Sådan redder vi folkeskolen! Anden markering.

Skolen skal gøres både fri og folkelig igen!

I det første indlæg i denne serie beskrev jeg, hvordan vi på nationalt plan må sikre etableringen af en lovgivning, en læreruddannelse og en pædagogisk forskning, der på ny tager udgangspunkt i, hvad en skole faktisk er: Et frihedens sted, hvor mennesker bliver til i mødet med verden. Når det er gjort, må vi forholde os til, hvordan det hele skal administreres i praksis.

Vi kommer derfor ikke uden om at diskutere kommunernes rolle i driften af vores fælles skole. På den ene side er der meget fornuft i, at skolen er en kommunal opgave, idet den lokale politiske forankring forkorter vejen fra lærere, elever og forældre til de ansvarlige politikere. På den anden side har vi i flere år oplevet, hvordan mange kommuner har mere end svært ved at beskytte skolens ide. I stedet har vi ofte fået bizarre ideer om ”skoler i verdensklasse”, hvilket i realiteten altid betyder skoler uden ånd og substans. Odense Kommune er nok skrækeksemplet her. Kommunen valgte eksempelvis før sommerferien 2014 at give Erik Schmidt, der dengang var lærer på Agedrup Skole, en tjenstlig advarsel efter en samtale, hvor det blev bekendtgjort, at skolens ledelse ikke ønskede relevant kritik fra en engageret, loyal og nationalt dybt respekteret lærer. Hele sagen kredsede om, at Erik var uenig i, at en nyansat skoleleder ville reducere Agedrup skole til en virksomhed, der satsede på ”læringsmaksimering”, hvilket efter Eriks opfattelse var ”en voldsom indsnævring af det brede formål, der er i formålsparagraffen”. Til et møde, hvor ledelsen bekendtgjorde dens nyeste effektiviseringstiltag - gående på en hemmelig fordelingsnøgle til differentieret forberedelsestid -, udtrykte Erik kritik af tilgangen. Det må man tilsyneladende ikke i Odense Kommune. Erik har været lærer i 37 år, er forlægger og debattør, medarrangør af Det Alternative Sorømøde, aktiv i tænketanken SOPHIA, og er på mange måder et symbol på folkeskolen, demokratiet og det frie ord. Aktionen var derfor ikke blot et angreb på Erik Schmidt, men på hele den danske lærerstand, på demokratiet og på enhver form for anstændighed.

Erik valgte naturligvis at besvare den helt uforståelige brutalitet med en opsigelse, for hvem kan virke som lærer under sådanne vilkår? Man kan sikkert være alt mulig andet, men bestemt ikke lærer, for en sådan er jo en, der - i praksis ufuldstændigt, men i ånden helhjertet - som frit og tænkende menneske støtter et andet menneskes tilblivelse som frit og tænkende menneske. Det kan man ikke som en lydig nikkedukke! Derudover er verden skabt sådan, at kritik af fejlbarlige menneskers valg og handlinger er en simpel nødvendighed, såfremt vi ønsker at opnå et eller andet, der af fællesskabet kan betragtes som fornuftigt – det ved verden og naturen nemlig ikke nødvendigvis, hvad er. Ingen af os - hverken politikere, skoleledere eller lærere for den sags skyld - kan overskue noget så kompliceret og uforudsigelig som fx undervisning, og derfor er kritik og omtanke en regulær pligt! Havde Erik modsat fået en tjenstlig advarsel for ikke at ytre sig kritisk, når han nu var bekymret for sin elskede Agedrup Skole, havde det været en hård, men til gengæld langt mere fornuftig, adfærd fra Odense Kommune. Kritik er en moralsk pligt, hvis man tager sin lærergerning alvorligt. Det gjorde Erik, og det bør vi som medborgere takke, ikke sanktionere, ham for.

Sagen fra Odense Kommune er blot et blandt mange eksempler på forsøg på at udrydde kritik og tænkning på det pædagogiske område. Skolelederforeningen, KL, regeringen og mange andre vægtige aktører bærer konsekvent til samme bål. Essensen må være følgende: ”Vi ved, hvad fremtidens borgere får brug for og vil vælge, og derfor er kritik af den førte politik usolidarisk og uvelkommen”. Trusler, klager og advarsler hører desværre til dagens orden, hvis nogen tænker anderledes. Det går ganske enkelt ikke!

