolereform

Eksempel på nogle folkeskolens problemer: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-02-12-skoleboern-gennemlever-et-mareridt-har-haft-26-laerere-paa-et-aar