Skal kommunerne fortsat have ansvaret for folkeskolens drift, må det indskærpes, at deres opgave stort set kan formuleres som følger: a) Sørg for, at der bliver ansat en skoleleder. b) Sørg for nogle egnede bygninger og nogle midler til løn, drift og materialer. c) Beskyt skolens autonomi med alt, hvad I har.

Her kan man så spørge: Hvem skal så kontrollere skolerne, hvis al den frihed rulles ud over det hele? Skal man svare på dette, må man først afgøre, hvad det egentlig er, der er behov for at kontrollere. Der er naturligvis mange ting, der er vigtige i forhold til at drive skole, men en ting er vigtige end alt andet: Tænksomme og kritiske lærere og pædagoger! Så, hvis nogle føler et stærkt kontrolbehov, synes jeg, at man skal give sig i kast med at måle lydstyrken af debatterne på skolernes pædagogiske rådsmøder (som alle skoler bør have). Hvis der ikke er højlydt, heftig og engageret debat - gerne med sund kritik af skolelederens beslutninger -, så er der noget galt! Lærerne og pædagogerne skal tvivle, tænke og diskutere med hinanden og deres ledere! Og de skal omfavne deres uenighed, og huske hinanden på, at netop i kraft af den kan de skabe kvalitet. Ikke kommunal pseudo-kvalitet, men ægte pædagogisk kvalitet. Først når der er kamp om pædagogikken, kan den sætte nogen fri.

At holde skole er nemlig netop et forsøg på at sætte andre mennesker fri i en overleveret kultur uden egentlig viden om, hvad de vil bruge friheden til. Tilmed opfordrer en rigtig skole eleverne til at tage ansvar i deres liv, respektere andres frihed, og i øvrigt drage omsorg for den verden, vi alle sammen kun har til låns for en stund. En sådan opgave kan ikke løses af en holdningsløs ”læringsmedarbejder”, og kan ej heller sættes på formel af en ellers velmenende kommunal konsulent. Den slags kræver både ånd, mod og viden, og en sådan paradoksal, men smuk, opgave kan kun varetages af frie mennesker, der ytrer sig frit og tænksomt. Med skolereformen og den tilhørende kommunale ensretning svigter vi aktuelt dette ideal. Lærerne og skolens pædagoger skal sættes fri!

Kan kommunerne ikke beskytte skolens frihed, må skolen blive enten statslig (og staten må så være passiv) eller selvejende. Længere er den ikke.

MEN! Som sagt er der gode argumenter for at have et kommunalt ansvar for driften af folkeskolen. Især er der fordele ved at lærere, elever og forældre har let adgang til dem, der kan gøre noget ved fx bygningernes kvalitet, legepladser og den slags. Netop sådanne sager mener jeg faktisk også, at kommunerne sagtens kan tage sig af, og det ville klart være fornuftigt, hvis de koncentrerede sig om just det. Metoder og indhold bør de derimod på forvaltningsniveau holde sig fra. Den slags er lærere og pædagoger de bedste til at tage sig af sammen med deres elever.

Afsluttende

Tråden i ovennævnte er igen, at skolen skal gøres både fri og folkelig. Folkeskolen skal altså blive til en - ja - folkeskole. En sådan må og skal friholdes for arbejdsmarkedspolitik, erhvervssatsninger og andre politisk-økonomiske strategier. I stedet skal barnet, læreren og faget træde tydeligere frem. Derfor kan nogle gode råd til de ansvarlige politikere ikke skrives meget tydeligere end tilfældet er her. De kan nemlig ikke blive særligt praktisk foreskrivende, idet essensen nødvendigvis må være, at det er skolen selv, der skal udvikle en god praksis i nærværet med kulturen, historien og det levede liv. Politikernes vigtigste opgave er at beskytte, ikke diktere, praksis og indhold i dansk pædagogik. Kommunerne må for min skyld gerne være ansvarlige driften af folkeskolen. Hvis de kan.

Andre indlæg:

http://www.folkeskolen.dk/573769/saadan-redder-vi-folkeskolen-foerste-markering

www.briandegnmaartensson.dk